23.12.2015


Sygeplejersker og læger på Intensivafsnittet på Regionshospitalet Randers tager med meget syge patienter på besøg i hjemmet.


Patienter, som ligger i respirator i uger eller måneder, mister ofte modet og bliver triste. Respiratoren afskærer dem fra at tale med andre mennesker, og det fører til en følelse af isolation.

Derfor udvikler Regionshospitalet Randers nu en model, som gør det muligt for de meget syge patienter at komme hjem på besøg med respirator og ledsaget af personale fra hospitalet. De første besøg fandt sted i 2015, og flere er på vej.

Velsignelse i hjemmet
- Når vi når dertil, at vi ikke kan tilbyde patienterne mere behandling, vil vi gerne være med til at give dem et boost af livskvalitet, ved at de kommer på besøg i de vante omgivelser, siger afdelingssygeplejerske Anisette Høgenhaven, Intensivafsnittet.

- Vi skal også agere på patientens præmisser i slutningen af livet. Vi skal kunne blive ved med at se og forsøge at efterkomme deres behov, siger hun.

Palle Skinneholm fra Hvidsten var i 2015 hjemme to gange. Det ene besøg fandt sted på hans 20 års bryllupsdag, hvor en præst efter aftale med hans hustru velsignede parret under en fire timer lang sammenkomst for familie og venner.


Intensivsygeplejerske Mette Nyhus var med Palle Skinneholm hjemme begge gange.


- Jeg fik et nært forhold til familien i de to måneder, han var her, fortæller hun. Det var en stor tilfredsstillelse at se, hvor glade de alle sammen blev.

Under nogle af hjemmebesøgene deltager både en læge og en sygeplejerske. I andre tilfælde kan en sygeplejerske udstyret med bl.a. transportabel respirator, ilt, sug og medicin klare opgaven alene. Det kan desuden være nødvendigt at etablere en rampe ved huset, så patienten kan komme ind i sit hjem, og ofte skal hjemmeplejen involveres.

- Også når patientens situation synes håbløs, skal vi kunne tilbyde noget unikt, siger afdelingssygeplejerske Anisette Høgenhaven. Vi skal altid forsøge at strække os det ekstra.

I det nye år vil Intensivafsnittet formalisere rammerne om hjemmebesøg, sådan at flere patienter og deres familier kan få nogle timer sammen i hjemlige omgivelser.


Yderligere oplysninger:
Afdelingssygeplejerske Anisette Høgenhaven, Intensivafsnittet, Regionshospitalet Randers, tlf.: 40 86 95 24