Dagsordener og referater for Kulturudvalget
til
mødet i
den 21. januar 2015 kl. 14:00
i Fængselsmuseet Horsens, Fussingsvej 8, 8700 Horsens, Bestyrelseslokalet
Der var afbud fra Jørgen Winther.
Mødet blev hævet kl. 16.47.
1. Introduktion til mødets tema og formål (14.00-14.15)
Sagsfremstilling
Udvalgsformand Flemming Knudsen introducerer til mødets tema og formål.
Formålet med dagens møde er at få formuleret de sidste input til regionens kulturpolitik, så udvalget kan færdigbehandle den på næste møde.
Mødet starter med en introduktion til Fængslet i Horsens fra chefen, Claus Petterson.
Herefter arbejdes der med dagens hovedtema, som er det internationale perspektiv i kulturindsatsen. Det vil blive belyst gennem to oplæg. Lene Øster giver en aktuel status for regionens største internationale projekt: Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017, og Lone Leth Larsen fortæller om den nyeste internationale indsats, Genvej til Europa. Herefter diskuteres, hvordan det internationale perspektiv skal indgå i kulturpolitikken.
Dagens andet vigtige tema er principperne for regionale kulturtilskud, som bliver belyst gennem oplæg fra Erik Bach Andersen. Herefter diskuteres hvilke principper, der skal ligge til grund for den fremtidige indsats.
Beslutning
Formanden for det midlertidige udvalg vedrørende kultur præsenterede mødets tema og formål.
Jørgen Winther var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
2. Introduktion til Fængslet (14.15-14.30)
Sagsfremstilling
Chef for Fængslet Claus Petterson giver en kort introduktion til Fængslet.
Det gamle statsfængsel fungerer nu som kulturinstitution under navnet FÆNGSLET.
FÆNGSLET danner ramme om en lang række aktiviteter og aktører, der på hver sin måde vil spille op af den ganske særlige kontekst FÆNGSLET er. Centralt står Fængselsmuseet, hvor Museum Horsens ved hjælp af lyd, billeder, genstande og de autentiske rammer har skabt en unik museumsoplevelse. Fængselsgården, hvor de indsatte oprindeligt kunne få frisk luft og motion, er nu indrettet til koncertområde, hvor der i sommerhalvåret afholdes udendørs koncerter og events.
Beslutning
Det midlertidige udvalg vedrørende kultur fik oplæg fra chef for Fængslet, Claus Petterson om Fængslet som kulturinstitution, herunder bl.a. succeser og fremtidsprojekter.
Jørgen Winther var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
3. Det internationale perspektiv i kulturpolitikken (14.30-15.45)
Sagsfremstilling
Region Midtjylland arbejder for, at der bringes ny inspiration og nye idéer på kulturområdet til regionen via internationale engagementer. Det skal også føre til, at det internationale kendskab til regionen styrkes.
Kulturaktørerne og Region Midtjylland bidrager med internationale udviklingsprojekter og indgår i internationale netværk, hvor nye perspektiver og kompetencer giver særligt gode muligheder for innovation og markante resultater.
Aarhus europæisk kulturhovedstad 2017
Lene Øster har siden 2009 været udlånt fra Regional Udvikling til Aarhus 2017 som tovholder på det regionale samarbejde om satsningen. Hun vil orientere om status på Aarhus 2017 og de igangværende strategiske projekter i hele regionen.
Region Midtjyllands EU-Kulturrådgiver
Lone Leth Larsen er Region Midtjyllands EU-Kulturrådgiver og er ansat i det midtjyske EU kontor i Bruxelles, CDEU (Central Denmark EU Office). Lone Leth Larsen har til opgave at hjælpe kulturinstitutioner og projekter i regionen med at arbejde internationalt, forme internationale netværk og søge fonde i EU og andre internationale steder. Lone vil fortælle om sit hidtidige arbejde og om de projekter, der er i gang eller i støbeskeen.
Beslutning
Det midlertidige udvalg vedrørende kultur fik oplæg fra Lene Øster, Regional Udvikling, omkring Aarhus 2017, herunder status på projektet og program. Derudover fik udvalget oplæg fra Lone Leth Larsen, Central Denmark EU Office (CDEU) omkring regionens indsats i forhold til bl.a. at hjælpe de regionale kulturinstitutioner til at arbejde internationalt, herunder give dem vejledning i at søge fonde i EU m.v.
Jørgen Winther var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
4. Temadrøftelse: Det internationale perspektiv i kulturpolitikken (15.45-16.15)
Resume
Drøftelse af dagens tema om det internationale perspektiv i kulturpolitikken.
Administrationen indstiller,
at | de internationale perspektiver i kulturpolitikken drøftes. |
Sagsfremstilling
Dagens tema drøftes med den kommende kulturpolitik for øje.
Vigtige spørgsmål kan være:
Hvordan kan kulturpolitikken være med til at sætte gang i internationale aktiviteter og samarbejder i Region Midtjylland?
Hvordan kan regionen understøtte projekter, der ønsker at arbejde med et internationalt perspektiv eller med internationale partnere?
Hvilke mål har regionen for det internationale arbejde?
Til drøftelsen vedlægges udkast til kulturpolitikken. Det er udarbejdet på baggrund af kulturudvalgets drøftelser og erfaringer med kulturindsatsen.
Beslutning
Det midlertidige udvalg vedrørende kultur drøftede temaet det internationale perspektiv. Udvalget drøftede, hvordan regionens kompetencer indenfor det internationale samarbejde fastholdes og udvikles efter Aarhus 2017.
Udvalget ønskede, at der i kulturpolitikken præciseres, hvorfor regionen ønsker at arbejde mere internationalt.
Udvalget diskuterede værdien af kulturinstitutionernes eksisterende internationale samarbejder og udveksling af kunstnere og kulturaktører på tværs af grænser.
Jørgen Winther var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
5. Retningslinjer for kulturtilskud (16.15-16.30)
Resume
Administrationen fremlægger forslag til retningslinjer for bevillinger af kulturtilskud.
Administrationen indstiller,
at | forslag til retningslinjer for bevillinger af kulturtilskud godkendes. |
Sagsfremstilling
Administrationen har udarbejdet et forslag til en række retningslinjer, som skal sikre en gennemskuelig politik for bevillinger af tilskud på kulturområdet.
Forslaget er vedlagt som bilag.
Beslutning
Det midlertidige udvalg vedrørende kultur fik oplæg fra Erik Bach Andersen, Regional Udvikling, om Region Midtjyllands nuværende retningslinjer for kulturtilskud.
Udvalget drøftede den administrative og politiske procedure i forhold til indkomne ansøgninger, afslag, bevillinger og medfinansiering m.v. Der var tilfredshed med, at regionens kulturmedarbejdere giver sparring til kulturaktører og bistår ansøgere i at kvalificere deres projekter, selvom de ikke umiddelbart passer ind i den regionale kulturpolitik.
Udvalget tiltrådte princippet om både at støtte mindre pilotprojekter og større strategiske projekter. Udvalget ønsker at drøfte retningslinjerne igen på mødet i maj med henblik på at finjustere dem i forhold til kulturpolitikken.
Jørgen Winther var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
6. Godkendelse af opdateret kommissorium og mødeplan for 2015 (16.30-17.00)
Resume
Kommissorium for det midlertidige udvalg vedrørende kultur er opdateret som følge af regionsrådets beslutning den 17. december 2015 om at forlænge udvalgets funktionsperiode. Opdateret kommissorium er vedlagt til godkendelse.
Derudover er mødeplan for 2015 vedlagt til godkendelse.
Administrationen indstiller,
at | opdateret kommissorium for det midlertidige udvalg vedrørende kultur godkendes, og |
at | mødeplan for 2015 godkendes. |
Sagsfremstilling
Regionsrådet godkendte den 17. december 2015 en forlængelse af funktionsperioden for det midlertidige udvalg vedrørende kultur, herunder en ændring af kommissoriet. Et opdateret kommissorium er vedlagt som bilag.
Der er udarbejdet en mødeplan for udvalgets møder i 2015. Mødeplan for 2015 er endvidere vedlagt som bilag.
Beslutning
Det midlertidige udvalg vedrørende kultur godkendte kommissoriet. I forhold til mødeplanen besluttede udvalget, at der tilføjes to temaer, henholdsvis et om samarbejde på tværs af regioner og et om evaluering af kulturindsatsen. Derudover besluttede udvalget, at mødet den 10. december flyttes til den 3. december 2015.
Jørgen Winther var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
Bilag
7. Godkendelse af referat fra mødet den 27. november 2014
Resume
Godkendelse af referat fra møde den 27. november 2014.
Administrationen indstiller,
at | referatet fra mødet den 27. november 2014 i det midlertidige udvalg vedrørende kultur godkendes. |
Sagsfremstilling
Efter udvalgets forretningsorden skal referatet fra det foregående møde forelægges til godkendelse.
Referat fra udvalgets møde den 27. november 2014, der tidligere er udsendt til udvalgets medlemmer, vedlægges til godkendelse.
Beslutning
Det midlertidige udvalg vedrørende kultur godkendte referatet fra mødet den 27. november 2015
Jørgen Winther var forhindret i at deltage i behandlingen af sagen.
8. Gensidig orientering
Sagsfremstilling
Gensidig orientering
Beslutning
Der var ingen bemærkninger under punktet.