Opbygning af bæredygtighedsaftaler
Bæredygtighedsaftalerne er bygget op om fire spor: cirkulær økonomi; el, vand og varme; logistik, transport og mobilitet samt social ansvarlighed.
Bæredygtighedsaftalerne

Bæredygtighedsaftalerne er udviklet i samarbejde mellem Koncern Bæredygtighed, sportovholdere og enheder. Enhederne omfatter hospitaler, fællesfunktioner og stabe. Aftalerne gælder i to år og fornyes løbende.
Formålet med bæredygtighedsaftalerne for 2025-2026 er at accelerere arbejdet med at omsætte regionens strategi for bæredygtighed til konkrete handlinger, så vi når målene for 2030 og 2050.
Samlet er opgaven omfattende, og det er vigtigt, at alle gør en stor indsats. Derfor skal alle regionens enheder bidrage til den bæredygtige omstilling.
Fire faglige spor
Arbejdet med bæredygtighed fokuserer på fire faglige spor, som er forankret i Region Midtjyllands strategi for bæredygtighed. For hvert fagligt spor er der fokus på en række indsatsområder med tilhørende, konkrete tiltag.
De fire spor er:


Cirkulær økonomi
Vi vil reducere vores forbrug, skabe mindre affald og øge genanvendelsen af ressourcer.


El, vand og varme
Vi vil i 2030 udelukkende bruge vedvarende energi til driften af vores hospitaler og institutioner.


Logistik, transport og mobilitet
Vi vil omstille til grønne drivmidler i sygetransport, personbiler og varevogne, og vi vil have en CO2-neutral busdrift i den kollektive trafik senest i 2030.


Social ansvarlighed
Vi vil være en socialt ansvarlig arbejdsplads med et bæredygtigt arbejdsmiljø.
Indsatsområder og tiltag
Indsatsområderne i bæredygtighedsaftalerne omfatter både obligatoriske og selvvalgte tiltag, som er udvalgt på baggrund af veldokumenteret effekt og omfatter flere, der er klar til implementering.
De obligatoriske indsatsområder er beskrevet af sportovholderne. Herunder er beskrevet, hvilke enheder der skal arbejde med at gennemføre indsatsområdernes tiltag i aftaleperioden.
Indsatsområderne til implementering på enhederne er blandt andet valgt ud fra en vurdering af, at de skaber en stor samlet effekt, når de løftes i koordination med indsatsområder på det tværgående koncernniveau, som varetages af sportovholderne.
Foruden de obligatioriske indsatsområder har alle enheder udvalgt minimum tre selvvalgte indsatsområder inden for sporet cirkulær økonomi. Disse fremgår under sporet i de enkelte aftaler.
I bæredygtighedsaftalerne skelnes der mellem indsatsområder og tiltag:
- Indsatsområder henviser til de overordnede områder, der arbejdes med.
- Tiltag er de konkrete handlinger indenfor hvert indsatsområde, der skal udføres i løbet af aftaleperioden. Nogle tiltag indeholder måltal, hvor det fremgår, hvad den enkelte enhed skal opnå.
Mens nogle tiltag er klar til implementering, er andre i et undersøgende og udviklende stadie med analyser og pilotprojekter.
Forskellen tydeliggøres i bilagsmaterialet og understøtter enhedernes indsigt i, hvor implementeringsklar de enkelte tiltag er. Derudover giver det et overblik over, hvilke tiltag vi kan forvente at skulle måle på.
Det er muligt at tilføje nye indsatsområder i aftaleperioden. Det kan for eksempel være nye, implementeringsklare indsatsområder fra den fællesregionale strategi for Grønne Hospitaler.
Bilagsmateriale for indsatsområder


Til bæredygtighedsaftalerne hører et bilagsmateriale, der uddyber indsatsområderne. Materialet beskriver desuden indsatsområdernes organisering og kontaktpersoner.
Fremdrift følges
Koncern Bæredygtighed har ansvar for at lave den overordnede opfølgning på tværs af de 11 enheder, der er indgået bæredygtighedsaftaler med. Det sker i samarbejde med sportovholder for de enkelte indsatsområder.
Opfølgning for hele aftaleperioden 2025-2026 vil ske ultimo 2026 med afrapportering til direktionen primo 2027.