Regionsrådet konstaterer behov for store besparelser i Region Midtjylland
14-01-2015
Forligspartierne bag budgettet for 2015 er enige om, at der er behov for besparelser i Region Midtjylland allerede fra i år. I årene fremover lægges der op til at øge besparelserne gradvist, så der i 2019 er skåret i alt 660 mio. kr. af Region Midtjyllands budget.
Samtlige partier i Regionsrådet står bag regionsbudgettet for 2015. I aftalen, der blev indgået september sidste år, blev der konstateret en ubalance. Partierne aftalte dengang at mødes igen, efter at Folketinget har vedtaget finansloven for 2015. Formålet var at se, hvordan eventuelle ekstra midler på sundhedsområdet skal bruges.
- Forligspartierne har nu drøftet situationen på økonomiområdet og kan konstatere, at stigende udgifter til medicin, nye behandlinger og regionens investeringsplan presser budgetterne voldsomt. Der er realvækst, og der er ekstra penge fra Folketinget, men ikke nok til at dække udgifterne, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Kendte og nye besparelser
I 2015 bliver der tale om at løse underskuddet med engangsbesparelser på i alt 205 mio. kr. De kan forelægges regionsrådet hurtigt og sikre, at der sker besparelser allerede i år.
For årene 2016-2019 skal der udarbejdes en spareplan, der vedtages i juni. Til den tid er de årlige økonomiforhandlinger med regeringen gennemført, og de økonomiske rammer for 2016 er dermed kendt.
Af de samlede besparelser på 660 mio. kr. er 337 mio. kr. ekstraordinære produktivitets- og sparekrav. De indgår som finansiering af regionens investeringsplan og er tidligere meldt ud til hospitalerne. Dermed er 323 mio. kr. nye besparelser.
- Økonomien skal hænge sammen. Det er regionsrådets ansvar, og det ansvar tager vi på os. Nu trækker vi i arbejdstøjet, og det beholder vi på sommeren over. Vi haster ikke besparelserne igennem, men vil have tid til blandt andet at drøfte dem med vores ansatte, siger Bent Hansen.
Aftalen mellem forligspartierne lægger op til, at sparekataloget for 2016-2019 udarbejdes inden for nogle rammer. Fx at Region Midtjylland har fem akuthospitaler, at ændringsforslag til vedtagne politiske planer skal beskrives tydeligt og vedtages politisk samt at spareforslag skal lægge vægt på, at behandlingen foregår på patientens præmisser og med den bedste kvalitet hver gang.
Tidsplan
19. januar/28. januar:
Forretningsudvalget/Regionsrådet godkender de økonomiske rammer, principper og tidsplan for midlertidige besparelser i budget 2015, samt spareplan for budget 2016 og overslagsårene 2017-2019
17. februar/25. februar:
Forretningsudvalget /Regionsrådet forelægges forslag til nødvendige budgetreguleringer i 2015 med henblik på sikring af økonomisk balance
Uge 18 (ultimo april):
Sparekatalog sendes i høring i MED-systemet med frist for at aflevere høringssvar den 8. maj
12. maj:
Ekstraordinært møde i Regions-MEDudvalget
20. maj:
Budgetseminar for Regionsrådet, hvor sparekataloget fremlægges
9. juni:
Møde i kredsen bag budgetforlig 2015 om sparekataloget inden behandling i Forretningsudvalg/ Regionsråd
16. juni/24. juni:
Forretningsudvalget/Regionsrådet fastlægger de økonomiske rammer for budget 2016 og årene 2017-2019. Herunder beslutning om, hvilke spareforslag der skal indarbejdes i budgettet
14. august/26. august:
Forretningsudvalget/Regionsrådet 1. behandler forslag til budget 2016 og årene 2017-2019
2. september:
Budgetforligsdrøftelser
22. september/30. september:
Forretningsudvalget/Regionsrådet 2. behandler forslag til budget 2016 og årene 2017-2019
Flere oplysninger
- Formand for Regionsrådet for Region Midtjylland, Bent Hansen (S),
tlf. 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk - Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
opdateret: 14-01-2015
Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde