12 mio. til familier med uhelbredeligt syge børn
10.09.2015
Familier med uhelbredeligt syge eller handicappede børn får nu hjælp til at håndtere hverdagen og til at bearbejde tanker og sorger i en svær tid. Region Midtjylland har fået tilsagn om 12 mio. kroner fra satspuljen til projektet Familie-FOKUS.
Hvert år dør cirka 400 børn og unge herhjemme af sygdomme eller handicap. For mange er der tale om årelange forløb. Alligevel er der ikke i dag et samlet tilbud, når barnet bliver udskrevet fra hospitalet.
- Rigtigt mange familier har været under en ganske stor belastning, fordi de har båret rundt på sorger og bekymringer, som de ikke har haft mulighed for at få bearbejdet professionelt, siger områdeleder John Jørgensen, Specialområde Kommunikation og Handicap (SKU).
Specialområdet står for projektet i samarbejde med et andet af regionens ekspertområder: Specialområde Børn og Unge (SBU).
Projektet består af tre hjælpepakker, som familierne kan få tilbudt efter en indledende samtale. Det kan være et familieophold på en døgninstitution, det kan være et familiekursus på et kursuscenter eller det kan være et samtaleforløb i familiens eget hjem.
- Ved at projektet bliver forankret i de to specialområder bliver der trukket på en faglig ekspertise, der i forvejen findes i regionen. Samtidig får vi mulighed for at forankre de nye aktiviteter i det eksisterende faglig miljø, så vi kan drive tilbuddet videre, når projektperioden udløber, siger John Jørgensen.
Projekt Familie-FOKUS starter op i efteråret. Projektet løber over tre år og giver mulighed for at hjælpe 180 familier fra hele landet.
Flere oplysninger
John Jørgensen, områdeleder (SKU): telefon 87 47 93 01
Tove Nedergaard, viceområdeleder (SBU): telefon 24 82 82 65