03-02-2015

Efter 15 målrettede besøg på Aarhus Universitetshospital har Arbejdstilsynet udstedt 6 påbud, som især handler om sygeplejerskernes arbejdsmængde, tidspres og uklare krav i arbejdet.

Fem sengeafsnit på Aarhus Universitetshospital har modtaget påbud fra arbejdstilsynet på grund af sygeplejerskernes arbejdsmængde, tidspres og uklare krav i arbejdet. Påbuddene kommer som led i Arbejdstilsynets landsdækkende indsats i 2014 med fokus på sygeplejerskernes psykiske arbejdsmiljø. På landsplan er ’stor arbejdsmængde og tidspres’ det emne, der foreløbig har udløst flest reaktioner fra Arbejdstilsynet i forbindelse med de målrettede besøg på hospitalerne. 

Et af sengeafsnittene har desuden fået påbud om at sikre tid til bearbejdning af de følelsesmæssige påvirkninger personalet udsættes for fra svært syge, kriseramte og krævende patienter. Endelig har fire sengeafsnit modtaget vejledninger, hvor Arbejdstilsynet påpeger, at der er forhold indenfor det psykiske arbejdsmiljø, som Arbejdstilsynet anbefaler hospitalet at arbejde videre med. 

- Det er rigtig fint, at der er fokus på sygeplejerskernes arbejdsmiljø, men vi er i samme båd som andre faggrupper, og dette handler ikke kun om sygeplejersker, siger Charlotte Thaarup, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne og næstformand i HovedMEDudvalget (HMU). 

- Overordnet kommer Arbejdstilsynets påbud ikke bag på os. Det er kendte problemer, der handler om ressourcer og arbejdsmængde generelt. Men påbuddene kommer på et godt tidspunkt, hvor vi ved fælles indsats kan få løst problemerne, inden vi flytter sammen under fælles tag i Skejby. 

Komplekse forandringer 
Påbuddene betyder, at Aarhus Universitetshospital skal finde permanente løsninger på problemerne inden for en tidsfrist på 5-6 måneder. 

- Vi ved godt, at arbejdsmiljøet er presset både på grund af komplekse forandringer, store flytninger og en stram økonomi. Vi kigger nu på, hvad vi kan og skal gøre for at få situationen vendt, siger centerchef Anette Schouv Kjeldsen, som er formand for hospitalets arbejdsmiljøudvalg. 

- Hospitalet har udarbejdet en vifte af kurser, værktøjer og konsulenthjælp, der med fordel kan bruges både i det daglige arbejdsmiljøarbejde og i forbindelse med Arbejdstilsynets påbud, og det har vi her i januar gjort en indsats for at udbrede kendskabet til. Udover det vil vi fremover gøre en ekstra indsats, når nye medarbejdere introduceres, så ingen bliver presset ud over deres kompetencer. 

Ikke kun sygeplejersker 
Arbejdstilsynet gennemfører i disse år en landsdækkende indsats med målrettede tilsynsbesøg i de fag og brancher, hvor medarbejderne er særligt hårdt ramt af psykiske arbejdsskader og nedslidning. I 2014 har Arbejdstilsynet haft fokus på sygeplejerskers psykiske arbejdsmiljø, og har i den forbindelse gennemført 15 tilsynsbesøg på Aarhus Universitetshospital i løbet af oktober og november. 

Arbejdstilsynet og hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital har i samarbejde udpeget en række afdelinger, hvor det er forventeligt, at det psykiske arbejdsmiljø må være under pres. Arbejdstilsynet har gennemført 15 tilsynsbesøg på disse afdelinger og undersøgt forskellige risikofaktorer: Stor arbejdsmængde og tidspres herunder uklare krav; høje følelsesmæssige krav ved arbejdet med patienter og pårørende; vold og traumatiske hændelser og mobning og chikane. 

Andre faggrupper melder om, at det ikke kun er sygeplejerskernes arbejdsmiljø, som er under pres. 

- Også blandt yngre læger kender og mærker vi arbejdspresset. Vi er presset på, hvad vi skal nå på en vagt, og flere kolleger kan ikke nå arbejdsopgaverne inden for den normerede arbejdstid og arbejder derfor over, fortæller afdelingslæge og formand for Yngre Læger på Aarhus Universitetshospital, Lasse Nørgaard. 

Løber stærkt 
Arbejdstilsynet rapporterer om medarbejdere, der ofte løber meget stærkt, springer toiletbesøg over og spiser sen frokost. De har indimellem problemer med at nå selv de mest basale opgaver inden for de givne rammer, og de bevæger sig på kanten af deres egne kompetencer. 

- Det er påbud, som vi tager meget alvorligt. Der er tale om stikprøver, og de problemer, som Arbejdstilsynet beskriver, findes også på mange andre afsnit på Aarhus Universitetshospital. Derfor arbejder vi på forebyggende tiltag for hele hospitalet, siger hospitalsdirektør Gert Sørensen. 

Erfarne sygeplejersker bliver ofte afbrudt og har svært ved at finde tid til oplæring af nye medarbejdere, som omvendt synes det er hårdt at starte uden tilstrækkelig oplæring. Flere er stressramte, og langtidssygemeldinger giver øget arbejdspres for kollegerne. 

- Det er vigtigt, at vi tager hånd om problemerne og får undersøgt grundigt, om vi kan gøre tingene på en anden måde. Generelt er alle faggrupper konstant udfordret på ressourcer og med konstante krav om besparelser. Det er vigtigt, at vi ikke mister modet, selvom det kan se udsigtsløst ud, siger Charlotte Thaarup. 

Indsats på kort og lang sigt 
En af de afdelinger, som har modtaget påbud fra Arbejdstilsynet er Kirurgisk Afdeling P, som har modtaget påbud om at få styr på såvel stor arbejdsmængde og uklare krav som bearbejdning af de følelsesmæssige krav i arbejdet. 

I samarbejde med medarbejderne gør vi både på kort og lang sigt en indsats på afdelingen for at mindske arbejdspresset, siger afdelingens oversygeplejerske Martha Lund, der også er formand for Det Sygeplejefaglige Råd på Aarhus Universitetshospital. 

- Omkring jul og nytår har vi haft temadage om emnet, vi har gjort brug af vikarer og desuden haft mulighed for at ansætte tre sygeplejersker. For at imødegå de høje følelsesmæssige krav sætter vi nu mulighederne for coaching og supervision i system 

Ud over de afsnit, som har modtaget påbud, er der fire afsnit, som har modtaget vejledninger om psykisk arbejdsmiljø. Derudover er der fire afsnit, som har haft besøg af Arbejdstilsynet, uden at det har ført til reaktioner fra Arbejdstilsynet. 

Arbejdstilsynet har rost Aarhus Universitetshospital for tydelig struktur, koordinering og planlægning og for et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem faggrupper og mellem medarbejdere ledelse samt for at prioritere, at der skal være tid til sparring eller møder med kolleger og ledelse. 

Yderligere information: 
Hospitalsdirektør Gert Sørensen, tlf. 7846 2331 eller mobil 2286 3266 
Centerchef Anette Schouv Kjeldsen, tlf. 7846 1645 
Oversygeplejerske Martha Lund, tlf. 7846 5103 
Fællestillidsrepræsentant Charlotte Thaarup, tlf. 7846 1502 
Formand for Yngre Læger Lasse Nørgaard, tlf. 2282 1407 



opdateret: 03-02-2015

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde