Lulu er en ko på cykel
08.07.2015:
Nu finder hun nye græsgange. Den populære hospitalsklovn har cyklet sin sidste tur på Regionshospitalet Randers.
Onsdag den 8/7 måtte børnene på Regionshospitalet Randers vinke farvel til deres allerbedste kammerat, klovnen Lulu. Efter sommerferien går jagten ind på en ny hospitalsklovn.
I 11 år har Lulu, som når hun ikke er i ko-kostume lyder det borgerlige navn Lis Vilain, fået smilene frem hos både børn og forældre. Hun har ladet sig stikke og undersøge for at vise børnene, at det ikke er farligt, og hun har på sin cykel trillet børnene ned i hospitalets kælder til det særlige bandehjørne, hvor det er tilladt at råbe og skrige og sige frække ord, når tilværelsen er på tværs.
- Jeg har lært rigtig mange nye bandeord i de 11 år, siger Lulu, og jeg har kunnet snakke med børnene om alt.
- Det er min overbevisning, at når man viser børn, at man virkelig vil dem, så er der ikke noget, der er tabu.
Hun er især kommet tæt på de børn, som har mange indlæggelser på regionshospitalet.
- Jeg har også haft et nært forhold til forældrene, som selvom de måske har været i sorg, har haft kræfter til at lukke mig ind, fordi jeg er deres barns kammerat, fortæller Lulu.
- Jeg tager de triste historier med mig hjem. Sådan er det, og det har jeg brug for. Jeg har en psykolog, som jeg kan kontakte, når jeg har brug for det.
Der er kun én Lulu
På Børneafdelingen er personalet rigtig kede af at skulle sig farvel til Lulu.
- Det er et forfærdeligt tab for os, fortæller sygeplejerske Helle Holm Kristensen. Lulu har jo været hele Randers´ klovn. Det bliver svært at erstatte hende, men vi vil gøre alt for inden længe at finde en ny dejlig klovn.
Da der for nogle år siden manglede finansiering til Lulu, aktiverede Randers Amtsavis hele byen i en indsamling, så Lulu kunne forsætte.
Det bliver fremover børnene på hospitalerne i Holbæk og Herlev, der får glæde af den populære hospitalsklovn.