Abonnér

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Udvalg vedrørende bæredygtig omstilling
den 20. april 2016 kl. 14:00
i Bjerringbro Kraftvarmeværk, Jørgens Allé 40 i Bjerringbro, 8850 Bjerringbro, mødelokale 1. sal

Alle medlemmer var mødt undtagen Olav Nørgaard og Keld Marstrand Christensen.

 

Mødet blev hævet kl. 17.00.


Sagnr.: 1-30-76-4-16

1. Rundvisning på Grundfos og Bjerringbro Varmeværks fælles Energicentral

Sagsfremstilling

Grundfos og Bjerringbro Varmeværk har etableret en unik fælles Energicentral, som sørger for køling til Grundfos’ produktionsmaskiner og derefter anvender overskudsvarmen i fjernvarmesystemet. Løsningen er til gavn for både virksomhed, fjernvarmeværk og fjernvarmeforbrugerne i byen og erstatter ca. 15 % af de fossile brændsler i fjernvarmen. Energicentralen er samtidig et innovativt eksempel på udvikling af fremtidens fjernvarme i tråd med  den strategiske energiplanlægning.

 

Grundfos og Bjerringbro Varmeværk indgik i 2013 et unikt og innovativt samarbejde. Parterne havde en fælles vision om at vise, hvordan en teknologisk løsning og samarbejde kan skabe et lokalt energisystem, som medvirker til at nedbringe brugen af fossile brændsler. Bjerringbro Varmeværk er et mindre, naturgasfyret decentralt kraftvarmeværk.

 

Produktionsmaskinerne på Grundfos’ fabrik behøver løbende nedkøling. Tidligere blev det leveret af individuelle kølemaskiner, hvorefter overskudsvarmen blev sendt ud til omgivelserne. I dag har man samlet hele køledelen i en fælles energicentral, hvor overskudsvarmen fra kølemaskinerne ikke går til spilde men anvendes i fjernvarmesystemet og erstatter fossile brændsler.

 

I perioden september til april bruges energicentralen til nedkøling af Grundfos’ produktionsmaskiner. I sommermånederne er der yderst begrænset varmebehov hos fjernvarmeforbrugerne. Derfor står energicentralen på ”stand-by”. Grundfos’ kølebehov dækkes i sommerperioden i stedet ved at hente ni grader koldt grundvand op fra en nedlagt grundvandsboring i Bjerringbro. Efter køling ledes det lidt varmere vand retur til grundvandslommen, hvor det køles ned igen, så det er klar den efterfølgende vinterperiode.

 

Løsningen udnytter, at Grundfos skal have kølet maskinerne samtidig med, at varmeværket får tilført varme fra kølemaskinerne, som de kan sende ud til gavn for byens borgere, der sparer penge. Det er muligt at dække 15 % af varmebehovet i Bjerringbro By via energicentralen. 

 

Grundfos og Bjerringbro Varmeværk er i gang med etablering af endnu en energicentral, som vil kunne dække yderligere ca. 15 % af fjernvarmebehovet i Bjerringbro.

 

Driftsleder Charles Hansen viser Energicentralen frem og fortæller om varmeværkets planer for kommende nye projekter og investeringer.

Beslutning

Det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling fik oplæg fra driftsleder Charles Hansen omkring Grundfos og Bjerringbro Varmeværks fælles energicentral. Energicentralen sørger for køling til Grundfos’ produktionsmaskiner og anvender herefter overskudsvarmen i fjernvarmesystemet.

 

Udvalget blev endvidere orienteret om projektet "Fjernvarme fra Tangeværket til Bjerringbro, Rødkærsbro, Ans og Ulstrup". Projektet handler om varmeveksling mellem fire midtjyske varmeværker og Tangeværket. Visionen for projektet er blandt andet at skabe et midtjysk fyrtårn indenfor vedvarende energier.

