Samsø og Viborg med i ressourcekapløb
Samsø vil være verdens første "cirkulær økonomi-ø", og Regionshospitalet Viborg vil give nyt liv til de brugte møbler i kælderdepoterne. Begge dele kommer nu til at ske med støtte fra Region Midtjyllands Rethink Business-pulje.
Allerede om et år vil Samsø Kommune have positioneret sig som det første lokalsamfund i verden, der foretager en total omstilling til cirkulær økonomi.
Og om ti år vil øen være et levende laboratorium og udstillingsvindue for cirkulær økonomi i fuld skala.
Den melding har Regionsrådet for Region Midtjylland på sit møde onsdag valgt at støtte med 170.000 kroner. Pengene kommer fra initiativet Rethink Business, hvis kommunepulje tidligere har støttet syv andre projekter. Formålet er at skabe grønne vækstmuligheder for erhvervslivet gennem offentlig efterspørgsel og offentlig-private samarbejder.
Spildte møbler
Regionsrådet gav desuden grønt lys for projektet "Brugte møbler skal have nyt liv", som den regionale virksomhed Midttransport står bag. Projektet får 120.000 kroner til at finde ud af, hvordan man kan undgå det store spild, som brugte møbler og andre materialer repræsenterer i institutioner og virksomheder.
Ofte vender disse effekter aldrig tilbage på kontorerne igen, hvis de først er stillet på depot. De får bare lov at stå, for oftest er der heller ingen, der tager initiativ til at skaffe dem af vejen, fordi de trods alt repræsenterer en værdi.
I første omgang bliver det de opmagasinerede møbler under Regionshospitalet Viborg, som skal kortlægges og vurderes med henblik på at få nyt liv. Sammen med private virksomheder vil Midttransport finde ud af, om møblerne skal opfriskes eller ændres, og om de måske skal i cirkulation igen på leje- eller leasingbasis.
Genvej til nye måder
- Det er to fine projekter, som vi håber kan inspirere andre", siger regionsrådsformand Bent Hansen.
- De giver et par bud på, hvordan det offentlige kan være med til at gøre det lettere for erhvervslivet at skabe nye grønne forretningsmodeller, siger han.
Lukkede kredsløb
Kommunepuljen under Rethink Business er sat i søen for at fremme efterspørgslen efter Cirkulær økonomi produkter og løsninger.
Cirkulær økonomi skaber behov for nye typer af kunderelationer og forretningsmodeller for at bevare materialernes værdi i lukkede kredsløb.
Eksempelvis har projektet Genbyg Skive samlet hele kommunen om at genanvende materialer fra nedrivningsparate huse. I Herning Kommune har det brugte arbejdstøj fået nyt liv, og i Skanderborg er der opstået en online værdicentral med effekter, der tidligere blev kastet på lossepladsen.
Læs mere på http://rethinkbusiness.dk/
Billedtekst:
Projektet Genbyg Skive arbejdede med at nedrive huse og genanvende bygningsmaterialer til nye formål, herunder opførelse af nye huse, og derigennem skabe nye arbejdspladser i lokalområdet.
Illustrationen er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Se hele animationsfilmen om projektet (Youtube).
Flere oplysninger:
- Bent Hansen, formand for regionsrådet og Region Midtjyllands Vækstforum, telefon: 4031 3707
- Christian Fredsø, strategisk udvikler, Regional Udvikling, Region Midtjylland, Telefon: 2072 9472
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer