03.07.2015:
De kommende dage skal du drikke rigeligt og være særlig opmærksom på væskebalancen. Men det er ikke ligegyldigt, hvad du drikker. Det fortæller klinisk diætist fra Hospitalsenheden Vest.
En voksen har normalt brug for at drikke 1½-2 liter væske om dagen. Børn og ældre har brug for at drikke cirka 1½ liter. Behovet stiger dog ganske markant i det varme sommervejr, hvor kroppens temperatur er højere og væskeafgivelsen større. Faktisk kan der være brug for at drikke meget mere. Men det husker langt fra alle, og derfor kan de nemt komme til at opleve svimmelhed og ubehag – og i værre tilfælde også dehydrering og hedeslag.
Kirstine Guld Frederiksen, der er cand. scient. i klinisk ernæring og klinisk diætist ved Hospitalsenheden Vest, fortæller, at der med de aktuelle temperaturer og med udsigten til en endnu varmere weekend, er grund til at være særlig opmærksom – både på det samlede væskeindtag, men også på, hvilken slags væske, der indtages.
- Næsten al væske kan være nyttig for at opretholde væskebalancen, men man skal huske, at noget er bedre end andet: Kaffe, te, øl, vin og spiritus kan have en vanddrivende effekt. Drikker man meget alkohol på en varm sommerdag bliver man hurtigere beruset og ofte mere utilpas.
Sukkerholdige drikke i for store mængder bidrager med en masse tom energi. Mælk eller juice er en fornuftig måde at slukke tørsten på, men koldt postevand fra hanen er det bedste. Hvis man sveder meget kan det være fornuftigt at indtage en smule mere salt for at kompensere for tabet. Når det er varmt skal man i øvrigt huske at drikke – også selv om man ikke føler sig tørstig – særligt før, under og efter, at man har været fysisk aktiv, fortæller Kirstine Guld Frederiksen – som tilføjer:
- Væskemangel opstår, når der ikke længere er balance mellem den mængde væske som tilføres kroppen, og den mængde væske, som afgives fra kroppen. Er der ubalance mellem disse faktorer, er der stor sandsynlighed for, at man bliver svimmel eller føler sig utilpas. Og så er det i øvrigt særligt vigtigt, at være opmærksom på, om spædbørn, større børn og ældre, får væske nok. Børn og ældre har ikke den samme tørstfornemmelse som voksne, og derfor glemmer de ofte at drikke. Når man bliver ældre, bliver den naturlige mængde af væske i kroppen også mindre, og det bliver vigtigere at huske at drikke – også selvom, man ikke føler sig tørstig.
Kirstine Guld Frederiksen slutter af med følgende råd og vejledning: ”Skal du ikke tisse så tit og lugter din urin skidt, så har du drukket for lidt!” Med andre ord: Hvis din urin ikke er klar, men stærk, koncentreret og ildelugtende, så har du ikke drukket nok. Herudover har hun følgende praktiske råd, som kan være værd, at tage med på sommerferie:
- Sørg for at have en kande vand på køl. På den måde har du altid noget koldt at drikke samt styr på hvor meget du drikker
- Ha' altid en dunk vand med dig. Kildevand købt på flaske er lige så godt som postevand, bare meget dyrere
- Drik gerne ½ liter mælk og et glas juice men sluk ellers tørsten i vand
- Pep vandet op med skiver af citron/lime eller agurk
- Undgå for meget alkohol særligt når det er varmt
- Hold igen med kaffe/te
- Begræns indtaget af sukkerholdige drikke som sodavand, saftevand, iste m.v.
- Drik før du bliver tørstig, og drik rigeligt, det er svært at drikke for meget
- Tilbyd hyppigt væske til børn og ældre – også selvom de ikke har bedt om det
Flere oplpysninger
- klinisk diætist, Kirstine Guld Frederiksen, Afdeling for ernæring, Hospitalsenheden Vest, tlf. 7843 4500 eller ernæringschef, Lone Viggers, Afdeling for ernæring, Hospitalsenheden Vest, tlf. 2222 8938