Spring køen over
28.08.2015
Fra tirsdag den 1. september kan man selv bestille tid til at få taget blodprøve eller hjertekardiogram på Regionshospitalet Randers.
Hvis den praktiserende læge, et ambulatorium eller en afdeling på hospitalet har bestilt en blodprøve eller et kardiogram, kan man ved at klikke ind på booking.rm.dk selv finde den tid, der passer bedst i forhold til jobbet eller privatlivet.
Man bestiller med sit NemID på booking.rm.dk, og når man ankommer til laboratoriet, skal man blot scanne sit sygesikringsbevis og tage plads i venteværelset, indtil man bliver kaldt ind.
Det er stadig muligt at møde op på laboratoriet uden at have booket en tid. I så fald skal man være forberedt på lidt længere ventetid, fordi man bliver kaldt ind, når der er plads mellem de patienter, der har bestilt tid.
Hvis man er fritaget for digital post eller er under 16 år, kan man ringe og bestille en tid på 78 42 22 81 alle hverdage kl. 13 – 14.