Sammenhæng til øvrigt arbejde med bæredygtighed
Bæredygtighedsaftalerne hænger blandt andet sammen med Region Midtjyllands strategi for bæredygtighed.
Kobling til strategi for bæredygtighed
Bæredygtighedsaftalerne bygger på de fire spor i strategi for bæredygtighed med målrettede indsatsområder, der bidrager til strategiens mål.
Selvom strategien revideres i 2025, vurderes indsatsområderne relevante i den toårige periode.
Indsatsområderne i bæredygtighedsaftalerne fokuserer i høj grad på reduktion som greb til at understøtte realisering af mål i strategi for bæredygtighed. Et af de formulerede delmål fokuserer netop på 30 % reduktion af ressourceforbruget målt i CO2 inden 2030.
Region Midtjylland skal reducere CO2-aftrykket med 14.077 ton årligt frem til 2030 i forhold til 2023-niveauet. Indsatsområderne bidrager til dette, selvom hele reduktionen ikke opnås i 2025 og 2026.
Den fællesregionale strategi
Danske Regioners strategi for Grønne Hospitaler og Region Midtjyllands arbejde med bæredygtighed understøtter hinanden.
Danske Regioners strategi fokuserer på tre spor:
- Indkøb
- Cirkulær økonomi og adfærd
- Energiforbrug, transport og bygninger.
Nye CO2-reducerende tiltag udvikles løbende i regi af arbejdet med Grønne Hospitaler og vurderes for integration i bæredygtighedsaftalerne i Region Midtjylland. Dette kobler det strategiske arbejde på landsplan med såvel regionale som lokale indsatsområder.