 

Udvalget blev efterfølgende vist rundt på varmecentralen.

 

Olav Nørgaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-4-16

2. Strategisk energiplanlægning i Region Midtjylland

Resume

Region Midtjylland, de 19 kommuner og en række energiaktører har gennem 1½ år samarbejdet om strategisk energiplanlægning. Formålet var blandt andet at koordinere energiplanlægningen på tværs for at mindske risikoen for suboptimering og fejlinvestering, øge erhvervsfremme og beskæftigelse samt at skabe vidensløft og netværk på tværs af kommuner og værker. Partnerskabet har formuleret en fælles energistrategi (midt.energistrategi) med mål og handlinger. Region Midtjylland arbejder nu videre med en række aktiviteter, som understøtter den fælles strategiske energiplanlægning, og som skal bidrage til, at strategien omsættes til investeringer og handling i praksis.   

Administrationen indstiller,

at orienteringen om strategisk energiplanlægning i Region Midtjylland tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Alle 19 kommuner i Region Midtjylland, regionen, to universiteter og en række energiforsyninger (40 partnere i alt) har igennem 1½ år samarbejdet om at formulere en energistrategi med mål og handlinger på kort og mellemlangt sigt. Partnerskabet bygger videre på det samarbejde, som kommuner og region har haft siden 2007 om blandt andet energiregnskaber hvert andet år. Energistrategien (midt.energistrategi) er det første fælles bud på, hvordan vi med udgangspunkt i de lokale og regionale muligheder kan omstille til mere vedvarende energi. Resultatet blev diskuteret på en afsluttende politisk energikonference/debatmøde i Silkeborg den 5. oktober 2015.

 

Resultatet handler ikke kun om energi, men også om lokale job og erhvervsudvikling. F.eks. køber vi i Region Midtjylland (som geografisk område) hvert år fossile brændsler udefra for ca. 17 mia. kr. Hertil kommer udgifter til importeret biomasse. De penge forsvinder ud af området og bidrager dermed kun i begrænset omfang til øget lokal omsætning og jobs. Når lokalt producerede ”brændsler” som vind, biogas, sol og biomasse erstatter importerede brændsler, vil udgifterne til import af brændsler falde, mens de lokale investeringer stiger. Det fører til øget lokal omsætning og jobs. Derudover står Region Midtjylland også stærkt erhvervs- og videnmæssigt inden for vedvarende energi. Det gælder ikke mindst på vindområdet, men også inden for biogas og biomasse samt på fjernvarmeområdet, som er de områder, hvor der i midt.energistrategi lægges op til en kraftig satsning.

 

Ved at gennemføre midt.energistrategi og de formulerede handlinger vil Region Midtjylland som geografisk område opnå 70 % vedvarende energi i ca. år 2035, og 90 %, hvis vi medregner den vindkraft, som vil blive produceret i regionen, men eksporteret ud af området. Til sammenligning var andelen af vedvarende energi i regionen i 2013 på 33 %, andelen i Danmark på 27 % og i EU på 16 %.

 

I strategien har partnerskabet valgt at fokusere på de indsatsområder, hvor kommuner, region og de deltagende partnere i øvrigt har de bedste muligheder for på kort sigt at handle i praksis. Der peges på følgende områder:

 

  • Vindkraft på land
  • Biogas fra husdyrgødning
  • Restbiomasse fra jordbrug og skovbrug
  • Fremtidens fjernvarmeforsyning
  • Energieffektive boliger og fritidshuse
  • Energieffektive industrier og landbrug
  • Grøn transport.

 

Midt.energistrategi er støttet økonomisk af Energistyrelsen og Region Midtjylland og er udarbejdet af fagpersoner i partnerskabet. Kommunale og regionale politikere har debatteret og bidraget til den strategiske energiplanlægning på to store energikonferencer i Silkeborg midtvejs og ved afslutning af projektet. Med midt.energistrategi har vi på både administrativt og politisk niveau synliggjort de fremtidige udfordringer på tværs i Region Midtjylland samt vores lokale og regionale handlemuligheder. Projektet har vist, at det både er nødvendigt og, at det giver en række fordele at samarbejde på tværs på trods af lokale forskelle. Målet er derfor, at midt.energistrategi vil udgøre et koordineret og fælles grundlag i de kommende år for de 19 kommuners, regionens og de lokale energiselskabers beslutninger om energiplanlægning, konkrete initiativer og investeringer. Partnerskabet lægger op til et fortsat samarbejde på energiområdet for at sikre fremdrift, koordinering og fælles planlægning, hvor dette er relevant, for dermed at sikre opfyldelse af målene og mindske risikoen for fejlinvesteringer.

 

Region Midtjylland har p.t. flere aktiviteter i gang som opfølgning på midt.energistrategi. Blandt andet indenfor energiregnskaber, temamøder for kommuner i 2016, biogasforsøg, Landsbyprisen 2017, fjernvarmearbejdsgruppe vedrørende overskudsvarme fra Apple samt et regionalt investeringsfremmende initiativ målrettet fjernvarmebranchen (jævnfør punkt 3 på denne dagsorden). På udvalgsmødet orienteres herom. 

Beslutning

Det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling tog orienteringen om strategisk energiplanlægning i Region Midtjylland til efterretning.

 

Udvalget blev blandt andet orienteret om formålet med Region Midtjyllands arbejde med strategisk energiplanlægning, herunder opbygning af fælles viden og overblik, udarbejdelse af fælles handlingsplaner og samarbejde med kommunerne.

 

Olav Nørgaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-4-16

3. Energieffektiviseringer i kommunale og regionale bygninger

Resume

CeDEPI er et fælleskommunalt/regionalt investeringsprojekt, der forbedrer energieffektiviteten i bygninger, gadelys og på transportområdet. Projektet blev igangsat i 2014 og løber til 2017.

Administrationen indstiller,

at orienteringen om energieffektiviseringer i kommunale og regionale bygninger tages til efterretning.

Sagsfremstilling

CeDEPI er et investeringsprojekt, der forbedrer energieffektiviteten i bygninger, gadelys og på transportområdet. Navnet CeDEPI er en forkortelse for Central Denmark Energy Planning and Investment. Det er et tværkommunalt/regionalt investeringsprojekt, der har til formål at reducere CO2 udledningen med 7.000 tons hvert år samt skabe 700 arbejdspladser i regionen. Projektet er støttet med 19,1 mio. kr. fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB) under ELENA-ordningen, inklusive en mindre egenbetaling fra de deltagende parter (1,8 mio. kr.). I samarbejde med 11 kommuner i regionen er der planlagt investeringer for ca. 431 mio. kr.

 

Regionens CeDEPI sekretariat faciliteter med teknisk rådgivning og forberedelse af investeringer i energieffektiviseringerne. Rådgivningen er målrettet den enkelte opgave og den ydes af enten CeDEPI-sekretariatet, bestående af otte energitekniske medarbejdere, eller af en af de eksterne rådgivervirksomheder med hvem CeDEPI-sekretariatet har indgået en rammeaftale.

 

Samarbejde på tværs af kommuner er ofte en efterspurgt vare. CeDEPI-sekretariatet arrangerer workshops, sørger for effektiv vidensdeling og har fokus på fælles løsninger og øget kvalitet.

 

Sekretariatsleder Martin Petersen fra CeDEPI vil på udvalgsmødet redegøre for de erfaringer, der er opnået med organiseringen og projektet.

Beslutning

Det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling tog orienteringen om energieffektiviseringer i kommunale og regionale bygninger til efterretning.

 

Udvalget blev orienteret om CeDEPI-projektet, som blandt andet handler om rådgivning og forberedelse af investeringer i energieffektiviseringer. Projektet omfatter offentlige bygninger, gadelys og transport og har en investeringsramme på ca. 431 mio. kr.

