05.11.2015

Den største delegation af hjerteforskere nogensinde skal den kommende uge repræsentere Regionshospitalet Randers internationalt.

12 unge forskere med læge, lektor, ph.d. Bo Løfgren i spidsen rejser fredag den 6/11 til Orlando, USA, hvor de på en fem dage lang verdenskonference skal præsentere 12 forskningsprojekter. 20.000 hjerteforskere fra 100 lande er til stede ved konferencen, mens to millioner sundhedsprofessionelle deltager virtuelt.

- Det er første gang, at vi fra Regionshospitalet Randers er så massivt til stede på en verdenskonference, siger Bo Løfgren. Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået antaget så mange projekter til præsentation. Det vidner om, at vi på hospitalet bedriver forskning af høj videnskabelig kvalitet, som kan være med på internationalt topniveau, siger han.

Gruppen af forskere med tilknytning til Regionshospitalet Randers består af medicinstuderende, som forsker under deres studier.

Forskerne har bl.a. undersøgt undervisningsmetoder i basal genoplivning, færdigheder i brug af hjertestarter, effekten af telefonvejledt genoplivning, sammensætning af det optimale hjertestophold og brug af ultralyd som hjælp til hurtig behandling under hjertestop.

- Udover at vi skal præsentere vores egen forskning, regner vi med at blive opdateret på det allernyeste indenfor hjertestopforskning, fortæller Bo Løfgren. Vi skal mødes med de kolleger fra hele verden, som vi samarbejder med, diskutere forskning og udveksle idéer.

En del af de 12 projekter er gennemført i samarbejde med Præhospitalet og Center for Akutforskning, som drives af Aarhus Universitet og AUH.

 

Yderligere oplysninger

  • Læge, lektor, ph.d. Bo Løfgren, Regionshospitalet Randers, tlf. 5150 2500 / bl@clin.au.dk