Region Midtjyllands ansatte i tal
24-07-2015
Hvor mange er ansat i Region Midtjylland, hvordan går det med ligestillingen, og hvor mange arbejdsulykker har de? Det er nogle af de spørgsmål Region Midtjyllands Personaleredegørelse 2014 giver svar på.
I gennemsnit var vi i det forløbne år 27.613 omregnet som fuldtidsansatte. Det vil sige, at det reelle antal personer ansat ved regionen p.g.a. deltid med mere var noget højere. Hvis man alene ser på antallet af fuldtidsstillinger, er det et fald på 11 i forhold til 2013 – eller 209 flere end i 2012.
Af de 27.613 fuldtidsstillinger henhører alene de 20.035 de somatiske hospitaler. Og her er sygeplejerskerne den største faggruppe med hele 8.072 fuldtidsstillinger. (side 7-8)
Kun lidt ældre
Gennemsnitsalderen for de ansatte ligger på 43,9 år. Årene før har gennemsnitsalderen ligger på 43,8, 43,7, og 43,5, så den har langsomt bevæget sig op ad.
Den ”yngste” arbejdsplads er Regionshospitalet Horsens 43,2 år, mens Regional Udvikling har et gennemsnit på 49,2 år.
I de forskellige enheder er gruppen af mænd generelt ældre end gruppen af kvinder.
Af faggrupper er yngre læger yngst med et snit på 36,4 år, mens overlæger og lægelige chefer har et snit på 54,1 år. (side 9-10)
Kvinderne fylder
Region Midtjylland er en kvindearbejdsplads. 80,3 pct. af de ansatte er kvinder. Det er en over årene ret uændret fordeling og hænger sammen med at fag som sygeplejersker, social- og sundhedspersonale og lægesekretærer er typiske kvindefag.
Men også ved kontor- og it-personale samt ved akademikere i administrationen er der med henholdsvis 75,0 pct. og 63,7 pct. kvinder ikke nogen ligestilling.
Kommer man højere op i hierarkiet og ser på overlæger/lægelige-chefer samt administrative chefer er det dog mændene, der fører med henholdsvis 63,1 og 64,8 pct. Mænd fylder dog også stort alle pladser ved sygehusportører og håndværkere.
Regionen har som mål at få en mere ligelig kønslig fordeling af arbejdspladserne, men her er der endnu et stykke vej. (side 17-18)
Ikke etniske danskere
Et område der har haft stort offentligt fokus er integration af andre etniske grupper. Ser man på regionens samlede befolkning udgør indvandrere og efterkommere af samme 7,7 pct. Ved regionen udgør samme gruppe 6,4 pct. af de ansatte.
Der er med 18,19 pct. flest ansatte med en ikke dansk kulturel baggrund ved de underordnede læger (reservelæger), derefter kommer gruppen af rengøringsassistenter og radiografer med henholdsvis 16,87 og 14,92 pct.
Da regionen startede i 2009 havde 5,8 pct. en ikke-dansk baggrund, men er altså nu steget til 6,4 pct. (side 12-16)
Knæk i faldet af sygedage
Sygefraværet tog sidste år et lille hop op fra 10,74 dage til 10,84 dage. Den har ellers været jævnt faldende i de sidste mange år. Bag tallene gemmer sig både korttids- og langtidssygemeldinger. Her er der store forskelle mellem arbejdspladserne.
Ved de somatiske sygehuse ligger det gennemsnitlige antal sygedage på 10,02 dage, mens det ved Psykiatri og Social ligger på 14,14 dage. Her trækker regionens stabe og i særdeleshed Regional Udvikling ned med et snit på 7,5 sygedag.
Den faggruppe, som har haft den største stigning i sygedage er ergoterapeuterne med en stigning på 1,88 sygedag. Dermed kommer denne faggruppe op på 10,74 sygedag.
Bedre er det gået for rengøringsassistenterne der er 3,13 dag mindre syge. Dermed var de i 2014 i snit sygemeldt 11,78 dag.
Gruppen af kvinder syge godt tre dage mere end mændene. Kvinder har således 11,44 sygedag, men mændene ”nøjes” 8,41 sygedag. Ser man på statistikken ud for alder, er gruppen 55-59 årige førende med 11,63 sygedag. De klar meget færre unge under 19 år har kun 8,14 sygedag i snit.
Også lige en oplysning mod forventningen om at ”sygedage” lægger sig op til weekenden: Flest ansatte er væk på onsdage! (side 24-31)
De nyansatte ta’r skraldet
Sygefravær kan skyldes arbejdsskader, men udgør kun knap en femtedel af de i alt 1982 registrerede arbejdsulykker. Dette tal er kun steget lidt, men måske gemmer der sig her, at man rundt på de enkelte arbejdspladser er blevet meget mere opmærksom på at registrere ulykker.
Derimod er det helt klart, at arbejdsulykker for omtrent en tredjedels vedkommende sker indenfor det første ansættelsesår – og igen her inde for de første syv arbejdsdage!
Årsagerne til arbejdsulykkerne kategoriseres i 14 grupper, hvoraf gruppen ”fysiske ulykker” som skyldes tekniske uheld eller fald er den største. Dernæst følger ulykker med smitterisiko (typisk stikskader) samt ”uhensigtsmæssig kontakt mellem mennesker” (vold og traumatiske hændelser).
Antallet af ulykker på grund af vold toppede i 2011 med ca. 550 og er side faldet til omkring 400.
Der er stor forskel på hvor mange sygefraværsdage de forskellige typer uheld giver. (side 33-35)
Nogle kommer, nogle går
Når man ser på antallet af nyansatte medarbejdere og gruppe af ansatte, der rejser fra en regionsansættelse, så udgør dette samlede tal 12,8 pct. af de ansatte. Dette tal påvirkes blandt andet af regionens ansættelsesmæssige rammer, hvor økonomiske stramninger vil påvirke til- og afgang.
Den største personalemæssige omsætning er der hos Psykiatri og social med 18,9 pct. Mens modsat Regional Udvikling blot har haft en udskiftning på 7,3 pct. Ser man på de som kommer og går, så udgør yngre under 35 år den største gruppe. Der er en generel højere mobilitet i denne gruppe, flere vikariater samt karrieremæssige skift. (side 39-41)
Flere på fuldtid
Tilbage i 2007 indgik Danske Regioner, KTO og Sundhedskartellet en aftale om at give deltidsansatte muligheder for at komme på fuldtid. I 2014 blev aftalen løftet op, og der indgik nu et mål om at 80 pct. af alle landets regionsansatte i 2021 skulle være på fuld tid. Da den første aftale blev indgået var knap 60 pct. i vores region på fuldtid. I 2013 var andelen kommet op på 62,3 pct.
Aarhus Universitetshospital er kommet op på 66,5 pct., mens man ved Regionshospitalet Horsens kun har 49 pct. på fuldtid. (side 44-45)
Ikke lønførende
For at møde op på arbejde udbetales der løn. Den er fra 4. kvartal 2013 til samme tid i 2014 steget med i snit 700 kr., så gennemsnits-månedslønnen (brutto) for en regionsansat er på 38.212 kr.
På landsplan steg regionslønningerne fra 2013 til 2013 med 2 pct. Her havde Region Midtjylland en stigning på 1,8 pct.
Gennemsnitslønnen i Region Midtjylland et par tusinde kroner under Region Hovedstaden – og et par hundrede over den lavestlønnede region Nordjylland. (side 46-53)
Læs hele Personaleredegørelse 2014