23-03-2015
25 midt- og nordjyske teatre får nu endnu bedre muligheder for at udvikle sig, tiltrække dygtige kunstnere, skabe større forestillinger og få mere opmærksomhed. Med regional støtte udvides det midtjyske scenenetværk til også at omfatte nordjyske scener.
19 teatre med egen scene i Region Midtjylland har siden 2010 arbejdet sammen i netværket SceNet. Og det har de ikke fortrudt.
Med støtte fra Region Midtjylland har de via netværket kunnet opkvalificere det administrative personale, udviklet workshops til bestyrelsesarbejdet og skabt evalueringsmetoder som skoler og daginstitutioner kan bruge i forbindelse med deres kulturoplevelser.
Nu udvides netværkssamarbejdet i SceNet til også at indbefatte de seks største scener fra Region Nordjylland. Samarbejdet er det første tværregionale teatersamarbejde af sin art, der støttes af både Region Midtjylland og Region Nordjylland.
Fuldgyldige medlemmer
Ifølge teaterdirektør Lars Sennels fra Vendsyssel Teater har de nordjyske teatre i nogen tid deltaget i SceNets projekter som inviterede gæster. Med tilskud fra Region Nordjylland bliver de nu fuldgyldige medlemmer, og Lars Sennels forventer, at det vil give dem mulighed for at løfte større arrangementer.
”Det er nemmere for en samlet flok at få national opmærksomhed, og vi kan på grund af netværket tilbyde nye, attraktive vilkår for kunstnere og skuespillere, som vi gerne vil arbejde med”, siger Lars Sennels.
”Det er også en stor fordel for vores medarbejdere, at de i SceNet kan mødes og arrangere fælles workshops. Samarbejdet er struktureret og kan blive en løftestang for hele teatrets organisation”, mener han.”
Regional støtte
Formand for SceNet og teaterdirektør på Randers Egnsteater Peter Westphael er også meget tilfreds med udvidelsen:
”Vi glæder os til samarbejdet, og vi er meget glade for det engagement, som de to regioner viser ved at støtte netværket. Uden regionernes deltagelse var SceNet ikke blevet så stor en succes. SceNet er et enestående samarbejde, som forbedrer vores handlemuligheder og øger teatrenes synlighed”, siger Peter Westphael.
Nye projekter på vej
SceNet har siden 2010 samlet store og små teatre - fra Syddjurs Egnsteater i Østjylland til Teatret OM længst mod vest i Ringkøbing og med teatre som Randers Egnsteater og Aarhus Teater, som de største medlemmer.
Den aktuelle udvidelse af SceNet kommer samtidig med, at flere store projekter er under opsejling. Det gælder blandt andet et projekt om nye scenekunstneriske udviklingsmetoder samt flere projekter, som eksperimenterer med at bringe scenekunsten ind i folkeskolen.
Se liste over medlemmer af SceNet.
Billedtekst: Et glimt fra forestillingen Larm i Kulissen på Vendsyssel Teater, der nu bliver fuldgyldigt medlem af SceNet. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.
Flere oplysninger:
Mikkel Ottow
Udviklingskonsulent
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1313 / 4092 6709
mikott@rm.dk
Claus Svenstrup
Specialkonsulent
Regional Udvikling
Region Nordjylland
Telefon: 4084 5473
c.svenstrup@rn.dk
Peter Westphael
Teaterleder og talsmand for SceNet
Randers Egnsteater
Telefon: 87101902
Peter@randersegnsteater.dk
Lars Sennels
Teaterdirektør
Vendsyssel Teater
Telefon: 2242 7300
lars@vendsyssel-teater.dk