05.11.2015
Hospitalsenhed Midt har fastansat Jeppe Juul Hansen som projektchef i Viborg, hvor han får det daglige ansvar for kvalitetsfondsbyggerierne på Regionshospitalet Viborg.
Med fastansættelsen kan Jeppe Juul Hansen nu slette ordet konstitueret, som siden maj 2015 har været en del af hans visitkort.
- Det er jo altid en udfordring at overtage ansvaret midt i et projekt, som to tidligere projektchefer har sat deres præg på. Men jeg ser frem til at sætte mit fingeraftryk på projektet og fortsætte det arbejde, som jeg begyndte på for et halvt år siden, siger Jeppe Juul Hansen.
Den 38-årige silkeborgenser er uddannet cand.scient.adm. med diplom i europæiske studier. Han har tidligere arbejdet med arbejdsmarkedspolitik ved den europæiske delegation i Zagreb, inden han kom til Økonomi og Plan på Regionshospitalet Viborg. Siden oprettelsen af Projektafdelingen i 2009 og har Jeppe Juul Hansen været en del af afdelingen, og han har dermed et indgående kendskab til såvel byggeprojektet som hospitalet og Region Midtjylland, ligesom han er fortrolig med omfattende nationale krav, der følger med et kvalitetsfondsprojekt.
Jeppe Juul Hansen får det daglige ansvar for ledelsen af Projektafdelingens ni medarbejdere og kommer til at stå i spidsen for Regionshospitalet Viborg omfattende kvalitetsfondsbyggeri til i alt 1,16 milliarder kroner. På nuværende tidspunkt er der blandt andet bygget nyt p-hus, nyt Vestdansk Center for Rygmarvsskade og nyt Patologisk Institut. Og håndværkerne knokler netop nu for at gøre fundamentet færdigt til det største delprojekt – 24.000 kvadratmeter nyt akutcenter, som blandt andet skal rumme ny hovedindgang, nye operationsstuer, nye sengeafsnit og ny akutafdeling.
Sideløbende med tilbygningen skal store dele af det eksisterende hospital bygges om. I 2019 vil borgerne i Viborg, Silkeborg og Skive kommuner dermed have et 120.000 kvadratmeter stort fremtidens akuthospital i Viborg.