Ny ledende overlæge til Neurologi og Fysio-Ergoterapi i Hospitalsenheden Vest
14.08.2015
1. august er Birgitte Forsom Sandal blevet ansat som ny ledende overlæge for afdelingen for Neurologi og Fysio-Ergoterapi i Hospitalsenheden Vest.
Den nye ledende overlæge Birgitte Forsom Sandal er kendt for at have et højt fagligt, professionelt og personligt drive for Neurologi og Fysio-Ergoterapi i Hospitalsenheden Vest. Sammen med afdelingens ledende oversygeplejerske, chefterapeut og personale vil hun derfor være med til at sikre, at afdelingen vedbliver at udvikle sig som et specialiseret neurologisk fyrtårn på patientens præmisser på vej mod Det Nye Hospital i Vest, Gødstrup.
I dag henvises alle akutte apopleksi-patienter i Region Midtjylland direkte til Neurologi og Fysio-Ergoterapi i Holstebro eller Aarhus til udredningsforløb med henblik på eventuel behandling med trombolyse. Et specialiseret samarbejde som Birgitte Forsom Sandal har som sit særlige kompetenceområde, lige som hun har været med til at styrke og fastholde en højt specialiseret udredning og behandling af patienter med sclerose, epilepsi, Parkinson, demens og andre neurologiske sygdomme i Hospitalsenheden Vest.
I Hospitalsenheden Vest har omlægningen af den akutte neurologi betydet, at Neurologi og Fysio-Ergoterapi i Holstebro og Lemvig har skabt plads til et øget indtag af akutte apopleksipatienter og samtidig sikret, at kvaliteten fastholdes og udbygges i samarbejde med kommuner, praksis og nabohospitaler.
Birgitte går også foran i forhold til at videreudvikle afdelingens dagklinikker både indenfor den klassiske neurologi og indenfor apopleksi, hvor patienter med lette apopleksier og advarselssymptomer på apopleksi (TCI) kan udredes akut i dagtiden alle ugens 7 dage.
Birgitte sætter - i lighed med afdelingen generelt – fokus på patientens behov for tværfagligt teamsamarbejde med patienten som hovedperson i teamet. Mange patientforløb i Neurologi og Fysio-Ergoterapi er en del af et forløb med kommunale teams og de praktiserende læger.
Det betyder blandt andet, at ambitioner og udvikling af klinisk praksis indenfor neurologi og fysio- og ergoterapi altid vil følges ad og dyrkes i samarbejde med almen praksis, kommunerne og øvrige afdelinger. Det er noget, som den nye ledende overlæge vil være med til at facilitere, ligesom hun vil være med til at styrke afdelingens uddannelsesprofil og realisere afdelingens store forskningsmæssige potentiale.
Birgitte Forsom Sandal har været konstitueret som ledende overlæge for Neurologi og Fysio-Ergoterapi siden december 2014, og kender afdelingen særdeles godt.
I 2004 startede Birgitte Forsom Sandal i introduktionsstilling, og har herefter været ansat i afdelingen uafbrudt - med undtagelse af et par år i Aarhus som led i speciallægeuddannelsen i neurologi. I 2009 blev hun ansat som afdelingslæge på Neurologisk Afdeling, og i 2010 blev hun ansat som uddannelsesansvarlig overlæge i afdelingen.
Privat bor Birgitte Forsom Sandal sammen med sin mand og parrets tre børn i Holstebro, hvor hun selv er født og opvokset.