16-01-2015

Begreberne social- og løndumping er ofte blevet fremført i forbindelse med større ofte offentlige byggeriopgaver. Når hovedentreprenører for projektet bruger en række entreprenører og underentreprenører og mange gange med udenlandsk arbejdskraft, kan det være svært at kontrollere at alle bygningsarbejdere får den rette løn. 

Region Midtjylland har en række store byggerier i gang og for at sikre sig mod dumping, har regionen oprettet en telefonlinje og en hjemmeside, så mulige problemer kan blive undersøgt og stoppet. 
Et projekts hovedentreprenør kan hyre en underentreprenør til en delopgave – og denne kan så igen udbyde opgaver til andre firmaer. Dermed bliver det sværere at gennemskue om alle de bygningsarbejdere, der befinder sig på pladsen følger de danske arbejdstidsregler og - vilkår, sådan som hovedentreprenøren har lovet ved kontraktens indgåelse. 

Telefon tager imod
Der er i Koncern HR oprettet en ny kontrolenhed, der bl.a. skal føre tilsyn og tjekke om entreprenørerne på byggepladsen følger reglerne. En telefon vil alle hverdage i normal arbejdstid være åben for at modtage oplysninger om mulig snyd eller omgåelse af reglerne. Derudover kan oplysninger sendes på socialdumping@rm.dk

Tlf. 2492 2327 
socialdumping@rm.dk


– Vi kan som bygherre til enhver tid udbede os relevant dokumentation for, at løn- og arbejdsvilkår for arbejdstagerne lever op til forpligtelsen fastsat i arbejdsklausulen. Som bygherre kan vi kræve, at entreprenøren – efter skriftligt påkrav herom – inden for ti arbejdsdage fremskaffer relevant dokumentation såsom løn- og timesedler, lønregnskab, skatteindberetninger og ansættelseskontrakter fra såvel egne som eventuelle underentreprenørers og -leverandørers arbejdstagere, fortæller Jørn Mørup, afdelingschef ved Koncern HR.

Ny, strammere klausul
Det er ikke nyt, at regionen har adgang til at kontrollere om entreprenørerne har fulgt reglerne. Sådan har det været fra starten, men for endnu klarere at modvirke løndumping på regionens byggerier, godkendte regionsrådet den 17. december sidste år en ny og skarpere arbejdsklausul. Ved alle nye entrepriseudbud og nye kontraktindgåelser i Region Midtjylland skal arbejdsklausulen således anvendes.

– Vi forventer, at klausulen efterleves på vores byggepladser. Vi tror, at den nye klausul og den åbne telefonlinje vil have en præventiv effekt, siger Per Grønbech, økonomidirektør, Koncernøkonomi i Region Midtjylland

Brugen af udenlandsk arbejdskraft organiseret af udenlandske arbejdsgivere er i regions sammenhæng kun kendt fra byggepladserne. 

Læs mere om arbejdsklausul m.m. på www.byggeri.rm.dk

Flere oplysninger

  • Jørn Mørup, afdelingschef, Koncern HR, 7841 0720,jm@rm.dk (bortrejst i uge 4)
  • Carsten Kronborg, kontorchef, Koncernøkonomi, 7841 0450,cakro@rm.dk
  • Per Grønbech, økonomidirektør, Koncernøkonomi, 7841 0400,pg@rm.dk


opdateret: 16-01-2015

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde