09-09-15

Region Midtjyllands hospitalsvaskeri midtVask i Aarhus er nomineret til en pris for sit arbejde med bæredygtighed og social ansvarlighed. Det endelige valg og uddeling af prisen er et af højdepunkterne ved den årlige CSR konference, som afholdes i Vejle den 7. oktober i Vejle.

CSR-konferencen og dens priser skal skabe synlighed og debat om virksomheders arbejde med bæredygtighed og social ansvarlighed. Hensigten med CSR Awards er at udbrede kendskabet til CSR-området og få flere virksomheder til at integrere CSR i måden at skabe og drive forretning på.

En af tre
midtVask er nomineret i kategorien virksomheder med mere end hundrede ansatte sammen med Fakta A/S og Falck Danmark A/S.

I CSR-juryens indstilling hedder det, at man hos midtVask hver dag skaber synergi mellem det at være en mangfoldig virksomhed og et højeffektivt vaskeri. Juryen fremhæver særligt virksomhedens indsats med at uddanne ledige og ansatte ufaglærte til produktionsoperatører, og virksomhedens praktik og sprogundervisning for flygtninge. Gode eksempler på, hvordan midtVask formår at bruge sit sociale ambitionsniveau som et aktiv i en sund forretningsmodel, hvor indsatserne både øger rekrutteringsbasen og hjælper de udsatte ind på arbejdsmarkedet.

Vildt stolte
– Det er en kæmpe anerkendelse af det arbejde som Region Midtjylland og vi på midtVask laver. Vi er vildt stolte bare over at være nomineret. Bare det at vi er med gav os en glæde og et løft, så vi blev endnu mere effektive. Anerkendelsen har en stor værdi, siger Pernille Lundvang, vaskerileder ved midtVask.


Det er ikke første gang, at midtVask får ros og anerkendelse for deres arbejde med ansvarlighed. For otte år siden modtog vaskeriet MIA-prisen for dets mangfoldighed og siden er det også blevet til Netværksprisen for deres sociale ansvarlighed.

Læs om CSR-konferencen og nomineringerne.
Læs om Region Midtjyllands arbejde med samfundsansvar og bæredygtighed.
Læs om midtVask.

Corporate Social Responsibility
CSR handler om at virksomheder handler globalt og samfundsmæssigt ansvarligt, for eksempel ved at tage hensyn til menneskerettigheder, sociale vilkår, arbejdsforhold, miljø, klima etc.