Dagsordner og referater for det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedrørende borgerdialog
den 18. august 2014 kl. 09:00
i Regionshospitalet Holstebro, Lægårdvej 12, 7500 Holstebro - Sal 3, Indgang U

Alle medlemmer var mødt undtagen Susanne Gaarde, der havde meldt afbud.

 

Mødet blev hævet kl. 11.30.


Sagnr.: 1-00-6-14

1. Godkendelse af referat (9.00-9.05)

Resume

Godkendelse af referat fra mødet den 2. maj 2014.

Direktionen indstiller,

at referatet fra mødet den 2. maj 2014 i det midlertidige udvalg vedrørende borgerinddragelse godkendes.

Sagsfremstilling

Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.

 

Referat fra udvalgets møde den 2. maj 2014, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, vedlægges til godkendelse.

Beslutning

Det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog godkendte referatet fra den 2. maj 2014.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 0-3-1-13

2. Drøftelse at muligheden for at afholde videomøder (9.05-9.20)

Resume

Forretningsudvalget har besluttet, at de politiske udvalg i særlige situationer kan vælge at benytte sig af muligheden for at kunne afvikle møde med videodeltagelse af et eller flere medlemmer.

Direktionen indstiller,

at udvalget drøfter, om man vil benytte sig af muligheden for at benytte videomøder og hvis ja, fastsætter rammerne for i hvilke situationer, udvalget vil kunne benytte videomøder.

Sagsfremstilling

Forretningsudvalget besluttede på møde den 22. april 2014, at de enkelte rådgivende og midlertidige udvalg skal tage stilling til, om de undtagelsesvist vil benytte sig af muligheden for at kunne afvikle møder med videodeltagelse af et eller flere medlemmer.

 

For at kunne afholde et møde med videodeltagelse af et eller flere medlemmer skal mødet afholdes i et særligt videokonferencelokale. Der findes enkelte videokonferencelokaler i regionshusene, på regionshospitalerne og regionspsykiatrien samt på de sociale tilbud.

 

Hvis et udvalgsmedlem kun ønsker at deltage i en del af mødet via video, eksempelvis for at høre et oplæg, er det muligt uden, at mødet afholdes i et videokonferencelokale, men det vil dog medføre en forringelse af lyden for den, der deltager via video.

 

Selve afholdelsen af et videomøde forudsætter en stabil og god netforbindelse. Videomøder kan ikke afholdes succesfuldt via mobilnettet, men skal køre via en wi-fi eller anden stabil netværksforbindelse.

 

For at kunne anvende videomøder skal man have installeret og afprøvet programmet "Jabber" på iPad. De regionsrådsmedlemmer, der måtte ønske det, kan få installeret Jabber og få en instruktion i anvendelsen af programmet i forbindelse med et regionsrådsmøde.

Beslutning

Det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog drøftede muligheden for at afholde videomøder og udvalget anbefalede:

 

  • Deltagelse i udvalgsmøder af et eller enkelte udvalgsmedlemmer via video sker undtagelsesvist og kun i særlige situationer, hvor udvalgsmedlemmet ellers ikke vil have mulighed for at deltage i mødet.

 

  • Deltagelse via video på udvalgsmøderne skal som udgangspunkt være planlagt, da det kræver facilitering af nødvendigt videokonferenceudstyr, herunder rette mødelokale.

 

  • Et udvalgsmøde, hvor mange medlemmer har frafald, afholdes ikke som et videomøde, idet videokonferenceudstyret ikke kan understøtte en dialog med videodeltagelse fra mange medlemmer. I stedet aflyses mødet eller der afholdes skriftlig høring.

 

  • Deltagelse via video kan med fordel benyttes af f.eks. eksterne oplægsholdere, der ellers ikke vil have mulighed for at deltage i mødet.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-6-14

3. Mødeplan 2015 (9.20-9.25)

Resume

Der foreligger et udkast til mødeplanen for 2015.

Direktionen indstiller,

at mødeplanen for 2015 godkendes.

Sagsfremstilling

Udvalget skal i henhold til forretningsordenen vedtage en mødeplan for udvalgets ordinære møder i 2015.

 

Forslag til mødeplan:

 

  • Torsdag den 19. februar 2015 kl. 9-12

  • Onsdag den 6. maj 2015 kl. 9-12

  • Tirsdag den 18. august 2015 kl. 9-12

  • Torsdag den 5. november 2015 kl. 9-12.

Beslutning

Det midlertidige udvalg vedrørende borgerdialog godkendte mødeplanen for 2015.

Udvalget tilføjede samtidig en ændring til mødeplanen for 2014 idet, at mødet den 30. september 2014 flyttes til den 6. oktober 2014 kl. 9-12 (Regionshuset Viborg).

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-6-14

4. Meddelelser og Gensidig orientering (9.25-9.30)

Sagsfremstilling

Gensidig orientering for udvalgets medlemmer.

 

Meddelser:

 

Orientering om Danske Regioners strategi "Borgernes Sundhedsvæsen"

Region Midtjylland er via Danske Regioner involveret i strategien ”Borgernes Sundhedsvæsen”. Her fokuseres på et mere involverende sundhedsvæsen, og det planlægges at have en vision og handleplan færdig i foråret 2015 i fællesskab med bl.a. KL, patientforeninger og faglige foreninger. Det landsdækkende initiativ er stadig under udvikling, men sigter bl.a. på at udvikle forskellige dialogkoncepter til regionernes brug. Dette kan være med til at forstærke Region Midtjyllands eget arbejde, og det er derfor oplagt, at udvalget får kendskab til dette arbejde.

 

Næste møde

Udvalgets næste møde finder sted tirsdag den 30. september kl. 9-12 og foregår i Regionshuset Viborg.

Til orientering har mødet fire hovedpunkter:

  • Oplæg fra Professor Kasper Møller Hansen fra Kora (Det Nationale institut for Kommunernes og Regionsernes Analyse og Forskning), om hvad der skaber deltagelse, med udgangspunkt i forskningsresultaterne fra valgdeltagelsesprojektet 2013 særligt i forhold til Region Midtjylland.

  • Administrationen præsenterer forslag til borgerinddragelse i arbejdet med Vækst-  og Udviklingsstrategien, som udvalget drøfter.

  • Drøftelse af udformningen af et borgerpanel udfra forslag fra Administrationen.

  • Drøftelse af borgermøde i forbindelse med besigtigelsesture, og hvordan man eventuelt kan involvere borgerpanelet heri.

Beslutning

Der blev gjort opmærksom på, at Danske Regioner afholder konference om Borgerinddragelse i praksis den 30. oktober 2014 (Nyborg Strand). Det samlede regionsråd modtager invitationen så snart denne foreligger fra Danske Regioner.

Der blev gjort opmærksom på, at konferencen ’Mere menneske – Mindre system?’ afholdes onsdag den 27. august 2014 i Aarhus.  

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-6-14

5. Borgerinddragelse i DNV-Gødstrup projektet (9.30-9.55)

Sagsfremstilling

Oplæg om borgerinddragelse i DNV-Gødstrup projektet ved Kvalitetskonsulent Jeanette Henriksen, suppleret af Sygeplejefaglig Direktør Ida Götke, begge fra Hospitalsenheden Vest. Oplægget tager udgangspunkt i de afholdte borgermøder samt involvering i design af sengestuer, så patienter og pårørende oplever, at de kan klare sig mest muligt, som de er vant til.

 

På DNV-Gødstrup projektet involveres desuden løbende både borgere og ansatte via den IdéBank, som findes på projektets hjemmeside.

 

Der er mulighed for dialog mellem oplægsholderne og udvalget omkring borgerinvolveringen i udviklingen af DNV-Gødstrup.

Beslutning

Arbejdet med borgerinddragelsen i DNV-Gødstrup projektet har haft mange forskellige vinkler og budt på forskellige aktiviteter. Det er hospitalsenhed Vests erfaring, at deres drøftelse med borgerne om planlægningen, organiseringen og designet af det nye hospital i Gødstrup har skærpet deres syn på sikkerhed og funktionalitet.

 

Hospitalsenheden opfordrede udvalget til at orientere sig på projektets hjemmeside, hvor man kan se de mange borgerinddragelsesaktiviteter.

Link: http://www.dnv.rm.dk/dine+idéer/idébank+for+borgere 

Hospitalsenhedens oplæg er vedlagt som bilag.

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-6-14

6. Borgerinddragelse ved Hospitalsenheden Vest (09.55-10.45)

Sagsfremstilling

Oplæg om Brugerrådet ved Hospitalsenheden Vest ved Sygeplejefaglig Direktør Ida Götke, med deltagelse af patient og pårørenderepræsentant fra Brugerrådet Birthe Matzen samt oversygeplejerske Dagny Kloster ved Børneafdelingen, som har deres eget brugerråd på afdelingsniveau.

 

Hospitalsenheden Vest etablerede i starten af 2014 et brugerråd, som består af brugere af hospitalet, samarbejdspartnere fra kommuner og almen praksis samt repræsentanter fra patientforeninger, hospitalsledelsen og kliniske afdelinger på Hospitalsenheden Vest. Rådet skal give input til, hvordan patienter, pårørende og brugere involveres i udviklingen af kvaliteten i udredning, behandling, pleje og genoptræning på hospitalet.

 

Sygeplejefaglig Direktør Ida Götke vil holde oplæg om hospitalets perspektiv på Brugerrådet og deres udbytte heraf, mens patient- og pårørenderepræsentant fra rådet Birthe Matzen vil fortælle om brugerens perspektiv på Brugerrådet. Birthe Matzen har desuden været medlem af patientekspertpanelet på kirurgisk afdeling, disse erfaringer vil også indgå i oplægget.

 

Endelig vil oversygeplejerske ved Børneafdelingen Dagny Kloster holde oplæg om, hvordan to projekter i afdelingen har påvirket udviklingen i afdelingens kultur for dialog og involvering. Der er tale om projekterne "far og mor som partner" og "sundhedsinnovation på tværs", sidstnævnte i samarbejde med Børneafdelingen i Hospitalsenhed Midt. Udvalget har mulighed for at orientere sig om de to projekter i de tre vedhæftede bilag.

 

Der er mulighed for løbende dialog mellem oplægsholderne og udvalget om brugerinvolveringen både på hospitals- og afdelingsniveau i Hospitalsenheden Vest.

Beslutning

Hospitalsenhed Vest har, blandt andet på baggrund af arbejdet med DNV-Gødstrup, oprettet et Brugerråd på hospitalsenhedsniveau og indtil flere fora/paneler på afdelingsniveau.

Hospitalsenhedens brugerråd består af omtrent 20 medlemmer bredt repræsenteret i sundhedssektoren jf. sagsfremstillingen. Argumentet for dette er, at kontakten med hospitalet reelt er den mindste i patientens kontakt med sundhedsvæsnet, og de resterende sektorer bør derfor være repræsenteret i Brugerrådet. Rådet har delt formandskab, således at både hospitalsenheden og en patientrepræsentant planlægger dagsordenen. Det er hospitalsenhedens erfaringer, at dette giver et sundt modspil.

 

Hospitalsenhed Vest har desuden patientekspertpaneler (PEP) og et dialogforum på børneafdelingen. Patient- og pårørenderepræsentant Birthe Matzen fortalte om arbejdet her. Hendes erfaringer gik på, at det kan være svært at rekruttere til disse paneler/fora, fordi det kan være overvældende at skulle sidde overfor eksperter.

 

Borgerinddragelsen på Børneafdelingen blev præsenteret af Dagny Kloster via projekterne ’Far og mor som partner’ og ’Sundhedsinnovation på tværs’. Projekterne bygger i høj grad på de samme principper om dialog og forståelse mellem patient og personale, dog inddrager sidstnævnte projekt også kommunen.

 

Der er blevet sat fokus på, at hospitalet ikke på forhånd har defineret svage patienter ud fra socioøkonomiske faktorer, men i stedet har man tilbudt bredt og ladet brugeren definere, hvad de har brug for.

 

Oplæggene findes som bilag til punkt 5.  

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-6-14

7. Erfaringer med brugerinddragelse i arbejdet med Center for Sundhed, Holstebro (10.45-11.30)

Sagsfremstilling

I 2010 blev Holstebro Kommune udpeget som modeleksempel og fik, sammen med Region Midtjylland, 75 mio kr. fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet til at etablere et sundheds- og akuthus, som kan være en model for, hvordan regioner og kommuner i fællesskab udvikler langsigtede løsninger på sundhedsområdet.

 

Det er erfaringerne med borgerinddragelse i forbindelse med arbejdet omkring Center for Sundhed i Holstebro, som er udgangspunkt for oplægget fra Direktør for Kultur og Sundhed Anders Kjærulff, Leder af Udvikling og Strategi Rasmus Byskov-Nielsen samt Projektleder for Center for Sundhed Winnie Munk alle fra Holstebro Kommune.

 

Ovenstående indledning stammer fra kronikken 'Dialog har løftet Center for Sundhed', som oplægsholderne Direktør Anders Kjærulff og Projektleder Winnie Munk er medforfattere på. Kronikken er vedhæftet. Desuden er vedhæftet Holstebro Kommunes projekt- og procesbeskrivelse for det nære sundhedsvæsen og Center for Sundhed samt samarbejdsaftalen om Center for Sundhed mellem Holstebro Kommune og Region Midtjylland.

 

Der er mulighed for løbende dialog mellem oplægsholderne og udvalget om de forskellige former for borgerinddragelse og timingen heraf, som Holstebro Kommune har benyttet sig af.

Beslutning

Borgerinddragelse i Center for Sundhed har sit udspring i den store modstand, der var (og i en vis grad stadig er) mod lukningen af Regionshospitalet Holstebro. Holstebro Kommune har ønsket at bruge dette engagement hos borgerne til noget positivt. Det er erfaringerne, at det har fungeret rigtig godt med de borgerne, som man er nået ud til, men at man desværre ikke har været i stand til at nå så mange.

 

Den første store opgave var information til borgerne om, hvad center for sundhed skulle blive til. Hvad det var, man ville få i Holstebro i stedet for sygehuset, og at det nye hospital i Gødstrup også er Holstebros hospital.

 

Ud fra processen står det meget klart for kommunen, at borgerne ikke interesserer sig for forskellen mellem regionale og kommunale tilbud. Tilbuddene skal være der, når og hvor borgerne har brug for dem, hvorvidt de er regionale eller kommunale spiller ingen rolle for borgerne. Det er kommunens vurdering, at borgernes manglende skelnen mellem de regionale og kommunale opgaver bliver en central udfordring for både regioner og kommuner i nærmeste fremtid.

Oplægget kan ses via dette link: http://prezi.com/fvztjznixvc2/?utm_campaign=share&utm_medium=copy

 

Susanne Gaarde var forhindret i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen