Udvalg Vedrørende Borgerdialog 07. september 2015 (Referat)
Dagsordner og referater for det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog
til
mødet i
den 7. september 2015 kl. 10:30
i mødelokale F9, 1. sal, Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg
Alle medlemmer var mødt.
Mødet blev hævet kl. 11.45.
1. Drøftelse af udkast til strategi for udbygning af frivillighedsindsatsen
Resume
Ifølge hensigtserklæring nr. 27 fra Budget 2015 skal der udarbejdes en strategi for udbygning af frivillighedsindsatsen.
På baggrund af drøftelser med det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog, i administrationen og en række interviews med repræsentanter fra regionens arbejdspladser, frivillige og frivillige organisationer samt bruger- og pårørenderåd mv. er der udarbejdet et udkast til strategi for udbygningen af frivillighedsindsatsen.
Administrationen indstiller,
at | udkast til frivillighedsstrategi for Region Midtjylland drøftes. |
Sagsfremstilling
Ifølge hensigtserklæring nr. 27 fra Budget 2015 skal der udarbejdes en strategi for udbygning af frivillighedsindsatsen. En udbygning af frivillighedsindsatsen skal bygge på Region Midtjyllands principper og gode råd for samarbejdet med frivillige og frivillige organisationer.
Det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog tiltrådte den 16. januar 2015 et forslag fra administrationen om, at udvalget følger arbejdet med udbygning af frivillighedsindsatsen. Endvidere blev det aftalt med udvalget, at arbejdet med at udforme strategien skulle tage afsæt i en behovstilgang med interview af repræsentanter for patienter/brugere/pårørende, de frivillige og regionens ansatte.
Der er siden gennemført en række interviews, hvor der er præsenteret og drøftet mange gode input til strategien, og på den baggrund er der udarbejdet et udkast til en frivillighedsstrategi.
Jakob Olesen og Anders Kristian Kristensen fra Koncern HR vil på mødet kort præsentere og motivere det foreliggende udkast til strategi.
Udkast til strategi for samarbejdet med frivillige i Region Midtjylland, overblik over interviews/sparringspartnere, tidsplan samt Region Midtjyllands principper og gode råd for samarbejde med frivillige og frivillige organisationer er vedlagt som bilag.
Beslutning
Jakob Olesen og Anders Kristian Kristensen fra Koncern HR deltog i behandlingen af punktet.
Jakob Olesen indledte drøftelsen med at orientere om, at administrationen blandt andet på opfordring fra det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog har haft en behovsorienteret tilgang i udarbejdelsen af strategi for udbygning af frivillighedsindsatsen. Administrationen er blevet rigtig godt modtaget blandt frivillige og andre involverede i udarbejdelsen af strategien, og der har været en meget konstruktiv tilgang til arbejdet.
Formålet med strategien er at anerkende det store arbejde, som frivillige gør på sundhedsområdet, at øge synligheden i forhold til frivillige og øge antallet af frivillige. Derudover har et af målene for strategien været, at der stadig skal være et stort fokus på, at frivillighed sker mange steder, og at det typisk er noget, som vokser nede fra. Et andet mål har været, at strategien skal være kort, og derfor indeholder den kun fire pejlemærker.
Det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog udtrykte stor tilfredshed i forhold til processen for udarbejdelsen og til udkastet til strategien.
Det blev præciseret at der, hvor der er udfordringer i forhold til forsikringer, er i de tilfælde, hvor frivillige ikke er organiseret via foreninger, som f.eks. på Regionshospitalet Horsens. Her er det ikke umiddelbart tilladt for regionen at tegne forsikringer på frivillige. I stedet skal den frivillige selv sikre sig, at vedkommende har en forsikring, der dækker. Statsforvaltningen er i øjeblikket ved at afklare, om det fremover skal være muligt for offentlige myndigheder at tegne forsikringer på frivillige. Selvejende institutioner, som f.eks. hospice, kan godt tegne forsikringer på frivillige.
Det blev foreslået, at der kunne ske en bredere borgerinddragelse i forhold til høring af strategien. Det kunne f.eks. ske via Region Midtjyllands facebook side.
Bilag
2. Godkendelse af referat
Resume
Godkendelse af referat fra mødet den 6. maj 2015.
Direktionen indstiller,
at | referatet fra mødet den 6. maj 2015 i det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog godkendes. |
Sagsfremstilling
Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.
Referat fra udvalgets møde den 6. maj 2015, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, vedlægges til godkendelse.
Beslutning
Referatet blev godkendt.
Bilag
3. Forslag til retningslinjer for foretræde for de midlertidige og rådgivende udvalg
Resume
Der fremlægges et forslag til retningslinjer for foretræde for de midlertidige og rådgivende udvalg.
Administrationen indstiller,
at | forslag til principper for foretræde drøftes. |
Sagsfremstilling
På mødet i det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog den 11. maj 2015 blev det aftalt, at der skulle laves et forslag til, hvordan det kan gøres muligt, at borgere kan få foretræde for de midlertidige og rådgivende udvalg.
Vedlagt er et forslag til retningslinjer for dette.
Hvis udvalget kan bakke op om udkastet, vil den videre proces være, at forslaget sammen med en revidering af forretningsorden for særlige udvalg vil blive forelagt forretningsudvalget og regionsrådet.
Beslutning
Der var generel opbakning til forslaget om foretræde for de midlertidige og rådgivende udvalg. Det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog gav udtryk for, at der er behov for præciseringer i forhold til:
- Foretræde skal bruges i de tilfælde, hvor borgerne ikke har mulighed for at blive hørt på andre måder. Det betyder, at foretræde oftest ikke er relevant ved større sager, som f.eks. i forbindelse med spareplaner, hvor der oftest vil være høringer og/eller borgermøder.
