05-02-2015
Fem kommuner – Aarhus, Randers, Viborg, Favrskov og Herning,– har sammen med SIND gennem halvandet år afprøvet virtuel bostøtte med videosamtaler og applikationer. Denne måde at støtte psykisk sårbare personer på åbner for nye muligheder, men både borgere og medarbejdere er enige om, at samtaler via webcam ikke kan erstatte de fysiske besøg hos mennesker med svær psykisk sygdom. Det viser ny evaluering af CFK-Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland.
Ca. 160 borgere med psykisk sygdom og 150 bostøtte-medarbejdere har deltaget i projektet, som har haft til formål at afprøve mulighederne for at anvende webcamsamtaler og støttende applikationer i bostøttearbejdet.
Bostøtte er et socialpædagogisk tilbud til mennesker med svær psykisk sygdom, som bor i eget hjem, og den består almindeligvis af fysiske besøg. Ifølge evalueringen er relationen mellem medarbejder og borger stadig den altafgørende faktor for bostøttearbejdet.
- Evalueringen viser, at det er vigtigt, at etablere en velfungerende relation via fysiske besøg, før man begynder at supplere med videosamtaler. Desuden skal der være en individuel vurdering af, om borgeren kan få den fornødne hjælp til at arbejde med sine udfordringer, når nogle samtaler gennemføres via webcam frem for ved besøg, siger konsulent Lise Marie Witt Udsen fra CFK-Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland, som har evalueret den nye virtuelle bostøtte.
Kan skabe tryghed, når borgere skal udsluses
Evalueringen peger på en række interessante og nyttige muligheder i at bruge videosamtaler og applikationer som supplement.
- En af de store gevinster for borgerne er, at det giver mulighed for mere differentieret og fleksibel bostøtte med hyppigere kontakt og forskellige samtaleformer. Det giver borgerne tryghed, at de kan få en ekstra samtale hurtigt, så bekymringer ikke når at tårne sig op, og det giver en frihed til fx at tage på ferie eller højskole, når man kan opretholde kontakten til sin bostøtte via webkamera, fortæller Lise Marie Witt Udsen og tilføjer:
- Desuden er virtuel bostøtte meget velegnet til særlige situationer, fx ved angstproblematikker, hvor der er et stort behov for tryghed og hyppig kontakt, eller hvis borgeren på nogle dage ikke har overskud til et besøg. Videosamtaler kan desuden fungere som en tryg livline i den fase, hvor borgeren skal udsluses fra bostøttetilbuddet og gradvist skal vænne sig fra de regelmæssige besøg.
Evalueringen peger også på, at virtuel bostøtte ikke fungerer for alle borgere.
- Mange borgere med psykisk sygdom er i forvejen isolerede og har få sociale kontakter. Hvis bostøtten alene gives virtuelt, kan noget af det medmenneskelige aspekt forsvinde og muligheden for at træne sociale færdigheder, så borgerne risikerer at blive fastholdt i isolation frem for at blive hjulpet ud af isolationen.
Fokus på ressourcer
Ressourcemæssigt viser evalueringen ikke et entydigt billede. Det kan skyldes omkostninger ved opstart og en del tekniske problemer. Projektet tyder dog på, at den virtuelle bostøtte giver mulighed for at udnytte personaleressourcerne mere fleksibelt, og at en del af transporttiden kan undgås, hvis nogle besøg omlægges til video- samtaler.
Fakta:
- Bostøtte i eget hjem er et kommunalt tilbud til borgere med betydeligt nedsat psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
- Ca. 160 borgere og ca. 150 medarbejdere har været med til at afprøve virtuel bostøtte
- De fleste afprøvede applikationer er gratis applikationer, der fx kan hjælpe med at holde styr på aftaler, daglige rutiner og medicin eller berolige ved sengetid gennem musik.
- De fleste borgere har benyttet egne computere og smartphones eller tablets
- De fem kommuner har brugt forskellige systemer til videosamtaler
- Projektet er finansieret af Trygfonden og evalueringen af projektet er finansieret af Center for Innovation og Metodeudvikling (Metodecenteret).
Yderligere information:
Lise Marie Witt Udsen, konsulent
lise.udsen@stab.rm.dk
mobil: 6178 0706
tlf: 7841 4075
Se rapporten Evaluering af Projekt Virtuel Bostøtte.
opdateret: 05-02-2015
Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde