26-03-2015

Hvert år er ca. 1200 personer på kursus i Region Midtjylland, fordi de har mistet kørekortet på grund af spirituskørsel. Fremover får de selskab af næsten ligeså mange, der har mistet kørekortet på grund af narkokørsel. 


Det er resultatet af, at folketinget i 2014 vedtog en ændring af færdselsloven, som skærpede indsatsen mod kørsel i påvirket og træt tilstand, oplyser ANT- koordinator I Region Midtjylland Inger Lis Rasmussen. 

Hun står for de obligatoriske kurser, som trafikanter skal gennemføre, inden de kan gå til kontrollerende køreprøve efter at have mistet kørekortet på grund af kørsel i påvirket tilstand. 

Den 1. april ændres indholdet af ANT kurset som følge af en ny bekendtgørelse, så det nu også omfatter narkomisbrug og kørsel i træt tilstand. 

Kurset bliver desuden forlænget med en halv time, så det nu vil vare fire lektioner a tre timer - fordelt over fire uger. 

Herudover skal kursisterne fremover betale 3200 kr. for kurset frem for som tidligere 2500 kr. 

Efterlyser en forebyggende indsats
Formålet med kurset er at gøre deltagerne bevidste om, hvad indtag af spiritus, narko og medicin samt træthed har for evnen til at køre bil m.m. 

Inger Lis Rasmussen så gerne, at Sikker Trafik gennemførte en kampagne, så alle fik kendskab til de konsekvenser, det kan have at køre i påvirket tilstand. 

- Det er godt, at de, der har gjort det, kommer på kursus, inden de kan generhverve kørekortet. Men forebyggelse ville være langt at foretrække, siger Inger Lis Rasmussen og fortsætter: 

- Ud over at risikere at lemlæste og slå andre mennesker eller en selv ihjel på grund af kørsel i påvirket tilstand, så kan konsekvenserne af at miste kørekortet i tre år være store. Mange vil for eksempel have svært ved at passe deres arbejde, hvis de ikke kan transportere sig selv. 

Fakta 
Et ANT kursus – kursus i Alkohol, Narko og Trafik har som formål at give kursisterne:

  • indsigt i og større forståelse for de fysiske, psykiske og sociale forhold omkring alkohol, narko og trafik
  • et større og udbygget kendskab til grænserne for indtagelse af alkohol og narkotika i forbindelse med kørsel
  • et større og udbygget kendskab til, hvornår man på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller af lignende årsager, ikke er i stand til at føre køretøjet på betryggende måde
  • bevidsthed om risikoforhold i færdslen, så de kan føre køretøjet under fornødent hensyn til andre

 

Ændringerne i Færdselsloven trådte i kraft 1. juli 2014 

Fakta om alkohol  

Fakta om medicin og narkotika

 

Flere oplysninger 
ANT koordinator Inger Lis Rasmussen telefon 7847 6012 / 7847 6042 



opdateret: 26-03-2015

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde