31.08.2015
Den 1. september 2015 får patienter med psykisk sygdom samme ret til udredning inden for en måned, som patienter med fysisk sygdom allerede har. Og Region Midtjylland er tæt på at kunne leve op til den nye patientrettighed.
- Aktuelt har flere psykiatriske afdelinger i Region Midtjylland allerede en gennemsnitlig udredningstid på under 30 dage. Men vi er ikke helt i mål, fortæller formanden for det rådgivende udvalg vedrørende psykiatriområdet og det specialiserede socialområde, Henrik Gottlieb Hansen.
Udvalgsformanden oplyser, at alle sejl imidlertid er sat for at udrede flest muligt inden for de 30 dage. Således arbejder afdelingerne med at udnytte ressourcerne bedst muligt ved for eksempel at flytte opgaver mellem faggrupper, tage ny teknologi i brug og arbejde med at undgå afbud fra patienter. Ligesom Region Midtjylland har indgået kontrakt med tre private leverandører af psykiatrisk behandling for at kunne tilbyde patienterne udredning i tide.
Henrik Gottlieb Hansen finder, at det er en imponerende indsats, personalet i psykiatrien har lagt for dagen. For bestræbelserne på at leve op til den nye patientrettighed sker samtidig med, at antallet af henviste patienter stiger.
Børne- og Ungdomspsykiatrien modtog således i perioden januar til juli 276 flere henvisninger i 2015 end i 2014. Det svarer til en stigning på knap 10 procent
Der er ligeledes en stigning i antallet af henvisninger inden for voksenpsykiatrien. Her modtog man 428 flere henvisninger i perioden januar til juli 2015 i forhold til samme periode i 2014. Det svarer til 4 procent flere.
Både nationalt og regionalt holdes der et vågent øje med, om afdelingerne lever op til den nye patientrettighed.
Flere oplysninger
Formand for det rådgivende udvalg vedr. psykiatriområdet og det specialiserede socialområde, Henrik Gottlieb Hansen telefon 21 29 97 26.
Lægefaglig direktør Per Jørgensen telefon 78 47 00 05
Fakta
Folketinget vedtog i juni 2014 en ændring af sundhedsloven, der giver patienter med psykiske lidelser rettigheder som patienter med fysiske lidelser i forhold til frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og differentieret ret til behandling.
Rettighederne gælder for børn, unge og voksne med psykisk sygdom og indebærer med virkning fra 1. september 2015 ret til udredning inden for en måned (30 dage), med mindre det af faglige årsager ikke kan lade sig gøre.
Samtidig indebærer de nye rettigheder en differentieret ret til behandling. Det betyder, at patienten har ret til udvidet frit sygehusvalg, hvis regionen ikke kan tilbyde behandling indenfor fristen. Fristen er på 30 dage i de tilfælde, hvor patienten er alvorlig syg, og 60 dage i tilfælde hvor patienten er mindre alvorligt syg.