De glade prismodtagere – fra venstre Fuglsøcentrets F&B-chef Jesper Pedersen og direktør Peter Brinks (hovedprisen), regionsrådsformand Bent Hansen, formand for Handbjerg Marinas bestyrelse Martin Daasbjerg (temapris) samt direktør for Hotel Vejlefjord Flemming Jakobsen (temapris). Til højre ses Michael Madsen fra Jyllands-Akvariet, der modtog Publikumsprisen.
10.11.2015
Det genopståede Fuglsøcentret i Mols Bjerge modtog tirsdag Region Midtjyllands TurismeVÆKSTpris, da Region Midtjylland præmierede de dygtigste, mest innovative og modige turismeaktører. Også Handbjerg Marina, Hotel Vejlefjord og JyllandsAkvariet fik priser.
Tre års rivende udvikling fra konkursbo til en millionforretning sikrede tirsdag Fuglsøcentret Hotel og Konferencecenter TurismeVÆKSTprisen 2015.
Prisen uddeles af Regionsrådet for Region Midtjylland og ledsages af 75.000 kroner samt en skulptur udført af den midtjyske kunstner Thomas Andersson.
- I har på få år gennemgået en forvandling, der fortsætter med uformindsket styrke, og hvor der bliver tænkt ud af boksen, sagde regionsrådsformand Bent Hansen ved prisoverrækkelsen, der foregik på Hotel Scandic Silkeborg.
Her var flere end 150 turismeaktører i forvejen samlet til den årlige Turismekonference.
Væksten smitter af
Hovedprisen tildeles en kandidat, som har bidraget til at skabe ny vækst i turismen, og som i sit arbejde har udvist mod og nytænkning på en måde, der er til inspiration for andre.
Fuglsøcentret, der ligger midt i Mols Bjerge, har formået at rejse sig igen efter en konkurs i 2011. Virksomheden har blandt andet udvidet sit forretningsområde fra at være et idræts- og kursuscenter til også at satse på koncertophold, familiefester og feriegæster.
- Jeres indsats har givet pote, og Fuglsøcentrets vækst smitter af på økonomi og beskæftigelse i lokalområdet, sagde Bent Hansen til en glad direktør for Fuglsøcentret, Peter Brinks.
To temapriser
Handbjerg Marina og Hotel Vejlefjord fik hver sin temapris, der ledsages af 25.000 kroner.
Handbjerg Marina blev belønnet for sit ”samspil på tværs, som styrker og inddrager den lokale identitet”.
Den kun halvandet år gamle marina, der ligger i den allersydligste del af Limfjorden mellem Struer og Vinderup, er skabt og drevet af frivillige og lokale ildsjæle. Den har allerede udviklet sig til en helårsforretning, og en bred vifte af aktiviteter tiltrækker hele tiden nye besøgende, herunder tyske og norske autocamperturister samt sejlere og vinterbadere.
Hotel Vejlefjord, der ligger i Hedensted Kommune, fik temaprisen for at have satset på ”digitale aktiviteter som værktøj til vækst”.
Hotellet har eksempelvis med stor succes annonceret online for at nå nye erhvervsturister og brugt de sociale medier til at nå ferieturisterne. Resultatet er en stigning i omsætningen på 20 procent fra 2013 til 2014.
Publikums stemme
Som noget nyt kunne de fremmødte ved prisoverrækkelsen også kåre deres egen vinder. Efter en kort præsentation af samtlige 20 kandidater til TurismeVÆKSTprisen kunne de godt 150 deltagere SMS-stemme.
- I, som er eksperterne her i salen, har heldigvis kåret en helt fjerde kandidat, sagde Bent Hansen, og så kaldte han direktøren for JyllandsAkvariet i Thyborøn, Michael Madsen, på scenen for at hente dagens sidste diplom.
Tidligere prismodtagere
Siden 2012 har Regionsrådet for Region Midtjylland uddelt TurismeVÆKSTprisen. De tre tidligere modtagere af hovedprisen var således i 2014 den århusianske musikfestival NorthSide Festival, i 2013 forlystelsesparken Djurs Sommerland og i 2012 Small Danish Hotels – et samarbejde mellem danske kroer, hoteller, slotte og herregårde.
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Bent Hansen, tlf. 4031 3707
- Afdelingsleder i Regional Udvikling Erik Sejersen, tlf. 2068 5588
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer