Årsrapport 2012 er godkendt på regionsrådets møde 29. maj 2013. Revisionsberetningen behandles på regionsrådets møde 25. september 2013.
- Regnskabsbemærkninger 2012
- Revisionsberetning nr. 26 af 15. august 2013 Region Midtjyllands regnskab 2012
Årsrapport 2012 indeholder en samlet præsentation af regionens økonomi, aktivitet, service og kvalitet, politiske aktiviteter, planlægningsaktiviteter, organisatoriske ændringer med udgangspunkt i regionens Ledelses- og Styringsgrundlag. Årsrapporten giver overblik over Region Midtjyllands økonomiske situation og præstationer i 2012. Herudover indeholder årsrapporten oplysninger og artikler, som på en kort og overskuelig måde giver indblik i regionens mange aktiviteter. Der er ligeledes, som noget nyt, artikler der beskriver regionens initiativer vedrørende samfundsansvar samt risikostyring.
Regnskabsbemærkningerne indeholder en detaljeret gennemgang af bevillinger og regnskabsresultatet.
Regionens årsregnskab inddeles i 3 finansielle kredsløb, som skal vurderes særskilt:
- Sundhed
- Social og specialundervisning
- Regional Udvikling
Region Midtjylland og det omkostningsbaserede regnskabsresulatat
Regionens omkostningsbaserede regnskabsresultat viser et overskud på 425,3 mio. kr. for alle tre kredsløb.
Regionen har på både Sundhed og Regional Udvikling overholdt Budgetloven og sin andel af økonomiaftalen inkl. korrektioner.
Sundhed, udgiftsbaseret regnskabsresultat - økonomiaftalen
Sundhedsområdet omfatter somatiske og psykiatriske hospitaler, præhospital indsats, sundhedshuse, hospice, praktiserende læger, speciallæger, tilskud til medicin og betalinger til privathospitaler og andre regioner.
Det økonomiske driftsresultat eksklusive renter viser, at der på sundhedsområdet er brugt 38 mio. kr. mindre end regionens andel af økonomiaftalen inklusive korrektioner. Det svarer til et mindreforbrug på ca. 0,2 % af den samlede udgiftsramme til drift af sundhedsområdet.
Regionsrådets bevillinger tager udgangspunkt i økonomiaftalen med regeringen. Alle driftsenheder har overholdt de afgivne bevillinger på drift og anlæg. På driften har der ligeledes været plads til at afholde udgifter til langsigtet konsolidering på i alt 292 mio. kr. Heraf vedrører 262,5 mio. kr. direkte sundhed – og de resterende 30 mio. kr. er overført til sundhed under andel af fælles formål og administration. Udgifterne til den langsigtede konsolidering vedrører indfrielse af leasingaftaler samt afholdelse af udgifter til medicotekniske driftsanskaffelser.
På det somatiske område forudsætter Økonomiaftalen for 2012 mellem Danske Regioner og regeringen en aktivitetsstigning på 3 % i behandlingen af regionens borgere. Stigningen er indeholdt i Region Midtjyllands baseline. I 2012 opfylder regionen kravet til fuld udbetaling af statens aktivitetsafhængige pulje på 569,8 mio. kr. og opfylder dermed samtidig kravet om 3 % aktivitetsstigning.
I psykiatrien har der i 2012 været en markant udvikling i aktivitetsniveauet sammenlignet med 2011. Antallet af ambulante besøg er steget med 27 %, antallet af personer i kontakt med psykiatrien er steget med knap 8 %, og antallet af sengedage er steget med 5 %.
I 2012 er der på Sundhed afholdt bruttoanlægsudgifter på 988 mio. kr. Heraf udgør kvalitetsfondsprojekterne 438 mio. kr.
Social- og specialundervisning, omkostningsbaseret regnskabsresultat
Social- og specialundervisningsområdet omfatter sociale tilbud, specialundervisning samt kommunikationstilbud. Regionen har et regionalt leverandøransvar på de tilbud, Region Midtjylland driver. Kommunerne har myndighedsansvaret, og de regionale sociale tilbud mv. finansieres fuldt ud af kommunerne via takster.
Nettodriftsresultatet for 2012 viser et underskud på 9,2 mio. kr.
Underskuddet i 2012 er finansieret af overskud på i alt 24,8 mio. kr. fra tidligere år.
Der har været en faldende efterspørgsel efter de regionale boformer fra kommunerne i forhold til 2011. I 2012 har belægningsprocenten på de regionale boformer været på 98 % mod 101 % i 2011. Pladsforbruget er faldet med 47 pladser. For aktivitetstilbud har belægningen været på 99 % mod 96 % i 2011.
Regional Udvikling, udgiftsbaseret regnskabsresultat
Regional udvikling afholder udgifter til kollektiv trafik, erhvervsudvikling, miljø, uddannelse og kultur samt administration.
I 2012 er der brugt 21,1 mio. kr. mindre end regionens andel af økonomiaftalen inklusive korrektioner. I regnskabsresultatet for 2012 indgår konsekvenserne af regelændringen vedrørende bogføring af projekttilsagn på erhvervs-, uddannelses- og kulturområdet.
Likviditet
Ved udgangen af 2012 er regionens likvide midler på 315 mio. kr.
Regionens gennemsnitlige likviditet for de seneste 12 måneder er opgjort til 1.803 mio. kr., hvilket svarer til 1.424 kr. pr. indbygger. I 2011 var gennemsnitslikviditeten på 1.503 mio. kr., hvilket svarer til 1.192 kr. pr. indbygger.
Stigningen i den gennemsnitlige likviditet på 300 mio. kr. fra 2011 til 2012 skyldes uforbrugte drifts- og anlægsmidler samt likviditetsvirkning fra kvalitetsfondsprojekter.
Revision
KPMG, Region Midtjyllands revision har den 15. august 2013 fremsendt revisionsberetning nr. 26 vedrørende afslutning af revisionen af Region Midtjyllands regnskab for 2012.
KPMG har forsynet Region Midtjyllands årsrapport 2012 med revisionspåtegning uden forbehold. Revisionsberetningen indeholder ingen revisionsbemærkninger, som regionsrådet skal besvare overfor tilsynsmyndigheden. Der er tre supplerende oplysninger, som ikke har givet anledning til revisionsbemærkninger, men som KPMG ønsker at orientere regionsrådet om.
Revisionsberetningen er behandlet på regionsrådets møde 25. september 2013 punkt 32.