 

Olav Nørgaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-4-16

4. Investeringsfremmende initiativ for fjernvarmeværker i Region Midtjylland

Resume

Et output af den strategiske energiplanlægning i ’midt.energistrategi’ er, at fjernvarmeværkerne i regionen skal omstille til vedvarende energiteknologier. En stor del af fjernvarmeværkerne er mindre værker, som typisk ikke har erfaring og kapacitet til at gennemføre store investeringsprojekter. For at omsætte energiplanlægningen til investeringer i praksis, arbejder Region Midtjylland på et investeringsfremmende initiativ, som skal bistå værkerne i processen frem mod investering. Den primære målgruppe er de mindre naturgasfyrede værker.

Administrationen indstiller,

at orienteringen om investeringsfremmende initiativ for fjernvarmeværker i Region Midtjylland tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Der er 143 fjernvarmeselskaber i Region Midtjylland, og knap 75 af disse er mindre, naturgasfyrede værker. Fjernvarmebranchen er allerede godt i gang med omstilling til vedvarende energi, som indtil videre primært sker ved at investere i biomassekedler, solvarme og i meget begrænset omfang varmepumper.

 

Særligt de mindre, decentrale naturgasfyrede kraftvarmeværker står overfor store udfordringer og stigende varmepriser, når det såkaldte grundbeløb bortfalder med udgangen af 2018. Grundbeløbet gives til de danske decentrale kraftvarmeværker, som fortrinsvis anvender naturgas. Grundbeløbet har blandt andet fungeret som en kompensation for binding til naturgas som brændsel samt en slags forsikring mod høje varmepriser, da elmarkedet blev liberaliseret. Konsekvensen er, at mange værker står overfor stigende forbrugerpriser på op til 30 % fra 2019. En ny analyse fra Dansk Fjernvarme (februar 2016) viser, at prisstigningerne især vil ramme husstande i Jylland med en årlig husstandsindkomst under 350.000 kr. I Region Midtjylland viser analysen, at ca. 40.000 husstande med en årlig husstandsindkomst på under 350.000 kr. vil rammes af prisstigninger. Enkelte værker i regionen kan forudse prisstigninger på over 10.000 kr. årligt for en husstand.

                                                                                                   

Værkerne er derfor i gang med at undersøge alternative og billigere energikilder, og det må forventes, at en væsentlig del investerer i vedvarende teknologi i løbet af de kommende tre år. En af udfordringerne er, at mange naturgasværker er lovmæssigt bundet til at anvende naturgas som brændsel. De må dog godt investere i solvarme og varmepumper, som ikke anses for ”brændsler”. Udvidelse af forsyningsområdet kan også give et naturgasfjernvarmeværk lov til at investere i en biomassekedel. Fjernvarmebranchen generelt er desuden også udfordret af usikkerhed om afgifter samt af individuelle varmeløsninger, som prismæssigt kan konkurrence med fjernvarme.

 

Region Midtjylland ønsker at bistå værkerne i denne omstillingsproces. Mange af de mindre værker har ikke fornøden erfaring, ekspertise eller kapacitet til selv at gennemføre et stort investeringsprojekt. Derfor arbejder regionen på et initiativ, hvor Den Europæiske Investeringsbank via ELENA-ordningen ansøges om støtte til forberedende arbejder inden investering på værkerne. ELENA-ordningen støtter offentlige investeringer i energieffektivisering, som reducerer CO2-udledningen.

