2015-10-12

Det lykkedes i fuldt mål at skabe åbenhed og synlighed om psykisk sygdom, da Sindets Karavane kørte gennem Midtjylland i Uge 41. 

-Vi oplevede stor opbakning fra de lokale borgere i de fire byer, vi besøgte. Især var rigtigt mange kommet for at høre Mathilde Falch, men også duoen Recovery of The Nuts fik mange til at stoppe op og lytte efter, siger projektleder Sara Munk Nielsen, EN AF OS-kampagnen i Region Midtjylland.

Som optakt til Sindets Dag 10. oktober havde den regionalt støttede kampagne "EN AF OS" arrangeret det omrejsende psykiatricirkus i samarbejde med Psykinfo Midt, Psykinfo Viborg samt Århus, Struer, Skanderborg og Viborg Kommuner. Sindets Karavane gjorde holdt i de fire kommuner, hvor kampagnens frivillige hjælpere - de såkaldte ambassadører - stillede op med underholdning og en snak om psykisk sygdom.

- Succesens skyldes i høj grad vores ambassadører, der leverede en stor indsats. Det var alt lige fra at stille telt op til at levere underholdningen, siger Sara Munk Nielsen.

Hun glæder sig over positive tilbagemeldinger fra de kommunale samarbejdspartnere, medlemmer af foreningerne og de lokale politikere, hvoraf sidstnævnte deltog i snakkene om psykisk sygdom, der fandt sted omkring kaffebordene i karanvaneteltet i de fire byer.