05-02-2015
Efter fire ugers afgravning og opfyldning på en tidligere industrigrund i Hadsten har Region Midtjylland fjernet hovedparten af en giftig forurening og sikret grundvandet. Der skal dog stadig holdes øje med grunden i mange år fremover.
Der er fjernet næsten 4.000 ton forurenet jord og fyldt op med rent sand. Og dermed er en af Hadstens meget sorte pletter, grunden under den tidligere hjulfabrik på Gl. Sellingvej, næsten visket ud.
Men også kun næsten, for der ligger stadig en mindre rest af den giftige forurening tilbage, men den gemmer sig mere end 11 meter nede og udgør ikke en trussel mod grundvandet, siger geolog Henrik Rud Larsen fra Region Midtjylland.
”Nu har vi fået fjernet det såkaldte hotspot og dermed hovedparten af forureningen. Vi havde egentlig planlagt at grave 14 meter ned under terræn, men vi stoppede ved 11 meter, for det ville være for dyrt i forhold til miljøgevinsten at få det sidste med”, siger Henrik Rud Larsen.
Han tilføjer, at der er lagt en midlertidig membran i det øverste lag sand for at undgå, at regnvandet vasker forureningen ned i grundvandet, så længe jordoverfladen er ubebygget.
Risiko for spredning
Nu vil regionen lave nogle overvågningsboringer, hvorfra der med jævne mellemrum kan udtages vandprøver de kommende år.
Region Midtjylland har længe kendt til forureningen under den tidligere hjulfabrik, men først i forbindelse med nedrivningen af fabriksbygningerne i efteråret blev det nødvendigt at fjerne den. Både eksponeringen for regnvand og ny byggeaktivitet ville kunne påvirke forureningen og få den til at sprede sig til grundvandet, vurderede regionen.
Nyt butikscenter
Nu står grundejeren Trelleborg Hadsten A/S tilbage med en grund, som er fyldt op med sand. Den er ganske vist stadig kortlagt som forurenet, men dog ikke mere, end at her kan opføres et butikscenter. Det byggeri ventes at gå i gang i marts.
Arbejdet på grunden har kostet 3 mio. kroner.
Den forurenede jord – 3.940 ton - er afleveret til virksomheden Kingo Karlsen A/S i Silkeborg og vil efter rensning kunne bruges til eksempelvis støjvolde.
Billedtekst:
Geolog Henrik Larsen udtager prøver fra jorden for at sikre sig, at den værste forurening, det såkaldte hotspot, bliver fjernet.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.
Flere oplysninger
Helle Blæsbjerg, geolog
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon. 7841 1933
helle.blaesbjerg@ru.rm.dk
Henrik Larsen, geolog
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1910 /2485 7966
FAKTA om grunden
På Gl. Sellingvej 1 i Hadsten blev der igennem 45 år produceret hjul, nav og aksler. Især et affedtningsanlæg kombineret med et utæt kloaksystem vurderes at have forurenet.
Der er tale om store koncentrationer af Trichlorethylen (TCE) – op til 63 mg pr. kg jord, hvor Miljøstyrelsens grænseværdi er 5 mg. Derudover er der i det øverste lag grundvand fundet en overskridelse svarende til 65.000 gange grænseværdien. Stoffet TCE er kræftfremkaldende og nedbrydes stort set ikke i naturen.
opdateret: 06-02-2015
Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde