Bæredygtighedsaftalerne hænger blandt andet sammen med Region Midtjyllands strategi for bæredygtighed.

Kobling til strategi for bæredygtighed

Bæredygtighedsaftalerne bygger på de fire spor i strategi for bæredygtighed med målrettede indsatsområder, der bidrager til strategiens mål.

Selvom strategien revideres i 2025, vurderes indsatsområderne relevante i den toårige periode.

Indsatsområderne i bæredygtighedsaftalerne fokuserer i høj grad på reduktion som greb til at understøtte realisering af mål i strategi for bæredygtighed. Et af de formulerede delmål fokuserer netop på 30 % reduktion af ressourceforbruget målt i CO2 inden 2030.

Region Midtjylland skal reducere CO2-aftrykket med 14.077 ton årligt frem til 2030 i forhold til 2023-niveauet. Indsatsområderne bidrager til dette, selvom hele reduktionen ikke opnås i 2025 og 2026. 

Læs mere om Region Midtjyllands strategi for bæredygtighed.

Den fællesregionale strategi 

Danske Regioners strategi for Grønne Hospitaler og Region Midtjyllands arbejde med bæredygtighed understøtter hinanden.

Danske Regioners strategi fokuserer på tre spor: 

  • Indkøb 
  • Cirkulær økonomi og adfærd 
  • Energiforbrug, transport og bygninger. 

Nye CO2-reducerende tiltag udvikles løbende i regi af arbejdet med Grønne Hospitaler og vurderes for integration i bæredygtighedsaftalerne i Region Midtjylland. Dette kobler det strategiske arbejde på landsplan med såvel regionale som lokale indsatsområder.  

Se Danske Regioners strategi for Grønne Hospitaler.