 

Der arbejdes på en samlet ansøgning, hvor 15-20 værker tilsammen investerer for ca. 500 mio. kr. over en tre-årig periode. Regionen er projektejer. Der kan søges om op til 5 % tilskud fra Den Europæiske Investeringsbank. I projektet planlægges tilskudsmidlerne blandt andet anvendt til at drive et projektsekretariat, som placeres hos Region Midtjylland i en tre-årig projektperiode. Sekretariatet bemandes med teknisk personale, som kan bistå værkerne i deres forarbejde frem til en investering gennemføres. Det kan f.eks. være udarbejdelse af beregninger/analyser, udbudsmateriale, projektstyring, erfaringsudveksling og netværk med andre værker. Udover projektsekretariatets personale vil værkerne kunne trække på et korps af konsulenter og eksperter.

 

Værkernes investeringer forventes at medføre årlige besparelser på fossile brændsler og reduktion af CO2(e)-udledningen. Herved bidrager projektet til opfyldelse af regionens vision om 50 % vedvarende energi i 2025, kommunernes egne VE/CO2-mål, Danmarks mål og EU's 2020/2030 mål.

 

Herudover forventes projektet at bringe merværdi i form af:

 

  • Massiv udbredelse af vedvarende teknologi i fjernvarmebranchen på tværs i en hel region.
  • Regionens fjernvarmeværker vil blive et udstillingsvindue for effektiv omstilling til VE, både i Danmark og EU.
  • Synergieffekt og besparelser på investeringer ved at pulje indkøb for flere værker med fælles interesser.
  • Øget teknisk vidensniveau og netværk blandt fjernvarmeværkerne.
  • Lokale job og øget lokal omsætning ved at ændre import af fossile brændsler til anvendelse af vedvarende energikilder.

 

Regionens administration er p.t. i dialog med fjernvarmeværker i regionen omkring projektet. Tilbagemeldingerne er meget positive. På udvalgsmødet orienteres om de møder med fjernvarmeværkerne, som er afholdt i april 2016, samt den videre proces med ansøgning.

 

Region Midtjylland har god erfaring fra et lignende, igangværende projekt under ELENA-ordningen, kaldet ”CeDepi”, se dagsordenspunktet om Energieffektiviseringer i kommunale og regionale bygninger. 

Beslutning

Det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling tog orienteringen om investeringsfremmende initiativ for fjernvarmeværker i Region Midtjylland til efterretning.

 

Udvalget blev orienteret om fjernvarmeværkernes udfordringer i forhold, at prisen på fjernevarme kommer til at stige markant, når grundbeløbet til værkerne bortfalder med udgangen af 2018. Værkerne har behov for at omstille varmeproduktionen og søge nye muligheder for at begrænse forbrugerprisstigninger.

 

Udvalget blev præsenteret for Region Midtjyllands investeringsfremmende initiativ. Initiativet handler om at rådgive værkerne i forhold til at kunne imødegå udfordringerne, herunder omstilling til vedvarende energi, kompetenceudvikling af medarbejdere m.v.

 

Olav Nørgaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.  

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-76-2-16

5. Coast to Coast Climate Challenge - EU ansøgning afleveret

Resume

Den 15. april 2016 afleveres den endelige ansøgning til Coast to Coast Climate Challenge til Europakommissionen.

 

Projektets overordnede formål er i et bredt samarbejde at realisere de kommunale klimatilpasningsplaner på en bedre måde, end de ellers ville være blevet. Geografisk omfatter projektet hele Region Midtjylland og tre kommuner nord for Limfjorden. Det samlede budget er ca. 100 mio. kr., og der søges om ca. 67 mio. kr. i støtte.

 

I september 2016 forventes der svar på, om ansøgningen godkendes.

Administrationen indstiller,

at orienteringen om Coast to Coast Climate Challenge tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Ved udvalgets første møde den 4. februar 2016 blev udvalget orienteret om det igangværende arbejde med at udarbejde en endelig ansøgning omkring klimatilpasning og vandhåndtering til EU LIFE IP programmet. Projektet har fået navnet Coast to Coast Climate Challenge, kaldet C2C CC. Europakommissionen har i skrivelse af 21. december 2015 godkendt den foreløbige ansøgning, hvorved det blev muligt for Region Midtjylland i konkurrence med fire andre ansøgere i Europa at indsende endelig ansøgning.

 

Der er frist for aflevering af ansøgning den 15. april 2016.

 

Projektets overordnede formål er i et bredt samarbejde at realisere de kommunale klimatilpasningsplaner bedre, end de ellers ville være blevet det. Som eksempel koordineres undersøgelser, udvikling af nye løsninger og læringer på tværs af kommunerne.

 

Siden udvalgets seneste møde er projektideen videreudviklet af den tværgående projektgruppe vedrørende klimatilpasning i Region Midtjylland i samarbejde med Central Denmark EU-Office i Bruxelles. Yderligere er entreret med NIRAS konsulenterne. Alle de midtjyske kommuner, de tre nordjyske kommuner langs den vestlige del af Limfjorden, forsyningsselskaber, universiteter, VIA, interesseorganisationer som eksempelvis SEGES og Eksportforeningen med videre har også deltaget i videreudviklingen. Blandt andet er gennemført tre workshops, henholdsvis den 18. januar, 25. februar og den 17. marts 2016. Dette tværgående samarbejde har skabt bred interesse og opbakning til projektet og involvering af så forskellige kompetencer har sikret en velkvalificeret ansøgning.

 

Resultatet er 24 partnere, herunder 16 kommuner fra Region Midtjylland og tre kommuner fra Region Nordjylland, to forsyningsselskaber, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og VIA samt en række støttende organisationer, herunder blandt andet de resterende kommuner i regionen, Kystdirektoratet og Naturstyrelsen. Partnerne har tilsammen budt ind med 17 konkrete delprojekter.

 

Det samlede budget er på 100 mio. kr. over en seks-årig periode, heraf støtter EU med ca. 67 mio. kr. Den endelige ansøgning er afleveret til Europakommissionen den 15. april 2016. Svar på, om bevillingen gives må forventes til september 2016. Såfremt svaret er positivt, kan projektet påbegyndes den 1. januar 2017.

Beslutning

Det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling tog orienteringen om Coast to Coast Climate Challenge til efterretning.

 

Olav Nørgaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-9-16

6. ENCORE konference i Østrig september 2016

Resume

Af kommissoriet for det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling fremgår det, at udvalget eventuelt forbereder, at Region Midtjylland afholder ENCORE konferencen i 2018. ENCORE er et europæisk regionalt samarbejde omkring miljøspørgsmål som energi, bioøkonomi, klimaforandringer, biodiversitet og grøn omstilling.

 

En del af planlægningen rummer, at udvalget deltager i ENCORE konference 2016 den 22. og 23. september 2016 i Poertschach, Østrig. Formålet med at deltage i ENCORE er at give embedsmænd og politikere muligheden for, på trods af kulturelle og sproglige barrierer, at skabe relationer i andre regioner i EU. ENCORE er en politisk mulighed for at møde andre europæiske regionale politikere fra miljøområdet og for administrationen en mulighed for at udvikle opgaverne fagligt og knytte bånd, der kan anvendes f.eks. i regi af ansøgninger til EU’s udviklingsfonde. ENCORE kan også, specielt mødet i 2018, være et udstillingsvindue for virksomheder og produkter fra Region Midtjylland.

 

Der er nederst i dokumentet beskrevet udgifterne til udvalgets deltagelse i konferencen i 2016. Endvidere er der opstillet et budget for afholdelse af konference i 2018.

Administrationen indstiller,

at det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling drøfter deltagelse i ENCORE konferencen den 22.-23. september 2016.

Sagsfremstilling

Hvad er ENCORE?

ENCORE er et netværk blandt europæiske regioner, hvor embedsmænd og politikere gennem tætte kontakter mødes og udvikler den miljøpolitiske dagsorden i EU gennem dialog regionerne imellem og med EU’s relevante direktorater. For Region Midtjylland kan Encore ses som en politisk mulighed for at møde andre europæiske regionalpolitikere fra miljøområdet og for administrationen en mulighed for at udvikle opgaverne fagligt og knytte bånd, der kan anvendes f.eks. i regi af ansøgninger til EU’s udviklingsfonde. Encore netværket danner et godt supplement til Nordsøkommissionen, der arbejder med samme emnekreds, idet de nye østeuropæiske og sydlige europæiske regioner også deltager i Encore.

 

Mellem konferencerne arbejder embedsmænd i netværk, der typisk består af fagfolk, gennem styregruppemøder og virtuelle netværk. Derudover er der nedsat arbejdsgrupper, som arbejder med konkrete problemstillinger som blandt andet klimatilpasning og biodiversitet. Regionernes rolle og størrelser er forskellige rundt omkring i Europa, men fælles er at EU’s politiker og direktiver påvirker alle regionerne, og regionerne er den bedste platform til at håndtere større miljøspørgsmål.

 

I denne kontekst er målet med ENCORE og de tilhørende konferencer:

 

  • at give politikere og embedsfolk et forum hvor miljøspørgsmål med regional interesse diskuteres
  • at forbedre regionernes fælles position og forme den fælles indflydelse til formulering af miljøpolitiker i EU.

 

Formålet med at deltage i ENCORE er at give embedsmænd og politikere muligheden for, på trods af kulturelle og sproglige barrierer, at skabe relationer i andre regioner i EU. ENCORE er en politisk mulighed for at møde andre europæiske regionale politikere fra miljøområdet og for administrationen en mulighed for at udvikle opgaverne fagligt og knytte bånd, der kan anvendes f.eks. i regi af ansøgninger til EU’s udviklingsfonde. Mellem konferencerne arbejder embedsmænd i netværk, der typisk består af fagfolk gennem styregruppemøder og virtuelle netværk.

 

Politiske konferencer

Konferencerne afholdes hvert 2½ år og har mellem 150 og 800 deltagere. Region Midtjylland har deltaget både på politisk og administrativt niveau siden 2008. Den daværende formand for Udvalget for Regional Udvikling Gert Schou (S) deltog i konferencen i ENCORE netværket den 20.–22. september 2012 i Assen, Holland. Han deltog desuden i et møde med kommissær Connie Hedegård den 28. februar 2012 i Bruxelles.

 

Udvalgsmedlem Morten Pedersen Flæng (S) deltog i ENCORE konferencen den 15.-16. maj 2014. Mødet blev afholdt i München med deltagelse af ca. 30 regioner fra Tyskland, Holland, Sverige, Spanien, Italien, Polen, Storbritannien, Luxembourg, Schweiz, Finland, Belgien, Frankrig og Østrig (sidstnævnte er vært ved næste møde). Forud for politikermødet deltog to studerende fra Horsens Statsskole i en ungdomskonference, som havde fokus på de samme emner, som politikerne senere drøftede.

 

Næste konference foregår i Østrig den 22.-23. september 2016. Konferencerne afsluttes med vedtagelse af en politisk erklæring om de emner, man ønsker at sætte på dagsordenen i den kommende periode.

 

I perioden mellem konferencerne kan de regionale politikere mødes for at diskutere politiske emner, hvis der er et særligt behov. Repræsentanter for Encore netværket mødes desuden med relevante EU’s kommisærer.

 

Region Midtjyllands rolle i Encore

Af kommissoriet for det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling fremgår det, at udvalget forbereder, at Region Midtjylland eventuelt står for ENCORE konferencen i 2018. En del af planlægningen rummer, at udvalget deltager i ENCORE konference 2016 den 22. og 23. september 2016 i Poertschach, Østrig.

