28/10/2015
Regionsrådet har ansat Christian Boel som koncerndirektør med særligt ansvar for psykiatri- og socialområdet samt nære sundhedstilbud. Det sidste område omfatter samarbejdet med kommuner, praktiserende læger og speciallæger.
Fra 1. november kan Christian Boel slette ordet ”konstitueret” på visitkortet. Regionsrådet har peget på ham som blivende mand på posten som koncerndirektør, efter at han det seneste år har været konstitueret i stillingen.
- Vi har valgt Christian Boel, fordi han har vist, at han kan skabe resultater. Der er gang i en god udvikling i retning af et stadigt mere sammenhængende sundhedsvæsen, hvor hospitaler og kommuner spiller sammen til borgerens bedste. Men vi skal blive endnu bedre. Derfor har vi valgt en stærk netværker. Christian Boel har med sin store viden og sine gode samarbejdsevner de bedste forudsætninger for at være den nødvendige drivkraft, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Christian Boel er 48 år, uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har siden 2009 arbejdet med ledelse af sundhed i Region Midtjylland. Først som afdelingschef for Sundhedsplanlægning, siden som vicedirektør på samme område. Før tiden i Region Midtjylland har han blandt andet arbejdet som sundhedschef i Favrskov Kommune og som konsulent på sundheds- og socialområdet i Rambøll Management.
- Jeg glæder mig over at kunne fortsætte samarbejdet med regionsrådet, ledelser og medarbejdere i organisationen. Og i høj grad også med de mange samarbejdspartnere på feltet. Det kommer til at handle om sundhedsaftaler, om at integrere somatik og psykiatri, om samarbejdet med de praktiserende læger og om at fastholde og udbygge Region Midtjyllands position som en stærk leverandør af sociale ydelser til kommunerne, siger Christian Boel.
På den private front bor Christian Boel i Hjortshøj uden for Aarhus. Han er gift og har tre piger på 17, 13 og 10 år. Fritiden bruger han allerhelst i fri luft, enten iført vandrestøvler, løbe- eller cykelsko.
Foto
Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde.
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Bent Hansen (S), tlf. 4031 3707
- Koncerndirektør Christian Boel, tlf. 2374 9162
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer