Obligatoriske indsatsområder
Se de obligatoriske indsatsområder og tiltag Socialområdet i Region Midtjylland har i sin bæredygtighedsaftale inden for sporet cirkulær økonomi.
Obligatoriske indsatsområder

Cirkulær økonomi er et af fire spor, der bliver arbejdet med i alle bæredygtighedsaftaler i Region Midtjylland.
Her kan du se, hvilke obligatoriske indsatsområder Socialområdet i Region Midtjylland arbejder med inden for cirkulær økonomi.
Skift fra engangs- til flergangsservice
Overgangen fra engangs- til flergangsservice er et vigtigt skridt mod løsninger med lavere CO2-aftryk og reduktion af affaldsmængden.
Derudover vil en overgang til flergangsservice forbedre spisekvaliteten markant, hvilket vil gøre måltiderne mere tilfredsstillende og behagelige. De seneste år har der været arbejdet med dette initiativ, og vi ønsker med dette tiltag at gennemføre og realisere overgangen til at anvende minimum 75 % flergangsservice.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Minimum 75 % omlægning fra engangs- til flergangsservice i kantiner, caféer og til mødeforplejning.
Skift til genopladelige batterier
Batterier har et stort klimaaftryk. Hvis hele regionen skifter til genopladelige batterier, kan vi spare i omegnen af 316.000 batterier.
Modregnet nye genopladelige batterier, ladere og strøm giver det en besparelse på næsten 40 tons CO2 – et fald på hele 90 %. Vi sparer også 5,5 tons farligt affald og 440.000 kr.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Udskiftning af minimum 90 % af alkaline AA-batterier med genopladelige batterier.
- Udarbejdelse af handleplan for tiltaget.
- Implementering.
Grøn mødeforplejning som standardvalg
Ved at vælge grøn mødeforplejning kan vi tage et skridt mod en grønnere fremtid. Dette initiativ vil ikke kun reducere vores CO2-aftryk markant, men også fremme en sundere livsstil.
Ved at sætte fokus på de mange fordele ved en grøn diæt, kan vi inspirere flere til at vælge vegetabilske ernæringskilder og dermed skabe en positiv forandring for både vores helbred og miljøet.
Tiltaget indebærer, at alt forplejning som udgangspunkt vil bestå af vegetabilske kilder, samt æg og mejeriprodukter. Hvis det vurderes nødvendigt, kan der tilbydes enkelte kødprodukter.
Grøn mødeforplejning vil udelukkende gælde for administrativ mødeforplejning og være eneste tilbud i bestillingssystemet (Pronestor).
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Udarbejdelse af handleplan for tiltaget.
- Udvikling af nye grønne retter.
- Implementering.
Affaldssortering
Region Midtjylland er storforbruger af varer, og mange af bæredygtighedstiltagene indenfor cirkulær økonomi kan hægtes op på affaldshierarkiet. Hierarkiet fortæller, at det der har størst effekt på bæredygtigheden er, at:
- Forebygge vores forbrug og dermed reducere vores affaldsmængde.
- Sikre genbrug af emner der er egnet hertil.
- Sortere vores affald så det er egnet til genanvendelse.
- Anden nyttiggørelse (f.eks. forbrænding).
- Bortskaffelse (f.eks. deponi).
I dette indsatsområde er der primært fokus på nr. 3, genanvendelse, mens nr. 4 og 5 også spiller ind herpå, idet vi gerne vil flytte affald herfra og op i affaldshierarkiet.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Implementere den regionale affaldsplan.
- Genanvendelsesprocent på minimum 40 % ved udgangen af 2026.
- Forbedre data på affaldsområdet.
Bæredygtigt byggeri - biodiversitet
Vores biodiversitet er truet. For at bevare diversiteten i det naturlige plante- og dyreliv og deraf muligheden for at nyde en mere biodivers natur, skal der findes nye løsninger.
Indsatsområdet fokuserer på integrering af biodiversitet som parameter i forbindelse med anlægsprojekter. Dette med henblik på at understøtte mere biodiversitet i forbindelse med Region Midtjyllands arealer.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Integration af fokusområder fra 'Retningslinjer for biodiversitet i Region Midtjylland' i projekter.
Bæredygtigt byggeri – selektiv nedrivning
Krav til selektiv nedrivning vil motivere til et mere cirkulært materialeflow i byggebranchen, og vil dermed på sigt bevirke en CO2-besparelse knyttet til fremstilling af byggematerialer samt reducere affaldsmængden.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Sikre at ny lovgivning om selektiv nedrivning overholdes.
- Genbrug af 'ofte anvendte materialer' som lofter, døre, sengestuepaneler, lamper med videre via app-løsning.
Bæredygtigt byggeri - overholdelse af nye krav om max CO2-aftryk i byggeprocessen
Fra 1. juli 2025 er der nye klimakrav i Bygningsreglementet. Herunder kommer det til at gælde, at der vil være et max CO2-aftryk for selve byggeprocessen.
Der fastsættes en grænseværdi på 1,5 kg CO2/m2/byggeår for den klimapåvirkning, der opstår fra transport til, fra og på byggepladsen, samt materialespild, energi- og brændselsforbrug på byggepladsen.
Ved at overholde de kommende klimakrav til både byggeri og byggeproces, bliver CO2-aftrykket væsentlig reduceret.
Tiltag for enheden i 2025-2026
- Indarbejde krav til byggepladsens klimaaftryk ved udbud af anlægsprojekter.
- Sikre at ny grænseværdi for CO2 i byggeprocessen overholdes.