Selvvalgte indsatsområder
Se de selvvalgte indsatsområder og tiltag Regionshospitalet Randers har i sin bæredygtighedsaftale inden for sporet cirkulær økonomi.
Selvvalgte indsatsområder

Foruden de obligatoriske indsatsområder arbejder enhederne også med en række selvvalgte indsatsområder.
Her kan du se, hvilke selvvalgte indsatsområder Regionshospitalet Randers arbejder med.
Reducer forbruget af usterile medicinske engangshandsker
Region Midtjylland brugte 37 millioner usterile medicinske engangshandsker i 2023. Internationale, nationale og regionale undersøgelser samt observationer peger på, at vi kan spare mellem 30 og 50 % af dem ved at efterleve de infektionshygiejniske og de arbejdsmiljømæssige retningslinjer.
Det vil både spare en betydelig mængde CO2 og affald. Derudover vil det sikre bedre hygiejne.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Reducer forbruget af usterile medicinske engangshandsker med mindst 30 % ved at følge de regionale infektionshygiejniske retningslinjer.
Sluk apparater og udstyr efter brug
Der er mange apparater på vores hospitaler og kontorer, som står tændt døgnet rundt. Nogle gør det med god grund, mens andre tænder og slukker automatisk.
Undersøgelser viser dog, at der også er et potentiale i at slukke de apparater, der ikke hører til i de kategorier. Det er 'mange bække små', og vores samlede adfærd og vaner betyder meget.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Spar på strømmen ved at slukke apparater og udstyr når de ikke er i brug. Potentialet for reduktion af strømforbrug kendes ikke.
Skift fra engangs- til flergangsudstyr
Selvom flergangsudstyr skal rengøres, desinficeres og steriliseres, er det oftest langt mere bæredygtigt end engangsudstyr. Det giver både mindre forbrug, affald og CO2-aftryk. Det samlede reduktionspotentiale kendes ikke.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Engangsudstyr skiftes ud med flergangsudstyr, hvor det er muligt.
Fra engangs- til flergangsanæstesimasker
I Region Midtjylland bruges der årligt over 100.000 engangsanæstesimasker. Mange af dem kan med fordel skiftes ud med flergangsmasker for at reducere CO2-udledningen.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- 80 % reduktion i engangsanæstesimasker til voksne.
Tiltaget er endnu ikke klar til implementering.
Erstat vand fra plastikflasker med behandlet vand fra hane
Behandlet vand bruges til mange funktioner på hospitalerne. Derfor findes der ofte vandrør, der leder det hen til de maskiner, der bruger meget af det.
Bruger I behandlet vand på plastikflasker, kan I derfor skabe en stor reduktion af plastikaffald og med tiden spare penge, hvis I kan få installeret en hane på et allerede eksisterende rør med det behandlede vand.
I opnår også et bedre arbejdsmiljø og mere tid til andre opgaver, hvis I ikke skal hente og håndtere vandflasker.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Kortlægning af potentiale samt implementering af behandlet vand på hane der, hvor det er relevant. Reduktionspotentiale i procent kendes ikke.
Medicinbægre
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Skift fra medicinbægre af engangs-plastik til medicinbægre af engangs-papir (såfremt pilot-handlinger viser gode resultater).