AUH: Endnu mere behandling for pengene
16-01-2015
Produktiviteten på Aarhus Universitetshospital steg med mere end tre procent i 2013
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse laver hvert år en opgørelse af produktiviteten på de danske hospitaler. Den seneste opgørelse handler om 2013 og viser en generel stigning i hospitalernes produktivitet på 3,2 procent. Produktiviteten på Aarhus Universitetshospital er i 2013 steget med 3,3 procent.
Aarhus Universitetshospital ligger på produktivitetsindeks 94, når der sammenlignes på landsplan. Hospitalet er ved at gennemføre en plan for effektiviseringer på 8 %, og det vil føre til et højere indeks i løbet af de kommende år. Ser man på udviklingen, har Aarhus Universitetshospital siden 2008 år for år brugt færre penge pr. behandlet patient.
- Det skyldes en fantastisk indsats fra medarbejderne, og det betyder, at vi kan behandle flere patienter, hvilket gerne skulle resultere i, at patienterne venter i kortere tid, siger hospitalsdirektør Gert Sørensen.
Store udsving mellem hospitalerne
Hvert år er produktiviteten på Aarhus Universitetshospital steget med mellem 2,5 og 3,6 procent. Eneste undtagelse er 2012, hvor produktiviteten faldt med 1,3 procent, fordi Aarhus Universitetshospital brugte af tidligere års overskud til engangsinvesteringer i it og apparatur og til at indfri leasingaftaler samt til fremrykkede indkøb af medicin.
Opgørelserne af produktivitet er følsomme for specielle forhold, som gør sig gældende på enkelte hospitaler i de enkelte år. Eksempelvis er produktiviteten i 2013 på nogle hospitaler steget med op til 9,1 procent, og på andre hospitaler er produktiviteten faldet med ned til 2,7 procent. Derfor skal man være varsom med at sammenligne produktiviteten fra år til år og fra hospital til hospital.
AUH lever op til kravene
Aarhus Universitetshospital har i de senere år har levet op til Region Midtjyllands krav til såvel budgetoverholdelse som krav til produktion, samtidig er det lykkedes at fastholde en høj patienttilfredshed og forbedre opfyldelsen af en række kvalitetsmål. I 2014 ender regnskabet i balance og med en produktion målt i DRG-værdi, der svarer til regionens mål.
- Der er i disse år stor fokus på produktivitet og effektivisering på Aarhus Universitetshospital, hvor en af statens betingelser for byggeriet i Skejby er, at hele hospitalet effektiviserer med 8 procent, siger hospitalsdirektør Gert Sørensen.
1. juli 2014 trådte de første af en lang række planlagte effektiviseringer i kraft. Det drejer sig om sengelukninger med omlægning af patientforløb fra indlagt til ambulant behandling, samt effektiviseringer på it- og sekretærområdet.
Yderligere information
- Økonomichef Søren Dørup, tlf. 7846 2351
- Hospitalsdirektør Gert Sørensen, tlf. 7846 2331
opdateret: 16-01-2015
Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde