Ny type hjerteundersøgelse skåner patienterne
Den nye undersøgelse på Nuklearmedicinsk Afdeling i Herning giver både skarpere og mere detaljerede billeder af hjertets blodforsyning.
Hospitalsenheden Vest kan som det tredje hospital i Danmark nu tilbyde patienterne en ny, mere skånsom og effektiv hjerteundersøgelse i PET-scanneren på Nuklearmedicinsk Afdeling i Herning.
En ny type hjerteundersøgelse (hjerteperfusion med Rubidium-PET) har været anvendt i nogle år i Danmark på Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital med stor succes. Nu kan Nuklearmedicinsk Afdeling i Herning også tilbyde hjerteundersøgelsen, hvilket er en rigtig god nyhed for hjertepatienter med åreforkalkningssygdom i kransårerne, der skal have undersøgt blodforsyningen til hjertemusklen, fordi undersøgelsen både er tidsbesparende og mere skånsom, fortæller overlæge June Ejlersen fra Nuklearmedicinsk Afdeling:
- Takket være PET-scanneren er den samlede undersøgelsestid blevet reduceret fra to hospitalsbesøg á to timers varighed til ét hospitalsbesøg af cirka en times varighed. Desuden er strålebelastningen for patienten blevet reduceret med hele 75 % til et niveau, der svarer til cirka et års baggrundsbestråling.
Overlæge June Ejlersen tilføjer, at Rubidium-PET også er en stor gevinst som diagnosticeringsværktøj, fordi scanningen giver skarpere og mere detaljerede billeder af hjertets blodforsyning. Desuden er der forskningsmæssigt et stort potentiale i den nye type hjerteundersøgelse.
20-25 ugentlige patienter inden sommerferien
Forberedelserne til implementeringen har været længe undervejs med uddannelse og oplæring af personalet på Nuklearmedicinsk Afdeling samt indkøb af isotop, software med videre. Men siden opstart er det gået stærkt: Nuklearmedicinsk Afdeling scannede de første patienter i midten af april, og er i gang med at øge antallet af patienter, indtil afdelingen når de planlagte 20-25 ugentlige undersøgelser fordelt på to dage om ugen.
Nuklearmedicinsk Afdeling regner med at nå dette volumen inden sommerferien. I fremtiden vil 1200-1300 patienter årligt få foretaget den nye hjerteundersøgelse.
Yderligere information
Overlæge June Ejlersen, Nuklearmedicinsk Afdeling tlf. 7843 7362.
Foto: Emil Steen Sanggaard, Kommunikation.