Den Fællesregionale Informationssikkerhedspolitik er udarbejdet i et samarbejde mellem Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland.
Informationssikkerhed handler grundlæggende om beskyttelse af oplysninger, så fortrolighed, integritet og tilgængelighed bevares.
Hver eneste dag behandles følsomme personoplysninger og andre fortrolige informationer af medarbejdere i de fem regioner. Det er absolut nødvendigt, at data er korrekte, fuldstændige og tilgængelige, da adgang til relevante og tidstro persondata er en forudsætning for god og sammenhængende behandling af den enkelte borger. Det er en forudsætning for, at regionerne fortsat kan tilbyde et moderne og effektivt sundhedsvæsen.
Denne brug af data skal ske på en måde, som sikrer borgernes fortsatte tillid til regionerne. Informationssikkerhed skal af den grund være en integreret del af den ydelse, som regionerne leverer til borgere, patienter, virksomheder, samarbejdsparter m.fl., ligesom det skal være en integreret del af det daglige arbejde for medarbejderne og andre
brugere. Regionernes håndtering af informationssikkerhed skal sikre, at patienterne får den bedste behandling samtidig med, at deres oplysninger er i trygge hænder.
Følsomme persondata, herunder sundhedsdata, er personlige, og når regionerne behandler dem har de et særligt ansvar for, at sikkerheden er høj. Derfor har Danske Regioner i 2015 lagt en politisk linje for informationssikkerhed, som denne politik skal udmønte. Den politiske linje lægger vægt på at:
- informationssikkerhed bruges som fundament for et stadig bedre sundhedsvæsen
- regionerne sætter et tilstrækkeligt højt niveau for informationssikkerhed
- informationssikkerhed og brugervenlighed går hånd i hånd
- alle medarbejdere forstår, at deres adfærd er fundament for informationssikkerhed
- regionerne samarbejder og lærer af hinanden
- regionerne stiller krav til leverandører
Den politiske linje definerer følgende tre overordnede områder.
1. Mennesker, organisation og processer
Medarbejdernes adfærd i dagligdagen har stor betydning for informationssikkerheden.
Det er centralt, at alle medarbejdere er bevidste om, hvordan deres adfærd påvirker informationssikkerheden. Det handler både om, hvordan medarbejderne håndterer teknik og it-udstyr, og om hvordan de omgås følsomme personoplysninger.
Medarbejderne skal derfor have kendskab til lovgivning, regionernes egne politikker, retningslinjer og instrukser - og selvfølgelig også overholde dem. Ledelsens prioritering af området er også vigtig. Derfor bør regionerne sikre en organisation, der prioriterer informationssikkerhed, så medarbejdere og ledelse har gode betingelser for at arbejde med følsomme personoplysninger.
2. It-systemer og fysisk sikkerhed
Regionernes brug og håndtering af følsomme og fortrolige oplysninger skal foregå betryggende og med et passende niveau af sikkerhed og privatlivsbeskyttelse. Det kræver blandt andet, at regionerne håndterer oplysningerne fortroligt, bevarer datas integritet og ikke ændrer oplysningerne uden autorisation. Data skal kun være tilgængelige for dem, som må og skal bruge dem og det skal foregå sikkert. Dette
stiller tekniske krav i forbindelse med udvikling, implementering og drift af it-løsninger og krav til den fysiske sikring af hardware og lignende.
3. Lovkrav og kontraktkrav
Regionerne skal sikre, at relevante lov- og kontraktkrav overholdes i det daglige arbejde. Regionerne må kun behandle borgernes oplysninger i tilfælde, hvor det nødvendige lovgrundlag foreligger. Dette element af informationssikkerhed indebærer også et fokus på, at der indskrives konkrete kontraktkrav til informationssikkerhed i de drifts- og udviklingsaftaler, som regionerne indgår med leverandører.
Der er vigtigt, at borgere, patienter, virksomheder, samarbejdsparter og andre interessenter kan have tillid til, at regionerne har etableret nødvendige tiltag til at sikre borgernes oplysninger, og at regionerne forvalter deres følsomme personoplysninger sikkert og forsvarligt.
Den politiske linje for informationssikkerhed stiller desuden krav til, at regionerne efterlever ISO 27001-standarden som rammeværktøj for arbejdet med informationssikkerhed i regionerne. Den fællesregionale politik skal sammen med den enkelte regions egen informationssikkerhedspolitik understøtte og sikre et ensartet sikkerhedsniveau. Det skal ske ved, at den enkelte region etablerer, implementerer, vedligeholder og løbende forbedrer et ledelsessystem for informationssikkerhed inden for rammerne af informationssikkerhedsstandarden ISO 27001.1