Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedrørende Klimaudfordringer
den 24. november 2011 kl. 14:00
i Mødelokale F9, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, Viborg


Sagnr.: 1-00-10-10

1. Godkendelse af referat fra mødet den 27. oktober 2011

Administrationen indstiller,

at referatet fra Klimaudvalgets møde den 27. oktober 2011 godkendes.

Beslutning

Referatet blev godkendt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-39-07

2. Projekt om værktøj til mere biobrændstof i offentlig transport

Resume

Region Midtjylland gennemfører i samarbejde med INBIOM og Midttrafik et projekt der skal bidrage til at gøre det lettere for såvel udbydere af kollektiv trafik (kommuner, regioner og trafikselskaber) samt bydende vognmandsfirmaer at gennemføre og deltage i udbudsforretninger med biodiesel med en højere andel af biokomponent. På mødet vil INBIOM og Midttrafik orientere udvalget om projektet.

Administrationen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

I 2009 gennemførte Region Midtjylland i samarbejde med DAKA, Aarhus Kommune, Midttrafik, CBMI (Center for Bioenergi og Miljøteknologisk Innovation) og Færdselsstyrelsen et forsøg med iblanding af 5% 2. generation biobrændstof i ca. 200 af Midttrafiks busser. (30-40 regionale busser fra ”De Grønne Busser” og ca. 160 bybusser fra ”Aarhus Sporveje”). Bio-komponenten var DAKA’s biodiesel produceret af slagteriaffald. Forsøgets formål var bl.a. at skabe erfaringer med etablering af en hensigtsmæssig logistik for levering af biodiesel baseret på animalsk fedt i stor skala. Forsøget var finansieret af Region Midtjylland og Færdselsstyrelsen. Foruden de 2 busselskaber blev der i samme projekt endvidere distribueret biodiesel til 75 tankstationer i Aarhusområdet. 

 

I forlængelse af forsøget fra 2009 har Region Midtjylland i samarbejde med INBIOM (tidligere CBMI, Agro Business Park) og Midttrafik igangsat et projekt med at sammenfatte og operationalisere erfaringer fra dette og andre gennemførte forsøg med anvendelse af biodiesel.

 

Formålet er at gøre resultaterne fra tidligere forsøg operationelle, dels for udbydere af trafik (dvs. trafikselskaber, regioner og kommuner), og dels for vognmænd/busselskaber, der ønsker at give tilbud på kørsel med højere bio-iblanding i biodieselen.

 

For udbyderne af trafik, skal der udarbejdes orienterings- og vejledningsmateriale, samt et tillæg til udbudsmaterialet, der kan anvendes af Midttrafik og øvrige trafikselskaber, når en kommune eller regionen ønsker at udbyde trafik med mulighed for højere bio-iblanding i biodieselen.

 

For busselskaberne skal der udarbejdes en detaljeret vejledning, der beskriver hvilke forhold det enkelte busselskab skal være opmærksom på ved afgivelse af tilbud med højere bio-iblanding i biodieselen. (fx: særskilte tankanlæg, kuldesikring, oprensning af tanke, ændrede serviceintervaller for busserne, mv.). Den deltaljerede vejledning er tænkt som et værktøj – fx et regneark - der dels beskriver hvad der skal gøres, dels anskueliggør hvad prisen og omkostningerne skønnes at være.

Værktøjet er dermed også rettet til mindre busselskaber, der ikke har erfaring med biodieseldrift, og som måske ikke har den fornødne tid til at sætte sig ind i det.

 

På mødet vil INBIOM og Midttrafik orientere om projektet, samt om Midttrafiks øvrige miljøtiltag.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-10-10

3. Energiperspektivplan for Region Midtjylland

Resume

På Klimaudvalgets møde den 3. februar 2011 blev Klimaudvalget orienteret om igangsætning af udarbejdelsen af en energiperspektivplan for Region Midtjylland som geografisk område. Der foreligger nu resultater af analyser og beregninger, som vil blive fremlagt på mødet.

Administrationen indstiller,

at de på mødet fremlagte resultater drøftes.

Sagsfremstilling

Hensigten med energiperspektivplanen er at konkretisere, hvorledes visionen i den Regionale Udviklingsplan om 50 % vedvarende energi allerede i 2025 kan føres ud i livet med udgangspunkt i først og fremmest de regionale ressourcer. Desuden skal planen skitsere handlemuligheder for Regionens aktører på energiområdet.

 

Der foreligger nu resultater af analyser og beregninger, men endnu ikke en færdig rapport. Resultater og konklusioner fra dette arbejde vil blive fremlagt på mødet.

 

Den endelige rapport vil blive fremlagt på et møde den 2. februar 2012 med deltagelse af kommuner, energiselskaber og andre aktører på energiområdet, hvor fremtidige initiativer vil blive drøftet og søgt konkretiseret.

Beslutning

Orienteringen om energiperspektivplanen blev taget til efterretning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-10-10

4. Afrapportering af Klimaudvalgets arbejde i 2010-11

Resume

På Klimaudvalgets møde den 27. oktober 2011 blev det vedtaget, at der skal udarbejdes en kort rapport om udvalgets gennemførte aktiviteter samt udvalgets anbefalinger femadrettet.

Administrationen indstiller,

at det fremlagte udkast til rapport drøftes med henblik på udarbejdelse af en endelig rapport.

Sagsfremstilling

Et udkast til rapport er vedlagt dagsordenen.

Beslutning

Udkast til rapport blev godkendt, idet dog igangsætning af ESCO projekt på regionshospitalet i Silkeborg skal nævnes under resultater. Tilrettet rapport er vedlagt dette referat.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-10-10

5. Gensidig orientering

Resume

Gensidig orientering for udvalgets medlemmer.

Sagsfremstilling

Der er ikke berammet flere møder i det midlertidige udvalg vedr. Klimaudfordringer.

Tilbage til toppen