Design i partnerskaber

Når Region Midtjylland indgår i partnerskaber, er det vigtigt for os, at vores rolle i partnerskabet fremgår klart for modtager af partnerskabets kommunikation.

Praktik

Det skal være nemt at afkode, hvem der står bag et projekt, så man fx ved, hvem man kan kontakte i forbindelse med et partnerskab.

Vores rolle i samfundet

Ved at være åbne og vise, hvor Region Midtjylland deltager med organisatorisk eller økonomisk kraft og støtte, understreger vi regionens rolle og opgaver i samfundet. Samtidig giver det goodwill at vise, at Region Midtjylland samarbejder med en mangfoldighed af aktører i samfundet om at løse store opgaver.

Transparens

Først og fremmest ønsker vi transparens. Borgerne skal vide, hvad skattekroner og fx EU-finansiering går til, og hvilke opgaver Region Midtjylland løser eller er med til at løse i partnerskab med andre.

Tre varianter af partnerskaber

Region Midtjyllands projekter og partnerskaber kan inddeles i tre forskellige varianter. Logo afhænger af, hvilken type partnerskab, der er tale om:

  1. Projektejer: Region Midtjylland har flere projekter, som er drevet og finansieret af regionen, og som har eget logo. I disse projekter bruges projektejerlogoet med tagline: "Udviklet af Region Midtjylland".
  2. Partnerskaber: I projekter hvor Region Midtjylland indgår i formelle enkeltstående partnerskaber med andre aktører, bruges partnerskabslogoet med tagline: "I samarbejde med".
  3. Økonomisk støtte: I projekter/partnerskaber, hvor Region Midtjylland udelukkende giver økonomisk støtte, bruges Region Midtjyllands primære logo.

Hvem må bruge partnerskabsdesign

Reglerne for partnerskabsdesign gælder for projekter og partnerskaber, som er forankret i Regional Udvikling, og som er helt eller delvist støttet af Region Midtjylland. Dog gælder det kun for projekter og partnerskaber, som er så store, at de har egen grafisk identitet og logo.

Reglerne for partnerskabsdesign gælder ikke mindre projekter, som benytter Region Midtjyllands overordnede design og primære logo.

Projektejerlogo og partnerskabslogo må kun bruges efter aftale med Grafisk Service.