- Af Helle Lindkvist, chef for Kvalitet- og Sundheds-It og overlæge Christian Møller Sørensen på Regionshospitalet Horsens

RPA-løsning reducerer manuelle indtastninger – en lettelse for klinikerne 

For os har præmissen for at bruge RPA været, at det skulle give en betydelig lettelse for klinikerne. RPA-løsninger skal være til gavn for både vores klinikere og i sidste ende også vores patienter. Kliniknære robotløsninger rummer et stort potentiale.

Det vigtige for os var at starte et sted, som var forholdsvis simpelt at gå til, men samtidig kunne skabe stor værdi. På den baggrund kastede vi os over de kliniske kvalitetsdatabaser, vel at mærke den ældre del af kvalitetsdatabaserne, hvor der stadig er betydelig manuel indtastning.

Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram rummer ca. 85 landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser. De har til formål at belyse kvaliteten af den sundhedsfaglige behandling og bidrage til at forbedre sundhedsvæsenets indsats og resultater.  Læs eventuelt mere her.

Databaserne kan deles op i to slags:

  • Databaser som trækker data automatisk (LPR baseret)
  • Databaser som kræver manuelt indtastning af data (KMS baseret)

Langt de fleste databaser henter allerede data automastik - men der findes stadig nogle af "de gamle" databaser, som kræver manuel indtastning.

Dansk Reumatologisk Database (DANBIO) er en KMS baseret database. Da muligheden for arbejdet med RPA bød sig, var det derfor oplagt at vende blikket i den retning. Overlæge Christian Møller Sørensen var hurtigt med på idéen om at udvikle en softwarerobot, som kunne afhjælpe den manuelle dataoverførsel og dermed sikre en høj datakomplethed.

Skalering og samarbejde på tværs

Både læger, udviklere og en medarbejder fra hospitalets Sundheds-it team har taget del i RPA-udviklingsarbejdet fra start.

Undervejs har vi delt robotudviklingen op i flere bidder. Fokus var i første omgang at sikre en stabil robotproces, på få udvalgte parametre, for derefter at skalere det til hele afdelingen. Dernæst var vores ambition at skalere løsningen til alle reumatologiske klinikker i Region Midtjylland, med dét formål at aflaste klinikerne i form af betydelig reduktion i dobbeltregistrering.

Det har vist sig, at den nationale udbyder af Dansk Reumatologisk Database (DANBIO), som har været en tæt samarbejdspartner fra start, er blevet inspireret af vores udviklingsarbejde i Horsens. DANBIO har derfor valgt selv at fortsætte udviklingsarbejdet, og dermed udvikle automatiseringer, der vil komme alle brugere af databasen til gavn i hele landet.

Noget at det som er særligt gavnligt i forhold til RPA-udvikling er netop, at vi kan dele vores idéer og løsninger på tværs, så vi bruger de idéer, som giver den største aflastning for klinikerne. Der er ingen grund til, at vi alle sidder og opfinder de samme dybe tallerkener.

På Medicinsk Afdeling i Horsens glæder vi os over at brugere i hele landet inden længe får glæde af en samlet RPA-løsning. Vi har dog ikke helt sluppet området, da vi arbejder videre med en lokal RPA-løsning i forbindelse med indberetning af medicin-delen i databasen.