 

Af Vækst- og Udviklingsstrategi 2015-2025, som er godkendt af regionsrådet den 27. januar 2016, fremgår det, at: ” Internationale samarbejder vil frem mod 2025 være af stor betydning for arbejdet med regional udvikling både i forhold til udviklingen af det regionale erhvervsfremmesystem, klima, råstoffer og uddannelses- og kulturområdet.” Næste konference foregår som nævnt i Østrig i september 2016, og konferencerne afsluttes med vedtagelse af en politisk erklæring om de emner, man ønsker at sætte på dagsordenen i den kommende periode.

 

I relation til Region Midtjyllands opgaver er der overlap med ENCORE's arbejde indenfor blandt andet energi, bioøkonomi, klimaforandringer, biodiversitet og grøn omstilling. Administrationen har deltaget i flere af ENCORE-konferencerne. Region Midtjylland deltager i en styregruppe for ENCORE, hvor der samarbejdes om emner og udveksling af erfaringer indenfor miljøområdet og klimaområdet. Desuden planlægges konferencen. Deltagelsen giver en platform til deltagelse i udvikling af miljøspørgsmål og samarbejde på tværs af regioner i EU.

 

For Region Midtjylland er ENCORE en politisk mulighed for at møde andre europæiske regionale politikere fra miljøområdet og for administrationen en mulighed for at udvikle opgaverne fagligt og knytte bånd, der kan anvendes f.eks. i regi af ansøgninger til EU’s udviklingsfonde. Mellem konferencerne arbejder embedsmænd i netværk, der typisk består af fagfolk, gennem styregruppemøder og virtuelle netværk.

 

ENCORE kan også, specielt mødet i 2018 være et udstillingsvindue for virksomheder og produkter fra Region Midtjylland. Formandskabet for ENCORE 2018 er ledigt for nuværende, og det vurderes, at Region Midtjyllands eventuelle ansøgning om formandskab vil blive godkendt. Yderligere information om ENCORE kan findes på netværkets hjemmeside http://www.encoreweb.org. Et nyvalgt regionsråd i 2017 vil være værter for ENCORE konferencen i 2018 i Region Midtjylland.

 

Økonomi

Tabel 1 viser priserne for deltagelse i september 2016 konferencen i Østrig. Udgifterne er opgjort pr. deltager. Med et udvalg på syv politikere er udgiften omkring 45.500 kr.

 

 

Tabel 2 viser overslag over udgifter til afholdelse af ENCORE konferencen i Region Midtjylland i 2018. Samlet er udgifterne summeret til 990.000 kr.

 

 

 

Endvidere skal der anvendes samlet et årsværk til forberedende og implementerende arbejde over de næste fire år. Dette forventes at kunne dækkes inden for budget 2018 for Regional Udvikling. 

Beslutning

Det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling drøftede muligheden for, at Region Midtjylland afholder ENCORE konferencen i 2018, herunder udvalgets deltagelse i ENCORE konferencen den 22.-23. september 2016 i Østrig.

 

Udvalget besluttede at indstille til regionsrådet, at Region Midtjylland afholder ENCORE konferencen i 2018. Som forberedelse hertil, deltager udvalget i konferencen i Østrig i september 2016.

 

Olav Nørgaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-9-16

7. Godkendelse af referat fra mødet den 4. februar 2016

Resume

Godkendelse af referat fra møde den 4. februar 2016.

Administrationen indstiller,

referatet fra mødet den 4. februar 2016 i det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling godkendes.

Sagsfremstilling

Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.

 

Referat fra udvalgets møde den 4. februar 2016, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, er vedlagt til godkendelse.

Beslutning

Det midlertidige udvalg vedrørende bæredygtig omstilling godkendte referatet fra mødet den 4. februar 2016.

 

Olav Nørgaard og Keld Marstrand Christensen var forhindrede i at deltage i sagens behandling.  

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-9-16

8. Gensidig orientering

Sagsfremstilling

Gensidig orientering.

Beslutning

Intet til punktet.

Tilbage til toppen