Genoptræningen efter hjerteproblemer rykker over i kommunalt regi
9.12.2015
Når alvorlige hjerteproblemer rammer borgerne gælder det om at få de ramte hurtigst muligt i behandling på hospitalet. Efter behandlingen på hospital følger en ny og lige så vigtig periode, hvor patienten skal finde tilbage til en god hverdag. Vejen kan bygge på ændring af livsstilsfaktorer ved for eksempel fysisk træning.
Desværre er der for mange borgere, der af forskellige grunde falder fra i perioden efter hospitalsindlæggelsen. En af årsagerne kan være, at genoptræningen er placeret på hospitalerne og ikke i borgerens nærmiljø. Patienter, der ikke bor tæt på de større hospitaler, er i højere grad faldet fra.
Det ændres der nu på, idet træningen i løbet af 2016 overgår til kommunalt regi. Ansvaret for patienterne i denne fase er fortsat på det hjertemedicinske ambulatorium, og her kan patienten også fortsat få støtte. Det sundhedsfaglige personale i det kommunale tilbud kan tilsvarende kontakte ambulatoriet direkte. De kommunale træningssteder er opkvalificeret og vil være i stand til at give en god ensartet kvalitet i henhold til de gældende retningslinjer.
Siden februar i år har den ikke-medicinske del af genoptræningen efter hjertesygdom i Skive og Viborg kommuner foregået i kommunalt regi. Det kan her konstateres, at færre borgere falder fra og at flere kommer til den planlagte træning. De flere, der aktivt følger genoptræningen, betyder samlet et kvalitetsløft for området.
– Jeg er meget glad for, at det nu bliver lettere for borgerne at deltage, når de ikke længere skal køre langt for at få genoptræning. Tit var det de mere svage borgere, der ikke fik den nødvendige, gode genoptræning, siger Mads Jakobsen, borgmester (V) i Struer Kommune og næstformand i regionens Sundhedskoordinationsudvalg.
– Aftalen om kommunal genoptræning af hjertepatienter fortæller om det gode og stadig bredere samarbejde, der er mellem kommunerne og Region Midtjylland. Et samarbejde, der i høj grad har borgeren i centrum og hvor kvaliteten er i orden. Forløbsprogrammet for hjertesygdom er en del af Sundhedsaftalen mellem regionen og de 19 midtjyske kommuner, siger en tilfreds Carl Johan Rasmussen, regionsrådsmedlem (S) og formand for Sundhedskoordinationsudvalget.
Aftalen blev onsdag vedtaget af Sundhedskoordinationsudvalg og sendes nu ud til endelig vedtagelse i Regionsråd og byråd.
Flere oplysninger
- Carl Johan Rasmussen (S), regionsrådsmedlem,
tlf. 2068 1836 - Mads Jakobsen (V), borgmester i Struer Kommune,
tlf. 2032 3486 - Christian Møller-Nielsen, lægefaglig direktør Hospitalsenhed Midt, tlf. 2098 5601
- Inger-Lise Katballe, sundhedsdirektør Ikast-Brande kommune, tlf. 9960 3101 / 3051 7278