Sundhed - Harboøre Tange
I sommeren 2021 offentliggjorde forskere en undersøgelse, som påviste en øget risiko for kræft for beboere i området Thyborøn og Harboøre.
Forskerne bag kræftundersøgelsen publicerede i december 2024 en ny videnskabelig artikel med fokus på dødelighed og hospitalskontakter. Artiklen finder en overdødelighed på cirka 6 pct. (borgere dør lidt tidligere forventet) for borgere bosat i Thyborøn og Harboøre i 1968-1970, sammenlignet med Hanstholm og Holmsland.
Overdødeligheden skyldes primært den øgede forekomst af kræft i området, særlig nyre- og blærekræft. Forskerne finder ikke en overdødelighed grundet andre sygdomme for borgere bosat i Thyborøn og Harboøre i 1968-1970. Samtidig har forskerne set på beboere og tilflyttere i perioden 1990-2006 i Thyborøn og Harboøre, her finder de en større overdødelighed i forhold til Hanstholm og Holmsland. Dette skyldes øget forekomst både af kræft, hjertekar- og luftvejssygdomme. Den øgede dødelighed ses dog primært hos tilflyttere, som kan have været syge, før de flyttede til Thyborøn og Harboøre.
Invitation til borgermøde
På baggrund af de nye resultater inviterer Region Midtjylland til borgermøde den 5. februar klokken 17.00 på Wærket i Thyborøn.
På mødet kan du stille spørgsmål til forskere, politikere og fagfolk fra Region Midtjylland og høre mere om, hvordan Region Midtjylland forholder sig til den nyeste viden.
Du kan også stille spørgsmål til forskerne bag begge undersøgelser om sygdom i Thyborøn og Harboøre, både den fra 2021 og den fra 2024.
De har netop færdiggjort den nyeste undersøgelse, som bekræfter billedet af øget kræftrisiko for borgere bosat i området i 1968-1970. Den nye undersøgelse viser desuden en øget forekomst af kræft, hjertekar- og luftvejssygdomme hos tilflyttere til området i perioden 1990-2006. Dette kan dog have flere årsager.
Ny forskning på vej
I december 2024 vedtog regionsrådet at medfinansiere et nyt forskningsprojekt sammen med Kræftens Bekæmpelse. Det skal undersøge, om der kan findes sammenhæng mellem øget kræftrisiko og de store forureninger i området.
Læs mere om forskningsprojektet.
Derudover har Regionsrådet i 2021 vedtaget en hensigtserklæring om at følge op med en undersøgelse om 10 år ift. forøget risiko for alvorlige sygdomme i kræftundersøgelsens anden fokusgruppe ("nye indbyggere" i Thyborøn-Harboøre i 1990-2006).
- Borgermøde i 1. halvår 2022 med fokus på symptomer, som kan være tegn på alvorlig sygdom herunder kræft.
- Tilbud om ekstra information og efteruddannelse til praktiserende læger i området.
Hvad ved vi om kræft og sundhed i Thyborøn og Harboøre
- Beboere, som var bosat i Thyborøn-Harboøre 1968-1970, havde forhøjet dødelighed og kræftforekomst. Særligt for nyre- og blærekræft var forekomsten dobbelt så høj som i Hanstholm og Holmsland.
- Beboere og tilflyttere i perioden 1990-2006 i Thyborøn og Harboøre har en overdødelighed på 26 pct. i forhold til Hanstholm og Holmsland. Dette skyldes øget forekomst både af kræft, hjertekar- og luftvejssygdomme. Den øgede dødelighed ses dog primært hos tilflyttere, som kan have været syge, før de flyttede til Thyborøn og Harboøre.
- Der er tale om små tal, da hele gruppen af borgere fra 1990-2006 udgør 2.933 personer og opfølgningstiden er forholdsvis kort. Frem til 2023 er 302 af personerne i denne gruppe døde. Af de 302 døde er det kun syv, som er født i Thyborøn og Harboøre, mens de øvrige er tilflyttere.
- Undersøgelsen sammenligner dødelighed og hospitalskontakter i Thyborøn-Harboøre med andre vestkyst-fiskersamfund (Hanstholm og Holmsland) i Danmark.
- Resultaterne af den nye undersøgelse er offentliggjort i Scientific Reports, og artiklen kan hentes her.