Et samarbejde mellem bl.a. Uddannelses- og Forskningsministeriet, Region Midtjylland, Aarhus Kommune og Aarhus Universitet vil markere 65 års diplomatisk samarbejde med Kina. Fejringen foregår 8. juni på Moesgaard Museum og bliver et møde mellem dansk og kinesisk kultur- og erhvervsliv samt forsknings- og uddannelsesinstitutioner.
Danmark var blandt de første lande i verden, som i begyndelsen af 1950’erne anerkendte Folkerepublikken Kina og indgik diplomatiske relationer med den nyudråbte regering.
Fokus på samarbejde
Under det danske regentpars statsbesøg i Kina i 2014 udtrykte Kinas præsident Xi Jinping ønsket om at fejre 65-året for etableringen af de dansk-kinesiske diplomatiske relationer. Og det sker i stor stil den 8. juni 2015 på Moesgaard Museum. Arrangementet er produktet af et stærkt samarbejde mellem Region Midtjylland, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Aarhus Kommune, Aarhus Universitet, VIA University College, Moesgaard Museum, Sino-Danish Center for Education and Research, Folkeuniversitetet i Aarhus, Danish-Chinese Business Forum og venskabsforeningen Danmark-Kina.
Fejringen understreger mulighederne i et fortsat tæt samarbejde mellem Kina og Danmark inden for viden-, innovation og kulturudveksling til gavn for samfund og erhvervsliv. Begivenheden består af to dele, en officiel åbning for særligt indbudte gæster og et offentligt arrangement. Det sidste har til hensigt at skabe fokus på den synergi, der kan opstå, når stærke parter fra dansk og kinesisk kultur- og erhvervsliv samt den nyeste viden fra forskningsverdenen mødes.
Udveksling af forskere
Arrangementet åbnes af Kinas ambassadør til Danmark, Liu Biwei, regionsrådsformand Bent Hansen, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard og departementschef fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, Uffe Toudal Pedersen.
”Flere danske virksomheder lægger i disse år hele eller dele af deres forskningsafdelinger i Kina. Fremover vil vi se en endnu større udveksling af danske og kinesisk forskere, videnmedarbejdere og elitestuderende. Netværket og samarbejdet har stor betydning for videnmiljøet og erhvervslivet i et lille land som Danmark”, siger Uffe Toudal Pedersen.
Genvej for virksomhederne
Region Midtjylland har siden 2003 haft Shanghai-regionen som venskabsregion og har kastet mange kræfter ind i at opbygge et netværk, som kunne komme virksomheder og videninstitutioner til gavn, så ifølge regionsrådsformand i Region Midtjylland Bent Hansen er der god grund til at markere 65-året for de dansk-kinesiske forbindelser.
”Potentialet for danske virksomheder på det kinesiske marked er enormt. Men konkurrencen er benhård, og virksomhederne er dybt afhængige af et stærkt netværk – og det kan vi tilbyde”, siger Bent Hansen.
Senest har regionen gennemført erhvervsfremmeprogrammet Midtnet, som har hjulpet 50 små og mellemstore virksomheder til at afsøge potentialet for eksport til Kina. Programmet sluttede ved udgangen af 2014, men med udgangspunkt i en meget positiv evaluering arbejder Regionen nu på at videreføre programmet i en ny form fra 2016.
Fra samspil til produkter
Arrangementet omfatter udover de officielle taler fire workshops med særligt indbudte kinesiske gæster med følgende emner:
- Uddannelse - samarbejde mellem danske og kinesiske videninstitutioner
- Fødevaresikkerhed – muligheder for dansk-kinesisk samarbejde indenfor fødevaresektoren
- Leg og Læring – erfaringer fra dansk-kinesisk samarbejde på det pædagogiske felt
- Fremtidens sundhedsteknologi – brugen af teknologi i ældre- og plejesektoren i Danmark og Kina
”De fire workshops viser, hvordan samspillet mellem erhvervsliv, myndigheder og uddannelses- og forskningsinstitutioner fra begge lande kan udmøntes i talentudvikling, konkrete udviklingsprojekter og nye produkter”, siger Mette Thunø, lektor i kinastudier på Aarhus Universitets Institut for Kultur og Samfund.
Også hos VIA University College ser man store muligheder i dansk-kinesisk samarbejde, og Rikke Nielsen, chef for VIA International, siger, ”Vi har i løbet af de seneste år fokuseret meget af vores udviklingsarbejde på samarbejde med Kina. Kineserne viser en stor interesse for danske kompetencer inden for bl.a. ældrepleje og pædagogik og her kan vi som uddannelsesinstitution byde ind med både erfaring og kompetencer.”
Mandags-åbent
Efter den officielle åbning slår Moesgaard Museum dørene op for sidste del af fejringen, hvor Folkeuniversitetet i Aarhus er vært. Her vil et panel af landets førende Kina-kendere formidle historien om de dansk-kinesiske relationer, fra Østasiatisk Kompagni til Helle Thorning-Schmidts statsbesøg. Publikum kan bl.a. også høre lektor Mette Thunø fra Aarhus Universitet fortælle historien bag de første kinesiske indvandrere til Danmark og Lars Bo Larsen, souschef på Den Danske Ambassade i Kina, give sit bud på dansk–kinesiske forbindelser i fremtiden.
Senere kan deltagerne gå på opdagelse i Moesgaard Museums aktuelle særudstilling om Kinas første kejser og hans terrakottahær, lytte til kinesisk musik og se fotoudstilling samt naturligvis spise kinesisk mad. Tilmelding til det offentlige eftermiddagsarrangement på Moesgaard foregår via Folkeuniversitet Aarhus’ hjemmeside.
Billedtekst: Deltagerne får blandt andet lejlighed til at se særudstillingen med terracottakrigerne.
Foto: Jacob Gonge Due. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.
Flere oplysninger:
Niels Erik Andersen, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1120 / 2085 3252
niels-erik.andersen@ru.rm.dk
Mette Thunø, lektor i Kinastudier
Aarhus Universitet, Institut for Kultur og Samfund
Telefon: 2979 9330
mettethunoe@au.dk
Ingeborg Marie Ellern Nielsen, presseansvarlig
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Telefon: 72318009
imen@ufm.dk
Rikke Nielsen, chef for VIA International
VIA University College
Telefon: 87551502
RIKN@VIA.DK
Michael Bihlet, communications manager
Sino-Danish Center for Education and Research
Telefon: 87152598
mb@sinodanishcenter.dk
Sten Tiedemann, rektor
Folkeuniversitetet i Aarhus
Telefon: 22 17 05 66
FAKTA om Kina
Kina uddanner næsten 800.000 ingeniører årligt og er hastigt på vej fra industri og produktion til at blive et vidensamfund. Landet investerer i disse år massivt i uddannelse, forskning og innovation, og ifølge OECD har Kina de seneste 10 år investeret mere end 30 mia. USD i forskning og udvikling.
Kinas høje vækstrater og generelle samfundsudvikling giver nye muligheder og det dansk-kinesiske samarbejde er da også sat højt på regeringens dagsorden, bl.a. gennem en fokuseret vækstmarkedsstrategi og senest, da Danmark som et af de første lande i Europa i 2014 indgik en strategisk samarbejdsaftale med Kina under det stort anlagte statsbesøg, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt og regentparret deltog.