06.09.2015
TV2 omtaler søndag den 6. september en 49-årig psykiater, der for nylig har fået frataget sin autorisation.
Psykiateren var ansat i Afdeling for Depression og Angst i Risskov fra april 2013 til august 2014. Han opsagde selv sin stilling i afdelingen efter, at en kvindelig patient stod frem og fortalte, at de havde haft et upassende forhold.
Afdelingsledelsen meldte straks lægen til politiet og indberettede desuden sagen til Sundhedsstyrelsen.
Efter en nærmere undersøgelse viste det sig, at lægen havde en dom fra Norge i 2010 for et lignende forhold. Da han blev ansat på afdelingen i Risskov i april 2013, blev der indhentet dokumentation for, at han havde gyldig dansk autorisation. Der blev ikke indhentet straffeattest, da det ikke var fast praksis på det tidspunkt.
- Vi er blevet ekstra opmærksomme på ikke kun at forholde os til autorisationen. Det er klart, at hvis vi havde haft viden om sagen fra Norge, så havde vi ikke ansat den pågældende psykiater, oplyser lægefaglig direktør Per Jørgensen.
Den omtalte psykiater var, indtil han mistede sin autorisation, ansat i Region Nordjylland, hvor han arbejdede i psykiatrien. Region Midtjylland har ikke været bekendt med dette.
Region Midtjyllands direktion vil nu tage sagen op i Danske Regioner for at drøfte, hvordan regionerne og Sundhedsstyrelsen fremover kan blive bedre til at dele informationer.
Flere oplysninger
Per Jørgensen, lægefaglig direktør: telefon 78 47 00 05