13-01-2015

Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og Center for E-læring i Region Midtjylland har sammen udviklet Danmarks første patientvejledning om kemoterapi som apps med mulighed for oplæsning.

Som kræftpatient kan det være svært at overskue al den information, man skal forholde sig til, når man begynder på sit behandlingsforløb. Som en hjælp til patienterne har Onkologisk Afdelingen på Aarhus Universitetshospital sammen med Region Midtjyllands Center for E-læring derfor udviklet to apps med oplæsningsfunktion, som til sammen udgør en digital kemo-guide.

Den ene app giver svar på ofte stillede spørgsmål, mens den anden beskriver mulige bivirkninger og giver råd til minimering og forebyggelse af bivirkninger ved kemoterapi.

En af de helt store fordele ved de nye apps er, at der er mulighed for at få alle informationerne læst op ved et tryk på et højtalerikon under hvert emne.

- Patienterne bliver bombarderet med information, og mange har svært ved at overskue alle de ord. Her kan man læne sig tilbage og få informationen læst op, når man er parat til dem, alene eller i selskab med pårørende, siger Klinisk sygeplejespecialist Birgitte T. Espersen, der står bag de to apps.

Kortfattet og let at forstå

En af de patienter, der har taget de nye apps til sig, er 75-årige Grethe Thisted fra Silkeborg, der netop har været igennem et behandlingsforløb på Onkologisk Afdeling.

Hun foretrækker appen frem for den traditionelle patientinformation.

- Appen er mere kortfattet og sammenhængende, og det er fint, den er opdelt i to dele. Jeg har faktisk ikke læst papirudgaven af kemobogen, som jeg fik, da jeg skulle begynde på behandling, siger hun.

Hun anbefaler andre kræftpatienter at prøve de to kemo-apps.

- Jeg synes, appen er meget mere overskuelig. Jeg kan tage min tablet og gå fra punkt til punkt. Den er kortfattet og til at forstå. Det er så jordnært, det som står skrevet, at jeg læste det hele på én gang. Jeg har allerede givet venner, som har familie, som er i kemobehandling, et tip om appen, siger Grethe Thisted.

Begge apps kan downloades gratis via Google Play eller i App Store ved at søge på KemoGuide1 og KemoGuide2.

Yderligere information:
Klinisk sygeplejespecialist Birgitte T. Espersen, Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, tlf. 7846 1674, birgespe@rm.dk

Fakta: Kemo-guide som apps

KemoGuide1
Giver generel vejledning ved kemoterapi med svar på ofte stillede spørgsmål ved kræftsygdom og behandling.

Blandt andet behandles følgende emner:
• Sådan virker kemoterapi
• Hvad kan man selv gøre?
• Hvilken støtte og vejledning kan man få?
• Kan man fortsætte med at arbejde?
• Hvordan taler man med børn om kræft?

KemoGuide2
Beskriver 16 mulige bivirkninger ved kemoterapi samt råd og vejledning til både patient og pårørende i forhold til at forebygge og minimere generne.

Her kan blandt andet findes svar på:
• Hvordan opleves træthed anderledes ved kræftsygdom og behandling?
• Taber man altid håret ved kemoterapi?
• Hvad kan man selv gøre for at forebygge eller mindske kvalme og opkastning?

 

opdateret: 13-01-2015

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde