Horsensklyngen 24. marts 2023 (Referat)
til
mødet i
den 24. marts 2023 kl. 13:00
i Regionshuset Viborg, mødelokale F7, stuen
1. Velkommen og præsentation
Sagsfremstilling
Mødedeltagere:
Anders Kühnau, regionsrådsformand (A) (regional medformand)
Hanne Roed, regionsrådsmedlem (B)
Henrik Qvist, regionsrådsmedlem (Ø)
Thrine Rimdal Nørgaard, regionsrådsmedlem (V)
Peter Sørensen, borgmester Horsens Kommune (A) (kommunal medformand)
Ole Vind, borgmester Hedensted Kommune (V)
Lone Jakobi, borgmester Odder Kommune (A)
Frands Fischer, borgmester Skanderborg Kommune (A)
Allan Høg Poulsen, PLO-Midtjylland, praktiserende læge i Aarhus Kommune
Kasper Fasdal, PLO-Midtjylland, praktiserende læge i Horsens Kommune
Mette Ringtved, sygeplejefaglig direktør, Regionshospitalet Horsens
Jacob Paludan, Lægefaglig direktør, Psykiatrien
Rikke Skou Jensen, vicedirektør, Sundhedsplanlægning
Jes Svenninggaard, direktør, Horsens Kommune
Ann Hermansen, direktør, Hedensted Kommune
Sanela Ljeskovica, direktør, Odder Kommune
Lone Rasmussen, direktør, Skanderborg Kommune
Ulla Hjorth, udviklingskonsulent, Horsens Kommune (sekretariat)
Sandra Bjerre Nielsen, ac-fuldmægtig, Sundhedsplanlægning (sekretariat)
Beslutning
Der var afbud fra Thrine Rimdal Nørgaard, Henrik Qvist, Anders Kühnau og Rikke Skou Jensen.
Kristine Lindeneg Drejø deltog i stedet for Rikke Skou Jensen.
2. Tema: mental sundhed - særligt for børn og unge
Det indstilles,
at | Horsensklyngen tager beslutningen om at etablere en gruppe med fokus på børn og unge i regi af klyngestyregruppen til efterretning |
at | Horsensklyngen drøfter perspektiver for og giver input til gruppens videre arbejde med at forebygge psykisk mistrivsel blandt børn og unge |
Sagsfremstilling
Jakob Paludan, lægefaglig direktør for Psykiatrien i Region Midtjylland indleder med at fortælle om nye de pejlemærker for det tværsektorielle samarbejde om børn og unge i psykisk mistrivsel, som blandt andet findes i Regeringens 10-årsplan for psykiatrien og i Samarbejdsaftale om børn og unge i psykisk mistrivsel, som forventes endeligt politisk godkendt i maj 2023.
Baggrund
På det første møde i Horsensklyngen den 25. november 2022, udpegede klyngen "Mental sundhed - særligt for børn og unge" som fokusområde for det fremtidige sundhedssamarbejde i klyngen. Der er flere gode grunde til at sætte fokus på mental sundhed og trivsel hos børn og unge. Nogle af dem ridses op i vedlagte bilag om perspektiver på mistrivsel blandt børn og unge.
På den baggrund besluttede klyngestyregruppen på møde 2. februar 2023, at etablere en gruppe med fokus på børn og unge med reference til klyngestyregruppen.
Formål
Formålet med at nedsætte en tværsektoriel gruppe i regi af Horsensklyngen med fokus på børn og unges psykiske mistrivsel er, at:
- Styrke indsatserne for tidlig opsporing og forebyggelse af psykisk mistrivsel blandt børn og unge, sådan at flest mulige børn og unge kan hjælpes i almenområdet
- Styrke og systematisere samarbejdsstrukturen med henblik på at skabe sammenhængende forløb af høj kvalitet, hvor indsatserne er samtidige og koordinerede mellem parterne ud fra barnets/den unges behov
Gruppens første skridt i dette arbejde kunne være, at afklare:
1. hvilke indsatser til hvilke målgrupper der er i Horsensklyngen
2. hvilke indsatser arbejdsgruppen vil anbefale udvikle, udbrede eller arbejde videre med.
Ramme for gruppens arbejde
Gruppens arbejde skal tage udgangspunkt først og fremmest i Samarbejdsaftale om børn og unge i psykisk mistrivsel samt regeringens 10-årsplan for psykiatrien.
Gruppen forventes desuden at tage afsæt i Inspirationskatalog om Virkningsfulde indsatser for børn og unge i psykisk mistrivsel, samt i kendt forskning og statistik på området.
Beslutning
Horsensklyngen tog beslutning om etablering af en gruppe med fokus på børn og unge i regi af klyngestryegruppen til efterretning. Horsensklyngen drøftede perspektiver for og gav input til gruppens videre arbejde.
Slides fra Jakob Paludans oplæg er vedlagt referatet.
Bilag
3. Inspirationskatalog om børn og unge i psykisk mistrivsel samt fælles indsatsområder
Det indstilles,
at | Horsensklyngen tager inspirationskataloget til efterretning |
at | Horsensklyngen drøfter om der er fælles tværsektorielle indsatsområder indenfor mental sundhed hos børn og unge, som med fordel kan meldes tilbage til Sundhedssamarbejdsudvalget |
Sagsfremstilling
Sundhedssamarbejdsudvalget besluttede på møde i august 2022, at der skulle udarbejdes en oversigt over, hvilke indsatser der findes til børn og unge i psykisk mistrivsel i de midtjyske kommuner. På den baggrund blev kommunerne bedt om at udvælge indsatser, der virker mht. at forebygge og eventuelt behandle psykisk mistrivsel hos børn og unge og beskrive dem til Sundhedssamarbejdsudvalget. Indsatserne er samlet i et inspirationskatalog.
Sundhedssamarbejdsudvalget besluttede på møde i februar, at inspirationskataloget skal sendes ud til sundhedsklyngerne med henblik på inspiration til lokale prioriteringer ift. indsatser målrettet mental sundhed hos børn og unge, da fokusområdet er prioriteret i alle sundhedsklyngerne. Samtidig besluttede Sundhedssamarbejdsudvalget, at de gerne vil have sundhedsklyngernes bud på fælles tværsektorielle indsatsområder i de respektive sundhedsklynger og på tværs af sundhedsklyngerne, inden udvalget drøfter området på næste møde 8. maj 2023 med henblik på at igangsætte et fælles arbejde på tværs.
Inspirationskatalog om mental sundhed hos børn og unge
13 kommuner har indmeldt samlet 16 forskellige indsatser. Nogle af indsatserne er de samme fra flere kommuner. Indmeldingerne fra kommunerne har været afgrænset til 1-2 indsatser pr. kommune, hvor hver kommune har haft mulighed for at indmelde de indsatser, de finder mest relevante, og som har vist den bedste effekt til målgruppen.
De indmeldte indsatser fra kommunerne er samlet i vedhæftede inspirationskatalog, hvor indsatsbeskrivelse, målgruppe og den dokumenterede effekt (opgjort internt i kommunen) fremgår. Inspirationskataloget er ikke en udtømmende liste over kommunale indsatser til børn og unge i psykisk mistrivsel, men det indeholder et udsnit af de indsatser, der findes til målgruppen, og som de pågældende kommuner har fundet mest virkningsfulde.
Indsatserne i inspirationskataloget er opdelt i forhold til forskellige udfordringer inden for psykisk mistrivsel hos børn og unge:
- Trivsels- og adfærdsproblemer
- Angst
- Depression
- Spiseforstyrrelser og selvskade
- Psykisk sårbarhed
- Misbrugsproblemer
Inspirationskataloget viser, at der findes et relativt bredt spektrum af forskellige indsatser, fra det tidligt forebyggende med fokus på mental sundhed hos børn og unge til lettere behandling rettet mod børn og unge i psykisk mistrivsel.
Igangværende indsatser
Der er indgået en national aftale om en 10-årsplan for psykiatrien. Derudover har den nuværende regering meldt ud, at aftalen vil blive udbygget, hvor der bl.a. er afsat flere midler til implementeringen af aftalen. Nogle af de første indsatsområder i 10-årsplanen er et lettilgængeligt tilbud i kommunerne til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse, styrkede indsatser for mennesker med svære psykiske lidelser samt en her-og-nu kapacitetspakke til den regionale psykiatri. Den konkrete udmøntning af aftalen afventes fortsat.
Der er derudover en række tiltag undervejs i det tværsektorielle samarbejde om psykiatrien i Midtjylland ift. børn og unge i psykisk mistrivsel:
- Samarbejdsaftale om børn og unge i psykisk mistrivsel (til godkendelse i byråd og regionsråd primo 2023)
- Fælles forpligtende forløb og handleplan mellem kommune, almen praksis og region (Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling) (under udvikling i Syddjurs Kommune med forventet evaluering primo 2023)
- Forebyggelse og behandling af selvskade (under udvikling i tre sundhedsklynger (Horsens, Gødstrup og Aarhus) med forventet status på arbejdet primo 2024).
Der ønskes en drøftelse af, om Horsensklyngen ser yderligere indsatsområder indenfor målgruppen, som Sundhedssamarbejdsudvalget bør prioritere i en fælles tværsektoriel indsats.
Beslutning
Horsensklyngen besluttede at udfolde og supplere inspirationskataloget med lokale initiativer og indstiller derfor til Sundhedssamarbejdsudvalget at beslutning om eventuelt fælles tværsektorielle indsatser afventer dette arbejde.
Bilag
4. Tema: kronikere og sektorovergange
Det indstilles,
at | Horsensklyngen tager plan for arbejdet med fokusområdet "Den komplekse kroniker" til efterretning |
at | Horsensklyngen drøfter udfordringerne i det komplekse kroniker forløb, på baggrund af oplæg ved Lone Rasmussen, Direktør, Skanderborg kommune |
Sagsfremstilling
Punktet indledes med oplæg af Lone Rasmussen, dette oplæg skal ligge op til drøftelse for hvilke udfordringer der ses i det komplekse kroniker forløb i sektorovergangene. De udfordringer, der bliver belyst under mødet, tages med ind i den kommende workshop i den administrative klyngestyregruppe.
På mødet i november 2022 besluttede Horsensklyngen følgende to fokusområder:
- Mental sundhed - særligt for børn og unge
- Kronikerområdet i fokus - de komplicerede forløb og sektorovergange
Dette punkt omhandler det videre arbejde med kronikerområdet.
Proces for Kronikerområdet i fokus - de komplicerede forløb og sektorovergange:
Klyngestyregruppen har besluttet at fokusområdet "Den komplekse kroniker" skal operationaliseres og konkretiseres vha. afholdelse af workshop for relevante ledere og klinikere på tværs af klyngen, med særligt fokus på opnåelse af fælles forståelse af 'fælles populationsansvar på tværs af sektorer', herunder:
- Ledelseshandlerum
- Få øje på det fælles ansvar og de fælles ledelsesopgaver
- Kendskab, viden og det at spille hinanden gode
Det besluttes endvidere, at denne workshop skal afholdes med understøttelse af tilgængelige sundhedsdata fra Regionshospitalet Horsens, således at deltagerne kan sikre en datadrevet operationalisering af fokusområdet.
Workshoppen vil slutteligt omhandle udarbejdelse af en procesplan for arbejdet med fokusområdet "Den komplekse kroniker", herunder;
- Formål, delmål og mål
- Roller og opgaver på tværs af klyngens medlemmer
- Plan for overvågning og effektmåling for indsatsområder
- Beskrivelse af ledelsesforankringen for indsatsområder
Horsensklyngen vil blive præsenteret for denne procesplan og status på arbejdet på næstkommende møde.
Beslutning
Indstillingerne godkendt. Horsensklyngen havde en særlig opmærksomhed på de overgange, hvor manglende tryghed hos patienten kan være årsag til indlæggelse og særligt ønskede man et fokus på, hvordan civilsamfundet og pårørende kan bidrage til at løse denne udfordring.
Slides fra Lone Rasmussens oplæg er vedlagt referatet
5. Opmærksomhedspunkter fra konferencen om det nære sundhedsvæsen den 23. februar 2023
Det indstilles,
at | opmærksomhedspunkterne fra konferencen om det nære sundhedsvæsen og den nære psykiatri drøftes. |
Sagsfremstilling
Den 23. februar 2023 blev der afholdt en tværsektoriel politisk konference om det nære sundhedsvæsen og den nære psykiatri, som en del af udarbejdelsen af den nye Sundhedsaftale 2024-2027 i Region Midtjylland. Peter Sørensen orienterer om opmærksomhedspunkter fra konferencen med henblik på en efterfølgende drøftelse af konferencen i sundhedsklyngen.
Den videre proces for Sundhedsaftalen 2024-2027
- Ultimo maj 2023: Høringsudkast til Sundhedsaftalen 2024-2027 forventes at blive sendt i høring
- Efteråret 2023: endelig version af Sundhedsaftalen 2024-2027 udsendes til godkendelse i regionsrådet og byrådene.
- 1. januar 2023: Ikrafttræden af Sundhedsaftalen 2024-2027
Beslutning
Indstilling godkendt.
6. Orientering om møder i Sundhedssamarbejdsudvalget
Det indstilles,
at | Horsensklyngen tager orientering om møder i Sundhedssamarbejdsudvalget til efterretning |
Sagsfremstilling
Siden seneste møde i Horsensklyngen den 25. november 2022 har der været afholdt to møder i Sundhedssamarbejdsudvalget, henholdsvist den 19. december 2022 og den 7. februar 2023.
Anders Kühnau orienterer om de to møder.
Beslutning
Indstilling godkendt.