Arbejdsskader er ny professors fokus
26.06.2015
Susanne Wulff Svendsen er ny klinisk professor i arbejdsmedicin ved Aarhus Universitet og Hospitalsenheden Vest. Hun forsker i fysiske arbejdsskader.
Hvordan kan man forebygge sygdomme, der opstår efter akavede arbejdsstillinger, hurtige arbejdsbevægelser og kraftbetonet arbejde? Det undersøger Susanne Wulff Svendsen i sin forskning. Hun tiltræder den 1. august et professorat ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og Arbejdsmedicinsk Klinik, Hospitalsenheden Vest.
"Jeg glæder mig til de muligheder, professoratet indebærer, og til det videre samarbejde med kolleger i regionen. Forskningen er vigtig for de mennesker, som har et fysisk krævende arbejde, og for det sundhedspersonale, der skal rådgive patienterne om mulighederne for at arbejde. Forskningen kan også få betydning for anerkendelse af arbejdsskader," siger Susanne Wulff Svendsen.
Hospitalsenheden Vest har bidraget til professoratet.
Undersøger sygdomme i bevægeapparatet
I professoratet vil Susanne Wulff Svendsen fokusere på sygdomme i bevægeapparatet og andre almindelige sygdomme som fx lyskebrok.
"Vi skal undersøge, hvilke arbejdspåvirkninger, der især betyder noget for udvikling og forløb af sygdomme i bevægeapparatet, så forebyggelsesindsatsen kan blive så effektiv som mulig. Og så skal forskningen vise, hvornår varige ændringer af arbejdet er nødvendige, og hvornår det kan være tilstrækkeligt med særlige hensyn i en begrænset periode," forklarer Susanne Wulff Svendsen.
Susanne Wulff Svendsen er speciallæge i arbejdsmedicin og har en ph.d.-grad fra Aarhus Universitet.
Yderligere oplysninger
Speciallæge i arbejdsmedicin Susanne Wulff Svendsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Hospitalsenheden Vest, Arbejdsmedicinsk Klinik - Universitetsklinik
E-mail: susasven@rm.dk
Fotoakkreditering: Emil Steen Sanggaard, Region Midtjylland