- Muligheden for foretræde skal fungere frem til udgangen af indeværende valgperiode, hvor den samtidig skal evalueres. På baggrund af evalueringen kan regionsrådet beslutte, om ordningen vedrørende foretræde skal gøres permanent.
Derudover blev der givet udtryk for, at det er hensigtsmæssigt, at der er defineret forholdsvis faste rammer for, hvilke forventninger borgerne kan have til, hvor meget tid der afsættes til foretræde. Men derfor kan det enkelte udvalg godt være mere fleksibel i konkrete tilfælde, hvor det kan lade sig gøre, og hvor det giver mening.
Tilrettet udkast til foretræde for de midlertidige og rådgivende udvalg er vedlagt referatet. Forslaget vil blive fremlagt til politisk behandling i oktober 2015.
4. Uddannelsesdebatten 2015
Resume
Det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog har tidligere besluttet at deltage i "Uddannelsesdebatten 2015" som en del af udvalgets aktiviteter.
Uddannelsesdebatten afholdes nu for anden gang og finder sted den 11. og 12. september 2015.
Administrationen indstiller,
at | det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog tager punktet til orientering. |
Sagsfremstilling
Region Midtjylland, Lemvig Kommune og VIA University afholder i fællesskab "Uddannelsesdebatten 2015" den 11. og 12. september.
Programmet er opbygget således, at der fredag den 11. september er en større fælles debat under overskriften
Ungdomsuddannelserne i Danmark
- Hvorfor har vi ikke en ungdomsuddannelsesreform?
- Hvilket ungdomsuddannelsessystem vil vi have i Danmark?
- Hvad er det for en ungdom, vi har? Og hvad vil vi med dem?
- Forbereder vi de unge til det fremtidige arbejdsmarked igennem ungdomsuddannelserne?
Her deltager Poul Erik Christensen, formand for det rådgivende udvalg for Regional Udvikling i en paneldebat med Ellen Trane Nørby (Minister for Børn, Unge og Ligestilling), Kirsten Holmgaard (Direktør for Mercantec), Mette Fjord Sørensen (Medlem af DE), Hanne Pontoppidan (Uddannelsesforbundet), Jacob Thulesen Dahl (Rektorforeningen), Ole Zinck (HR Chef Cheminova), Veronica Shultz (DGS - Danske Gymnasieelevers Sammenslutning), Mikkel Haarder (direktør for evalueringsinstituttet EVA), Annette Nordstrøm Hansen (GL - Gymnasieskolernes Lærerforening).
Lørdag den 12. september har programmet i højere grad fokus på børn og deres trivsel, hvilket afspejles i debatter og oplæg og i de mange aktiviteter, som afvikles for børn.
Arrangementet præsenteres her http://www.uddannelsesdebatten.dk/hvem-kan-du-moede-2015.html
Beslutning
Orienteringen blev taget til orientering.
5. Gensidig orientering
Sagsfremstilling
Udvalgsmedlemmer, der deltog på folkemødet på Bornholm fra den 11. til 14. juni 2015, kan eventuelt orientere om, der på borgermødet var interessante nye tiltag i forhold til borgerinddragelse.
Administrationen vil orientere om arbejdet med "Borgernes Sundhedsvæsen".
Der er vedlagt et første forslag til afrapportering fra arbejdet i det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog. Det er muligt at komme med bemærkninger til udkastet. Et mere færdigt udkast vil blive fremlagt på mødet den 26. oktober 2015.
Næste møde er den 26. oktober 2015 og forventes at have følgende punkter:
- Afrapportering vedrørende arbejdet i det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog.
Beslutning
Det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog drøftede kort oplevelserne på Folkemødet på Bornholm i juni 2015 i forhold til borgerinddragelse. Blandt andet havde Danske Regioner arrangeret nogle gode debatter med deltagelse af almindelige borgere. Dette fungerede rigtig godt, da det gjorde det jordnært og gav nogle nye vinkler i debatten.
Administrationen orienterede om den videre proces vedrørende Borgernes Sundhedsvæsen. Regionerne, Danske Regioner og en lang række organisationer har på baggrund af blandt andet borgermøderne i februar 2015 udarbejdet ”Plan for Borgernes Sundhedsvæsen – Vores Sundhedsvæsen”. Planen indeholder 33 initiativer, der dækker over mange forskellige emner, fra måltider på patientens præmisser til sundhedsjournalen som fælles værktøj. Danske Regioner har i samarbejdet med regionerne vurderet, at planen ikke egner sig til ét fælles borgermøde, som det der blev afholdt i februar 2015. I stedet vil der ske borgerinddragelse, hvor det er relevant og giver mening. Det blev på mødet aftalt, at administrationen skriver et brev til de borgere, som deltog på borgermødet i februar 2015 for at fortælle om den videre proces. Brevet forventes udsendt i uge 39.
Til mødet var der vedlagt et udkast til afrapportering for arbejdet i det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog. Der var generel opbakning til udkastet, og at der bliver arbejdet videre med at uddybe forskellige emner, som frivillighed og foretræde. Derudover var der et ønske om, at der kommer mere med om, hvordan man borgerinddrager på en god måde, f.eks. på baggrund af erfaringer fra Teknologirådet.
Det er muligt for udvalget at komme med bemærkninger til udkastet frem til næste møde den 26. oktober, hvor der vil blive fremlagt et mere færdigt udkast til rapport for afrapportering. Det vil også være muligt at komme med bemærkninger til udkastet på næste møde.