16-03-2015: Forsvaret og Beredskabsstyrelsen har valgt at hjemtage tre udsendte sundhedsarbejdere, der har arbejdet med ebolapatienter i Sierra Leone. De tre danske udsendte er nu blevet vurderet på Aarhus Universitetshospital og skal ikke i karantæne.

De tre sundhedsarbejdere, der arbejder i henholdsvis Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, er netop blevet vurderet på Aarhus Universitetshospital.

Medarbejderne er hjemtaget fordi, de har været i kontakt med en amerikansk sundhedsarbejder, der har vist sig at være syg af ebola. Alle tre er velbefindende, og der er ingen mistanke om, at de skulle være smittet med ebola. Ingen af de tre har haft direkte kontakt med kropsvæsker fra den amerikanske patient, og der er derfor meget lav risiko for, at de selv kan være smittet. Sundhedsstyrelsen har været i løbende kontakt med lægerne på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus

Universitetshospital. På baggrund af en konkret og individuel vurdering af risiko er det ikke grund til at anbefale karantæne. De tre udsendte skal i en observationsperiode på 21 dage være særligt opmærksomme på feber og andre symptomer. I tilfælde af tegn på symptomer vil de straks blive undersøgt på Infektionsmedicinsk Afdeling på enten Aarhus Universitetshospital eller Hvidovre Hospital.

 

Yderligere information:

Vedr. ebolavirussygdom, smitterisiko, og retningslinjer for håndtering af mulig smitte:
Enhedschef Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen, tlf. 7222 7867

Vedr. sygehusets håndtering:
Professor Lars Østergaard, Aarhus Universitetshospital, tlf. 5151 3140

Vedr. missionen i Sierra Leone og hjemtransporten henvises til Værnsfælles Forsvarskommandos pressevagt, tlf. 70 20 40 33

For information om Beredskabsstyrelsens mission: 45 90 60 00 (omstilling)

opdateret: 16-03-2015

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde