20.05.2015:

Det bliver lidt mindre farligt at komme til skade efter september måned i år, hvor alle danske ambulancer automatisk sender patientdata som blodtryk, temperatur og iltmætning direkte til akutmodtagelsen. Det giver læger og sygeplejersker mulighed for at starte den rette behandling, så snart ambulancen ruller ind.

Tidligere fik akutmodtagelsen på hospitalet udleveret en håndskreven journal på gennemslagspapir, når ambulancen ankom. Den var ofte svært læselig, da den var skrevet undervejs. Blodtryk, iltmåling, temperatur og hjerterytme var noteret manuelt, og hvis ambulancens personale kunne nå det, blev akutafdelingen informeret om patientens tilstand over telefonen undervejs.

Nu gælder der nye tilstande på akutafdelingerne. Med PPJ – den Præhospitale Patient Journal – kommer hospitalet helt ud i ambulancen. Alle data fra ambulancen, lægehelikopteren og lægebilen kan tilgås live fra akutmodtagelsen, så læger og sygeplejersker får et mere præcist billede af patientens tilstand, inden patienten ankommer.

PPJ er med til at redde liv
Der er mange fordele ved løsningen. Der spares tid på ulykkesstedet, fordi personalet ikke skal bruge tid på at give akutafdelingen informationer via telefonen. PPJ udregner automatisk den såkaldte ’traumescore’, som bruges til at bedømme patientens tilstand.

På akutmodtagelsen, i traumecentrene og i lægebiler kan læger og speciallæger følge med i patientens tilstand via målinger og de oplysninger, der tastes ind undervejs i ambulancen. Det giver bedre mulighed for at starte den rette behandling, når ambulancen ruller ind, og det giver også bedre mulighed for at få telefonisk assistance fra speciallæger under transporten.

Styrket indsat over hele landet
Personalet i ambulancer, akutlægebiler, akutlægehelikopterne og på akutafdelingerne og traumecentre samt regionernes AMK-vagtcentraler får over hele landet adgang til den Præhospitale Patient Journal. AMK-vagtcentralerne koordinerer indsatsen og har ansvaret for de patienter, der er på vej til hospitalet i ambulancer og anden befordring. Alle regioner tager én for én PPJ i brug i år, og alle danske ambulancer kan bruge løsningen fra september måned i år.

- Med PPJ sikrer vi optimal behandling under transporten og ved modtagelse af patienten på hospitalet. Hele formålet med indsatsen på det præhospitale område, som foregår uden for sygehuset, er at redde liv, afkorte sygdomsforløbet og forbedre patientens overlevelseschancer, siger Claus Kofoed, it-chef i Region Nordjylland, som er styregruppeformand for det tværregionale PPJ-projekt og fortsætter:

- Der er meget et hente ved den præhospitale indsats, og det er et område, som skaber gode resultater. Fra september måned er vi i mål med den første målsætning, nemlig en velfungerende PPJ i alle akutmodtagelser og ambulancer i hele landet.

Se den intelligente ambulance.png