24.06.2015:

Region Midtjyllands nuværende regionsdirektør, Bo Johansen, går på pension. Ny mand på posten er Jacob Stengaard Madsen, der kommer fra direktørjob i Region Syddanmark.

Jacob Stengaard Madsen, 44 år, har siden 1. november 2014 været konstitueret regionsdirektør og har samtidig løftet opgaven som udviklingsdirektør og psykiatri- og socialdirektør i Region Syddanmark.

Fra 1. august 2015 hedder arbejdspladsen Region Midtjylland.

- Vi får en både erfaren og ung direktør. Vi får en dygtig topleder, som sammen med regionsrådet kan sætte retning og have en fast hånd om de mange store opgaver, vi har sat i værk i Region Midtjylland. Det gælder byggerierne, og det gælder udmøntningen af den spareplan, som regionsrådet netop har vedtaget. Jacob Stengaard Madsen har topledererfaring, og han har vist, at han evner økonomistyringens svære kunst samtidig med, at han har udviklet de organisationer, han har været i siger regionsrådsformand Bent Hansen (S), der også har været formand for bedømmelsesudvalget.

Jacob Stengaard Madsen er kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet. Han har været psykiatri- og socialdirektør i Region Syddanmark siden 1. april 2012. Tidligere har han bl.a. været direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune og før den tid sundhedschef i Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. Desuden har Indenrigsministeriet og Integrationsministeriet samt forskningsprojektet Magtudredningen nydt godt af hans arbejdskraft.

- For mig er det kort og godt en ledelsesdrøm at blive regionsdirektør. Jeg er optaget af at skabe resultater og gode vilkår for samarbejde på tværs af sektorer. Jeg glæder mig til samarbejdet med regionens dygtige ledere og medarbejdere og er stolt at skulle stå i spidsen for udviklingen af Region Midtjylland sammen med den politiske ledelse, siger Jacob Stengaard Madsen.

Bopælen hedder Risskov ved Aarhus. Jacob er gift med Rikke og far til fire børn i alderen 7 – 17 år. I fritiden prioriteres børn, familie og rejser, og så er han med egne ord noget af en sportsidiot, der spiller fodbold og løber ved skov og strand.


Fakta
I alt har fem ansøgere været til samtale om stillingen. Jacob Stengaard Madsen blev valgt af et enigt bedømmelsesudvalg, bestående af politikere fra flere partier i regionsrådet samt både ledelses- og medarbejderrepræsentanter.


Foto
Billedet af Jacob Stengaard Madsen kan frit anvendes i forbindelse med omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når fotografen krediteres: Foto: Jonas Ahlstrøm.


Flere oplysninger

  • Formand for Regionsrådet for Region Midtjylland, Bent Hansen (S): 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk
  • Jacob Stengaard Madsen, tlf. 2920 1020