Velkommen til Gudenå Hospice
22.06.2015
Fredag d. 19. juni blev den røde løber rullet ud til den officielle indvielse af Gudenå Hospice.
Festmusik, rød løber, taler og god mad. Gudenå Hospice, der ligger i Brædstrup ved Horsens, blev fredag officielt indviet, og det skulle fejres. Både patienter, pårørende, medarbejdere og særligt interesserede var inviteret til arrangementet, og over 100 mennesker mødte op på dagen.
- Det er fantastisk, at folk vil være med til at fejre vores nye hospice. Vi åbnede tilbage i marts, men har aldrig fået holdt en officiel åbning. Det råder vi bod på i dag, siger Kirsten Ørom Larsen, der er hospicechef.
Også regionrådsformand Bent Hansen var mødt op for at hjælpe det nye hospice godt fra start, og både han og bestyrelsesformand Hans-Jørgen Hørning holdt tale.
Overvældende interesse
Kristen Ørom Larsen fortæller, at der fra start har været stor interesse for Gudenå Hospice. I marts holdt de åbent hus, hvor over 1100 mennesker mødte op.
- Der har været overvældende interesse for os, og det skal vi leve op til. Gudenå Hospice skal være et godt og trygt sted at komme for uhelbredelige syge og deres pårørende. Vi skal i drift på en god og solid måde og forene vores kompetencer rigtigt. På den måde kan vi bidrage til udviklingen i det palliative felt – og sikre den bedste oplevelse for patienterne.