Med en ny kulturpolitik lægger Region Midtjylland op til, at kultur og kunst skal være med til at skærpe vores evner til at håndtere store samfundsudfordringer. Derudover inviterer regionen til faste dialogmøder om kommende kulturprojekter.
Når Regionsrådet for Region Midtjylland senere på måneden skal vedtage en ny kulturpolitik, er der lagt vægt på et øget samspil mellem kulturlivet og andre dele af samfundet. Det gælder eksempelvis områder som erhverv, uddannelse, sundhed og velfærd.
Ifølge formand for regionsrådets kulturudvalg Flemming Knudsen (A) vil regionen gerne være med til at gøre kulturen til en seriøs medspiller i samfundsudviklingen, hvor evnen til omstilling er et must.
- Nogen udtrykker det sådan, at forandring er det nye normale. Det presser os som mennesker, for vi skal hele tiden forny os og finde nye løsninger. Her ønsker vi som region at være med til at løfte det kreative potentiale – både i kulturlivet og blandt borgerne, siger Flemming Knudsen.
Kultur på recept
I den nye kulturpolitik nævnes desuden en ny form for samspil mellem kunst/kulturliv og andre sektorer. Det kunne ifølge Flemming Knudsen være sundhedssektoren, som udgør en stor del af regionernes opgaver.
- Vi kan se, hvordan man i Norge og Sverige med succes har inddraget kunst og kultur i behandlingen af livsstilssygdomme og psykiske lidelser. Patienter kan få kulturterapi og kulturoplevelser på recept. Det bør undersøges, hvordan vores sundhedsvæsen kan bruge disse metoder – vi har jo et stærkt og mangfoldigt kulturliv her i regionen, siger Flemming Knudsen.
Kobling til samfundsudfordringer
Onsdag var kulturpolitikken til drøftelse i det rådgivende udvalg for regional udvikling, og også her er politikerne begejstrede for de nye veje, som den anviser, siger udvalgsformand Poul Erik Christensen. Han beskriver kulturpolitikken som en vigtig del af regionens strategi for vækst og udvikling i Midtjylland og peger på, at kulturoplevelser kan bidrage til øget livskvalitet og gøre regionen attraktiv for borgere, virksomheder og gæster.
- Midtjylland skal være i forreste række, når det handler om nye måder at koble kulturlivet til vores samfundsudfordringer. Den form for samarbejde rummer et væld af spændende perspektiver, siger han.
Fem områder
Regionsrådet vil således fremover understøtte kulturen på fem strategiske områder, hvoraf de tre første er "gamle kendinge" fra den eksisterende kulturpolitik:
- støtte institutioner og partnerskaber i at skabe unikke oplevelser og nye formidlingsformer
- udvikle faglige netværk og partnerskaber inden for forskellige områder af kunst og kultur
- støtte kulturlivet i at samarbejde på tværs af landegrænser
- udvikle særlige kunstneriske talenter og medvirke til at udvikle kreative kompetencer og skaberglæde hos borgerne
- styrke samspillet mellem kulturlivet og andre vigtige
samfundsområder
Dialogmøder
Region Midtjylland afsætter årligt ca. 12 millioner kroner til en kulturpulje.
Med henblik på at finde og udvikle de bedste projekter vil regionen fremover invitere til dialogmøder eller projektværksteder, hvor kulturaktørerne kan få lejlighed til at drøfte det regionale kulturliv og deres egne ideer til nye projekter. Måske kan de også finde samarbejdspartnere, som de ellers ikke havde mødt, og på den måde nå længere eller bredere ud i hele Region Midtjylland, end de først havde tænkt.
Dialogmøderne vil blive annonceret i dagspressen samt på regionens hjemmeside www.rm.dk.
Fremover vil der være et krav om medfinansiering på 50% af budgettet fra kilder, som ikke er helt eller delvist medfinansieret af regionen, f.eks. kommuner, stat, EU eller kulturinstitutioner.
Billedtekst:
1.000 børn og unge fra Region Midtjylland og Burkina Faso var i 2012 med til at skabe teaterkoncerten Hjertespejl i Musikhuset Aarhus. Bag det internationale og tværkulturelle projekt stod Aarhus Musikskole og Kulturprinsen i Viborg. Den type projekter flugter med den nye kulturpolitik – eksempelvis i forhold til at støtte institutioner og partnerskaber i at skabe unikke oplevelser og nye formidlingsformer og støtte kulturlivet i at samarbejde på tværs af landegrænser.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.
Flere oplysninger
- Flemming Knudsen (A), formand for regionsrådets kulturudvalg, Telefon: 2021 8423
- Poul Erik Christensen (B), formand for regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling, Telefon: 2496 9630
- Elinor Bæk Thomsen, kontorchef, Regional Udvikling, Region
Midtjylland, Telefon: 2014 1484 - Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer